Broderskab, boksning og barndomsminder

Marianne Luna Røndal

Morten Hee Andersen læner sig helt ned over diktafonen, der ligger på bordet mellem kaffekopper og croissanter.

- Det er bare for sjov! hvisker han og griner.

Vi befinder os fem minutter inde i interviewet med Morten Hee Andersen og Simon Sears, der spiller brødrene i DRs søndagsdrama, 'Herrens Veje'. De har sagt ja til at mødes med folkekirken.dk for at tale om, hvordan de forberedte sig til at spille deres roller, om broderskab, tro og kirke.

Hjælper hinanden

I 'Herrens Veje' spiller Morten Hee Andersen præsten August Krogh og Simon Sears storebroren Christian Krogh. Selvom de ikke er brødre i virkeligheden, kan man næsten foranlediges til at tro det. De har arbejdet tæt sammen på serien i et år, og kender hinanden fra Statens Scenekunstskole, som de begge er uddannet fra.

- Vi spillede begge to Othello. Morten var lidt bedre end mig, siger Simon Sears.

- Nej, indskyder Morten Hee Andersen.

- Jo, du var. Pisseirriterende. Han gik to klasser under mig, siger Simon Sears og tilføjer hurtigt:

- Ej, vi har altid haft det godt med hinanden.

- Det har været sindssygt fedt at have hinanden. Danmarks Radio er jo et kæmpe maskineri. At have en på settet, man kan snakke helt nede på jorden med, hjælper jo også i scenerne, siger Morten Hee Andersen.

Læste i Bibelen, gik i kirke og boksede

Simon Sears og Morten Hee Andersen forberedte sig til rollerne på hver deres måde. For Morten Hee Andersen handlede det om at sætte sig ind i, hvordan man er ung, moderne præst og præstesøn, mens Simon Sears fokuserede på rollen som det sorte får i den 250 år gamle præsteslægt.

Simon Sears læste halvdelen af Bibelen og så mange film om sorte får, og Morten Hee Andersen gik meget i kirke. Samtidig trak Morten Hee Andersen på sin egen familie:

- Min oldefar og farfar var præster, så min far er præstesøn. Derfor har jeg sat mig ned med ham og fået nogle gode røverhistorier om at vokse op på en præstegård, og hvordan man drikker sig fuld i altervin. Det var ret sjovt i forhold til at få skabt nogle minder for August.

Boksning hørte også til forberedelsen, for seriens familien Krogh er ivrige boksere. Mindre bogstaveligt bokser sønnerne på hver deres måde om den dominerende fars gunst.

- Boksetræningen gjorde gode ting for forbrødringen og familiefølelsen, også fordi Lars (Mikkelsen, red.) var markant bedre end os i starten. Han havde tyvstartet, så vi fik en virkelig dominerende far i bokseklubben, siger Morten Hee Andersen.

Socialt arbejde i næstekærlighedens navn

Udover at gå til mange gudstjenester, talte Morten Hee Andersen med mange forskellige slags præster, og de gjorde indtryk.

- Jeg er dybt fascineret over de præster, der virkelig har et kald med deres arbejde. Dem, der virkelig gør et stort stykke socialt arbejde i næstekærlighedens navn, siger Morten Hee Andersen.

Da hans fars slægt var præster, er kristendom ikke fremmed for ham. 

- Når vi har været i kirke og har hørt præsten tale, har vi altid diskuteret og forholdt os til prædikenen bagefter, siger Morten Hee Andersen.

Sprøjte vievand på folk til jul

Lidt anderledes har det været for Simon Sears, der er vokset op i Danmark med en italiensk far og en dansk mor.

- Mine forældre har ikke været praktiserende troende. Men når vi besøger katolske kirker, tænder vi lys for de døde og knæler, når vi krydser alteret. Til jul har den yngste mand i familien skulle velsigne bordet med vievand. Som barn fik jeg en grankvist med vand, og så skulle jeg ellers bare sprøjte på folk. Det synes jeg var det fedeste, griner Simon Sears.

Selv er han uafklaret med, hvad han tror på.

- Jeg tror på, at det er mere mellem himmel og jord. Men jeg er ikke nået dertil i mit liv, hvor jeg kan definere for mig selv, hvad det er, siger Simon Sears.

- Jeg elsker traditioner og de historiske kirker. Jeg betaler min kirkeskat og min søn er blevet døbt. Det har jeg gjort, fordi han selv skal konfirmere den tro, når han bliver 14, siger Simon Sears.

Fastgroede og aktuelle præster

For Simon Sears var det en positiv oplevelse at være til gudstjeneste med Søren Hermansen, der er præst og konsulent på 'Herrens Veje'.

