Julefreden indfandt sig, da sognepræsten så sit liv gennem stuevinduet
Præst og forfatter Ane Øland Bækgaard har for første gang i sit liv oplevet den sagnomspundne julefred. Men det krævede, at hun selv nedlagde sit skjold og våben. Det fortæller hun om her.
Hele mit liv har jeg været i en tilstand af kamp. Både i min karriere og mit privatliv. Jeg har ofte brugt billedet af en slagmark som metafor, fordi det altid har handlet om at overkomme, vinde eller kæmpe for noget. Det var som om, det var den eneste måde at overleve på.
Men i juledagene 2022 skete der noget mærkeligt. Jeg havde netop lavet programserien ’Størst af alt er kærligheden’ til DR, hvor jeg taler med en række par om kærligheden. Jeg var meget stolt over resultatet, og tilliden fra parrene og de særlige øjeblikke, hvor de fandt en særlig kontakt med hinanden, berørte mig dybt. Så det var en forløsning og stor glæde, da det endelig blev sendt i fjernsynet. Men lige bagefter blev jeg ramt af en voldsom følelse af tomhed og udmattelse. Faktisk har jeg aldrig været så træt. Drillenissen, som børnene ellers havde talt så meget om, flyttede aldrig ind hos os. Jeg orkede det ikke og kom med et påskud om, at den nok havde travlt med at hjælpe børn i Ukraine. Vi så virkelig meget tv den december.
Da jeg skulle til at skrive juleprædikenen, kunne jeg ikke få et ord ned på papiret. Jeg gik i panik og ringede til min søster, fortalte hvordan jeg havde det. Så sagde hun: Har du overvejet, om du har fundet fred? Og så trillede tårerne ned ad kinderne på mig. For der kunne jeg godt se, at jeg blev nødt til at sænke mine ambitioner og mine våben, som jeg ellers var vant til at kæmpe med for at være den optimale udgave af mig selv. Men jeg måtte også smide det skjold, som jeg brugte til at beskytte mig mod verden. Især i et parforhold kan man nemt komme til at gå i kamptilstand, når man har en konflikt, men til hvilken nytte? For at få ret? Tit dækker ønsket om at få ret jo over et ønske om kærlighed og omsorg, at føle sig set og hørt.
Det er fredfyldt at lade skjold og svær falde, bare stå helt blottet uden noget at give. For selvom skjoldet kan beskytte dig, så kan det også forhindre lyset og alt det gode i at nå ind til dig.
En tidlig julemorgen gik jeg ud i haven med min kaffekop i hånden, resten af huset sov. Jeg kiggede ind ad vinduet til stuen, hvor jeg har fået lavet en neonlampe med ordet TAK i versaler. Og lige der, da jeg så ind på mit liv udefra, blev jeg ramt af en overstrømmende følelse af fred og taknemmelighed. Det var faktisk så intenst, at det var ensomt. Det var ikke en ekstatisk åbenbaring, og så var alt bare fryd og gammen, det var mere… en hvisken, der fortalte, at du hører til. Det ender godt. Alt er okay. Gud er kærlighed.
Min anbefaling til alle andre, som ikke ligefrem oplever juletiden som særligt fredfyldt – og det er der mange, der ikke gør! – er dette: Skru halvtreds procent ned for alt og aflys halvdelen af dine planer. Bag færre julekager, se mere tv. Selvom det forbryder sig mod dit idealbillede, for så er du jo ikke den, som har overskud til både at være sjov nisse for børnene, en tjekket julefrokostvært, en god kollega og overskudsagtig ægtefælle. Men du gør det så godt, du kan. Min kloge præstekollega Bent Falk sagde engang til mig: Den dag, du holder op med at ville være god nok, så bliver du så god, som du er.
For mig var våbenhvile der, hvor freden var. I det øjeblik hvor livet ikke længere var en kamp, jeg skulle overleve. Men et liv jeg skulle leve.
Fortalt til Andreas Lindbjerg Nielsen
Foto: DR
