1. Skabelsen
Verden er skabt af Gud og verden er skabt god.
Skabelsestroen udspringer af skabelsesberetningerne i Bibelens 1. Mosebog. I Den Apostolske Trosbekendelse bekender vi troen på Gud som "himlens og jordens skaber" og i Den Nikænske Trosbekendelse på "Himlens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber." Se også Den augsburgske Bekendelse artikel 1.
Billedet er malet af Michelangelo (1475–1564) i cirka 1511.
Foto: Wikimedia Commons
2. Treenighed
Der er kun én Gud. Men som Gud er Gud både Fader, Søn og Helligånd.
Som dogme slås treenighedslæren fast på kirkemødet i Nikæa år 325, men forinden finder vi talrige treledede dåbsformler. I løbet af kristendommens historie er treenighedslæren med til at give kristen teologi sin dynamik. Den Apostolske Trosbekendelse og Den Nikænske Trosbekendelse bekender begge troen på Gud i tre afsnit om Faderen, Sønnen og Helligånden.
Billedet er malet af Andrej Rubljov i cirka 1400.
Foto: Wikimedia Commons
3. To-naturlæren
Jesus er både Gud og menneske. I Ny Testamente kaldes Jesus både Guds søn og Marias søn, som dør og opstår for menneskers skyld. To-naturlæren stadfæstes i 325 i Den nikænske Bekendelse som troslære. Se Den augsburgske Bekendelse artikel 3, hvor det hedder om Jesus, at ".. to naturer, en guddommelig og en menneskelig, uadskillelig forenede i personens enhed, een Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske .."
Billedet forestiller bebudelsen og er malet af Bicci di Lorenzo (1373–1452) mellem 1433 og 1434.
Foto: Wikimedia Commons
4. Synden
Mennesket er syndigt uden Gud.
Menneskets syndighed er en gennemgående tanke i både Gammel Testamente og Ny Testamente. Syndsbegrebets indhold varierer i forskellige kirkeretninger. I evangelisk-luthersk teologi er synd ikke først og fremmest syndige handlinger, men derimod det i mennesket selv, som adskiller det fra Gud, som for eksempel selviskhed og egoisme. I den forstand er alle mennesker syndere. Selv de mest fromme. Se Den augsburgske Bekendelse artikel 2.
Billedet er malet af Lucas Cranach (1472–1553) i 1512.
Foto: Dorota Folga-Januszewska, Wikimedia Commons
5. Opstandelsen
Opstandelse fra de døde
Kristendommen bygger opstandelsestroen på Ny Testamentes påskebudskab om Jesus´ opstandelse fra de døde. Opstandelsen giver kristne et håb, der rækker ud over denne verden og en tro på, at døden er overvundet. Opstandelsestroen bekendes i Den apostolske Bekendelse og Den nikænske Bekendelse.
Maleriet Noli me tangere er malet af Giotto di Bondone (1266–1337). Noli me tangere er latinsk og betyder "Rør mig ikke", og de var Jesu ord til Maria Magdalene efter opstandelsen.
Foto: Wikimedia Commons
6. Dåben
Dåben forbinder den døbte med Kristi død og opstandelse og giver den døbte del i Guds nåde. Det er en fælles kristen opfattelse med rod i Ny Testamente. Jesus bliver døbt af Johannes Døberen (Mark. 1,9-11; Matt. 3,13-19) og sender ifølge Matt. 28,19 disciplene ud for at gøre alle folkeslag til Jesu disciple ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. De oldkirkelige trosbekendelser har deres udspring i bekendelsen til den treenige Gud ved dåben. I dåben bliver den døbte et Guds barn og får del i alt det, som hører Kristus til. Se Den augsburgske Bekendelse artikel 9
Billedet er malet af Michael Ancher (1849–1927) i 1888.
Foto: Wikimedia Commons
7. Nadver
I nadveren er Kristus selv til stede i brød og vin og deles ud til nadvergæsterne. Gennem deltagelse i nadveren bliver man inddraget i fællesskabet med Gud, idet man tager imod den Gud, der har givet sig selv på korset for menneskers skyld. Netop tanken om, at Gud giver sig selv, spiller en stor rolle for reformatoren Martin Luther (14), som derfor understreger realpræsensen, dvs. at Kristus er virkeligt nærværende i nadverens brød og vin. Forestillingen om realpræsens deler lutherdommen med den katolske kirke, som dog forstår den på anden måde, men ikke med den reformerte kirke, som betragter nadveren som et symbolsk måltid. Se Den augsburgske Bekendelse artikel 10.
Billedet er malet af Carl Bloch (1834–1890) i slutningen af 1800-tallet. Foto: Wikimedia Commons
8. Retfærdiggørelseslære
Mennesket frelses af tro, ikke ved gerninger.
Retfærdiggørelseslæren er formuleret af reformatoren Martin Luther (1483-1546) og delvist foregrebet af kirkefaderen Augustin (354-430). Frelsen afhænger af Guds nåde og mennesket kan ikke gøre sig fortjent til den ved at gøre gode gerninger. Luther var ganske vist af den opfattelse, at mennesket er skabt til at gøre gode gerninger, der gavner næsten. Men disse gerninger er til for næstens skyld, og man kan ikke frelse sig selv ved dem. Frelsen kan alene modtages fra den Gud, der nådigt tager imod synderen. Se Den augsburgske Bekendelse artikel 4.
Maleriet "Loven og nåden" er malet af Lucas Cracach d. Æ (1529). I midten: Livets Træ. Til venstre: Loven med Djævelen, Adam og Eva samt Moses med lovens tavler. Til højre: Nåden med Døberen, Guds lam og den opstandne Kristus.
9. Det almindelige præstedømme
Ingen kristen er tættere på Gud end andre. Derfor er der ikke nogen principiel forskel på almindelige mennesker og præster. Præsteembedet er indstiftet til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne, dåb og nadver. Præsten varetager denne særlige opgave i menigheden, men er ikke mellemmand mellem den kristne og Gud. Se Den augsburgske Bekendelse artikel 5.
Billedet er malet af Lucas Cranach (1472–1553) og hænger i Larvik Kirke.
Foto: Arnstein Rønning, Wikimedia Commons
10. Kirken
Kirken er rammen om menneskers møde med Kristus. Kirken er i luthersk teologi ikke en særlig institution på jorden, men fællesskabet af alle troende. Ifølge Den apostolske Bekendelse og Den nikænske Bekendelse er der kun én kirke. I luthersk teologi er denne ene kirke ikke identisk med en faktisk kirke, fordi den netop er fællesskabet af alle troende. Kirken er derfor altid mere end de faktiske kirker. Disse kan derimod forstås som del af den ene kirke, for så vidt de forkynder evangeliet og døber og holder nadver. Kirken er dermed også altid til forud for den enkelte kristne og findes dér, hvor Guds ord bliver prædiket, og hvor der bliver døbt og holdt altergang. Se Den augsburgske Bekendelse artikel 7.
Billedet forestiller Paulus, der prædiker i Athen. Billedet er malet af Rafael (1483–1520) i 1515.
Foto: Wikimedia Commons
Af Bo Holm, lektor i systematisk teologi, Aarhus Universitet