Her finder du 200 af salmebogens mest populære salmer. Du kan høre salmerne, læse om dem og printe teksten. Salmerne er indsunget af kor i Folkekirkens Ungdomskor
Find salme her
"Se alle salmer
Herman Andreas Timm udgav som sognepræst i St. Magleby en række salmesamlinger til hele kirkeåret. Salmen her blev trykt i den sidste af dem i 1852. Salmen har sin egen melodi fra 1860 af J. P. E. Hartmann.
H.A. Timm 1852
Læs mere på Den Danske Salmebog Online
Kilde: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.
H.A. Timm
Om forfatteren
Herman Andreas Timm (1800-1866) var salmedigter og præst. Han lod sig tidligt inspirere af det grundtvigske miljø, men hans i alt 648 salmer bærer ikke direkte spor af påvirkning fra Grundtvig. Salmerne udtrykker et romantisk kristendomssyn med lyriske og letløbende vers. I Salmebogen (2003) er Timm repræsenteret ved nr. 50, 596 og 610.
1800: Født 28. oktober i København.
1826: Færdiggjorde teologisk embedseksamen og blev kateket ved Trinitatis Kirke.
1835: Sognepræst i St. Magleby på Amager.
1839: Udgav tre samlinger: Søn- og Festdags-Psalmer, Passions Psalmer og Blandede Psalmer.
1843: Udgav Aftensangs-Psalmer.
1845: Udgav Huus-Psalmer.
1851: Udgav Psalmer til Bibellæsning.
1852: Udgav Christelige sange.
1859: Timms sidste udgivelse blev de bibelske digte: ”Joseph og hans Fædre”.
1866: Død 4. november.
Læs mere på Den Danske Salmebog Online
Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.
Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi
1
Under dine vingers skygge,
Herre, lad mig bo og bygge,
til du vil hjemkalde mig,
til mit øje træt sig lukker,
til i dødens stund jeg sukker:
Herre, tag min ånd til dig!
2
Under dine vingers skygge,
dér, kun dér er livets lykke,
Åndens barnehjem på jord,
hvor, hvad vi af Paradiset
har ved Adams fald forliset,
atter spirer frem og gror.
3
Under dine vingers skygge
som i barndomshjemmet trygge
vandrer vi trods storm og slud;
fries vi end ej for fare,
dog fra mørkets magt og snare
du bevarer os, vor Gud.
4
Under dine vingers skygge
lad kun korsets byrde trykke,
klage lyde på vor gang!
Fader! dine visdomshænder
kors til sejrens palme vender,
klageråb til jubelsang.
5
Under dine vingers skygge
lad mig hjertets tempel smykke
med min tro, min kærlighed,
lys og renhed, kraft og varme,
at til sidst i dine arme
jeg må slumre ind i fred!