På besøg i Lindegård præstegård: 'Vi har lagt vægt på, at der er patina'

Kåre Gade, Folk&Kirke

Knirke Madelung er født i 1966 i Marstal og opvokset på Bornholm. Hun er uddannet fra Danmarks Designskole ved Institut for rum i 1997 og har været ansvarlig for production design og art direction på en lang række film- og tv-produktioner. Hun har tidligere arbejdet med Adam Price på DR-Dramas serie 'Borgen'. 'Herrens Veje' er anderledes end 'Borgen', siger hun:

- Visuelt har historien mange lag. Vi kan godt få lov til at putte ekstra på. Vi laver billeder af en følelse, en tilstand eller noget magisk, som vi ikke behøver at forklare. Hvorfor kommer rødkælken op af jorden? Det gør den bare. Den er genopstanden.

- Så ud over, at vi laver nogle genkendelige rammer, som folk kan relatere til, så kan vi også få lov at tilføje nogle lag, der har betydning, og som kan være medspillende, både for karakteren og for tematikken.

Konfirmandstuen

- Kulisserne – settet – er en kopi af vores eksterne præstegårds-location i Stenløse. Vi har gjort proportionerne en lille smule større, for når man filmer på settet, virker det mindre. Og så har vi følt os frie til at indrette præstegården, som vi havde lyst til.

- Præstegården skulle være et sted, hvor man kommer – sådan, som jeg selv husker det fra min barndom i Pedersker på Bornholm. Det var dér, man havde sangaftner, bogaftner og konfirmationsundervisning. Det har vi gerne villet have med, så der er både en professionel del og en privat del.

- Maleriet i konfirmandstuen er skabt, fordi vi gerne ville have noget visuelt, en dekoration. Så talte jeg med Adam, og vi blev enige om at prøve at indarbejde tematikkerne fra serien. Der er Kain og Abel, Abraham og Isak, Judaskysset osv. Vi har også en lillebitte rødkælk oppe i træet. Det meste af tiden er billedet bare en flade i baggrunden, men kan faktisk zoome ind på det og være med til at underbygge en følelse.

- Konfirmandstuen har også et flygel, og der bliver spillet på det. Begge sønner kan spille, og Johannes spiller også lidt.

Entreen

- Op ad trappen hænger anegalleriet – ti generationer af præster. Den sidste på væggen er Elias, som er far til Johannes, og som vi også møder i nogle flashback-scener, spillet af Stig Hoffmeyer. Entreen er helt identisk med den rigtige præstegård på vores location i Stenløse, så vi kan lave billeder ud og ind ad hoveddøren.

- Det, der har været vigtigt for os at vise, er, at her bor åndsmennesker. De kigger ikke i modeblade for at lave deres indretning. De har en smag, som er rimelig klassisk. De beholder de ting, som de holder af. Der er meget historie.

- Vi har lagt vægt på, at der er patina. Huset har stået siden 1905, og familien har boet her i 30 år. Ting er groet fast. Der blevet rørt ved dem. Det er alt fra bøgerne, vi har puttet i reolerne, til de fedtede grydelapper i køkkenet.

- Vi arbejder med små hemmelige ting – tegninger, der er gemt bag en dør og den slags. Noget bliver set, og noget bliver ikke set. Noget er kun for at servicere skuespillerne, for eksempel når de åbner en skuffe. Vi ser aldrig ned i skuffen, men der ligger altså ting dernede, som skaber en form for realisme for skuespillerne.

Køkkenet

- Når man står i rummet, som vi gør nu, virker det ret stort, men det 'filmer' mindre. Fliserne er magen til kirkegulvet i Stenløse, og træværket har samme farve som i kirken – vi prøver at flette det hele lidt sammen. De har fået renoveret køkkenet, men menighedsrådet har været med til at vælge og bestemt, at det skal holdes i den gamle stil.

- Opslagstavlen er vokset lag på lag. Her er der et billede af en nevø, og det dér er måske nevøens baby, og her er der en madopskrift. Vi kommer aldrig helt tæt på opslagstavlen, for så skulle vi finde ud af, hvilke billeder vi måtte vise. Der er rigtigt meget med ophavsrettigheder, man skal forholde sig til, når man filmer.

- Tingene i køkkenet er samlet over en årrække. Det er ikke ét bestemt design – det er, hvad de nu holder af. Køkkenet underbygger også Elisabeths figur. Hun er Moder Jord. Hun er meget i forbindelse med naturen, hun laver meget mad, der grønsager og liv i køkkenet.