- Jeg må have oplevet de fleste af de præster, der er groet fast. Jeg tænkte, at nu skulle jeg sidde og researche i en kirke i halvanden time og opleve alle de kedelige præster, jeg havde oplevet til konfirmationsforberedelse. Men det var overvældende. Søren Hermansen talte til en og ikke over hovedet på en. Det var aktuelt og fedt, siger Simon Sears.

Morten Hee Andersen er vokset op med et mere positivt syn på kirken end Simon Sears, men har også sine indvendinger.

- På den ene side er jeg enormt bekræftet i, hvad kirken kan. Det er nogle fantastiske erfaringer, jeg har gjort ved at se, hvad præsterne gør for deres sognebørn og det sogn, de arbejder i. Jeg betaler også min kirkeskat og synes også, det er en rigtig fin tradition. Når præsten er god, er jeg helt for folkekirken, siger Morten Hee Andersen og fortsætter:

- På den anden side kan jeg godt forstå, at der er nogen, der ikke kan identificere sig med ritualerne, der er gammeldags. Der findes også præster, som jeg oplever er groet fast. Præster, der ikke vil vie homoseksuelle. Det er ting, jeg ikke kan forstå, kan eksistere i samme organisation.

Vi har brug for plads til troen

Han er dog ikke i tvivl om, at vi har brug for at have et sted at mødes om troen.

- Jeg tror, vi har brug for et trossamfundssted at gå hen, når vi er pressede. For at blive lidt langhåret, vil jeg gerne citere digteren Caspar Eric, der siger om depression: 'At vor tids epidemi / er noget der kan ramme alle / og som vokser i rummet mellem os / og muligvis kommer til at kræve / et andet sprog end det vi har.' Jeg tror, at tro og plads til mennesker og åndelighed vil komme til at spille en signifikant rolle i fremtiden. Spørgsmålet er, om folkekirken tør gribe det, siger Morten Hee Andersen.

Nogle mennesker sætter lighedstegn mellem at være troende og dum. Det er Morten Hee Andersen uenig i.

- Jeg tror på, at det tænkende menneske kan have brug for at tro, og det kan sagtens være et oplyst, moderne menneske. Det at tro på noget kan være en strategi til at se ud over sig selv, se andre mennesker og leve sit liv. Om det så er kristendommen eller Svend Brinkmann, man lytter til, så er det samme projekt. At vi er her fælles, vi har kun hinanden og vi skal være gode ved hinanden. Så jeg tror, at tro handler mere om mennesker end noget andet.

Sexscener er ucharmerende

Skuespillerne håber, at serien sætter gang i en samtale.

- Jeg håber, serien kommer til at vække en sund debat omkring spisebordene, siger Morten Hee Andersen.

- Både blandt troende og ikke-troende, siger Simon Sears og tilføjer:

- Og så er det ikke kun tro. Det er også action.

- Også i bokseklubben. Og i soveværelset, siger Morten Hee Andersen og hvisker ned i diktafonen:

- Det er bare for sjov!

- Det er ikke for sjov. Morten er nøgen tre gange i de første tre afsnit, siger Simon Sears og smiler.

- Wuhuu! Det er bare endnu en grund til at spille med, griner Morten Hee Andersen.

- Så er nøgenhed ikke større. Men sexscener er så ucharmerende. Der står 100 mennesker omkring dig, og man er hele tiden sådan ’Er du okay?’, siger Simon Sears.

- Jeg synes egentlig, det er meget hyggeligt, når man først har været nøgen et stykke tid, tilføjer Morten Hee Andersen.

- Morten er også typen, der rejser sig op og siger ’Nå, var det det?’, siger Simon Sears.

- Det var jeg ikke i starten, men det er min måde at håndtere utryghed på. Vi er heldige at have gode medspillere, siger Morten Hee Andersen.

Åbne for samtale

Oplægget til 'Herrens Veje' spørger: 'Hvem beder man til, når man mister troen?'.

- Det er jo ikke bare at miste troen i spirituel og åndelig forstand, det er også at miste troen på sig selv og på andre, siger Simon Sears.

Spørgsmålet er ikke kun personligt, mener Morten Hee Andersen:

- Det er også et samfundsmæssigt spørgsmål, fordi troen er så truet i dag. Selvom Danmark officielt er et kristent land, tager mange afstand fra folkekirken. Skal der være et alternativ til den tro? Det er ikke vores opgave i serien at finde svarene; det må vi gøre sammen, efter folk har taget del i fortællingen.