- Køkkenet er et sted, der vidner om, at der altid er rum og mad til dem, der har behov for det. Her er plads til, at en hjemløs flytter ind. Men i løbet serien vil der ske ting og sager – der bliver på et tidspunkt lavet mindre og mindre mad.

Johannes' kontor

- Der står ikke en computer, men han har en bærbar, som han skriver sine prædikener og læser web-aviser på. Selv om det er et gammelt hus, bruger de selvfølgelig også iPhones. Det er vigtigt, at der også er de moderne elementer.

- På væggen hænger en indrammet Ziggy Stardust-plakat. Johannes har været ung i 80’erne og taget speed og været vild og er taget til Berlin, ligesom os andre. Han kan også lide boksning, og han tegner, for han har en kunstnerisk åre. Han har mange facetter.

- Skrivebordet giver kulturel tyngde. Johannes henter sine referencer mange steder, både i kunsten og i litteraturen. Her er mange ting, men der er også en form for orden i rummet. Det er altid en kunst at lave rod, der ikke larmer visuelt. Derfor har det hele en bestemt tone, som på den ene side ikke må virke stylet, men samtidig er holdt i et stramt greb.

- Jeg har været meget inspireret af Michael Hanekes film 'Amour', som foregår i en lejlighed, hvor et ældre par har boet sammen i mange år. Tæppet bag Johannes’ briks er faktisk totalt rip-off fra filmen. Man må godt låne, hvis man gør det intelligent nok.

- I reolen står boksepokaler, kunstbøger, Kaj Munk, Douglas Coupland, Encyclopaedia Britannica og Alexandriakvartetten. Vicki Mølgaard, som er chefrekvisitør har lagt meget kærlighed i den flade, som reolen udgør.

- Jeg arbejder sammen med seks rekvisitører. Når vi er ud på location rydder vi tit en hel lejlighed og maler og kommer med vores egne ting, og bagefter skal den bringes tilbage til sit tidligere udseende. Seriens stillfotograf Tine Harden har også været med til at inspirere scenografien.

Elisabeths arbejdsværelse

- Elisabeth har flere billeder af sin familie og sine børn. På skrivebordet er August og Christian som små.

- Det er vigtigt, at man ikke har fornemmelsen af, at det her er noget, der er revet ud af Room eller Interior Decor. Derfor er der ting, som er lidt skæve og måske ikke passer supergodt sammen. Det er vigtigt, at der ligger lidt tæpper og lidt rod.

- Elisabeths arbejdsværelse ligger mellem Johannes kontor og stuen. Vi har mange, diagonale kig ned gennem rummene. Præstegården skal jo leve længe – i 20 timers tv – så der skal være nogle muligheder i rummene.

- Vi arbejder meget med lys og mørke, så skuespillerne kan gå ind og ud af lyset. Det er et meget virkningsfuldt dramatisk værktøj, og jeg har et tæt samarbejde med fotografen og belysningsmesteren.

- Uden for vinduerne har vi 'masker' – store fotostater, som er billeder fra haven omkring den rigtige Stenløse præstegård. Vi skal snart skifte til vintermasker. Sommermasker er svære, for det er vanskeligt med statiske blade, mens vintergrene bare giver et grafisk indtryk. Men ofte fornemmer man bare udsigten som en hvid flade, fordi maskerne 'brænder ud'.

Stuen

- Nogle af møblerne er nyt design. Måske julegaver eller sølvbryllupsgaver. Andre ting virker ret gammeldags, når vi står og kigger på dem, men de syner anderledes, når man filmer dem. Der er jo ikke mange i Johannes' generation, der har lange tekstilgardiner og mange lampeskærme.

- Her er også ret brunt og mørkt, men det er det, der klæder billedet bedst, og det syner lysere, når man ser det på skærmen. Man kører altid farverne lidt længere ned – vores hudfarve er smukkere på en mørkere baggrund.

- Tapetet er et gammelt design af William Morris. Han arbejdede med naturmotiver, og vi bruger det i introen, hvor tapetet bevæger sig. Det passer til den tid, hvor huset er fra.

- Hvad jeg ikke havde set, var, at det faktisk er blevet et design, der dukker op i indretningsbladene. Vi talte om, hvorvidt det var et problem, men blev enige om, at det godt både måtte være trendy og gammeldags.

- I reolen står VHS-bånd – videofilm fra dengang, drengene var små, og noget, de har optaget. Johannes har ikke skilt sig af med sine LP'er. Det forstår jeg virkelig godt. Jeg har et kæmpeproblem med den måde, vi hører musik på i dag, for jeg kan ikke huske navne. Jeg vil gerne høre den dér jazzsangerinde, og så kan jeg ikke huske, hvad hun hedder, og jeg kan ikke bladre i pladerne.