Her finder du 200 af salmebogens mest populære salmer. Du kan høre salmerne, læse om dem og printe teksten. Salmerne er indsunget af kor i Folkekirkens Ungdomskor
Find salme her
"Se alle salmer
Salmens første version kendes fra et brev, som Grundtvig sendte til sin ven, sognepræsten Gunni Busck. Hun havde opfordret ham til at ryste støvet af de gamle salmer. I brevet til Gunni Busck skriver Grundtvig, at salmen er skrevet med versemål og melodi til “Som den gyldne sol frembryder” i tankerne – altså melodien “Nu velan, vær frisk til mode”. Det er imidlertid blevet Henrik Rungs melodi fra 1851, der er blevet ét med salmen. I nyere tid har også Lasse Lunderskovs melodi fra 1983 vundet udbredelse.
Joh 20,11-18. N.F.S. Grundtvig 1832 og 1846.
Alternative melodier:
Henrik Rung 1847. Lasse Lunderskov 1983.
Læs mere og hør melodierne på Den Danske Salmebog Online
Kilde: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008. Erik Norman
Svendsen: Syng for livet, guide til salmebogen, Kristeligt Dagblads Forlag, 1. udgave, 2. oplag, 2008.
N.F.S. Grundtvig
Om forfatteren
Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) har som præst, salmedigter, historiker, pædagogisk forfatter, skolemand, grundlægger af højskolebevægelsen og politiker haft afgørende betydning for både sin samtid og eftertid. Ud af Den Danske Salmebogs 791 salmer har han forfattet 163 og gendigtet 90.
1783: Født 8. september i Udby ved Vordingborg som søn af en konservativ luthersk-pietistisk præst.
1792-1800: Flyttede hjemmefra for at modtage undervisning hos sognepræsten i Thyregod og blev senere elev på Aarhus Katedralskole.
1800-1803: Teologiske studier på Københavns universitet. Grundtvig brød her som erklæret rationalist med barndomshjemmets pietisme.
1805-8: Huslærer på godset Egeløkke. Nye indsigter førte Grundtvig fra rationalismens dyrkelse af den rene fornuft. Hans digtning blev inspireret af den nordiske mytologi, romantikkens filosofi og poesi samt en ulykkelig forelskelse i husets frue.
1808-10: I København blev Grundtvig lærer i historie og geografi ved det Schousboeske Institut.
1811: 28. maj blev Grundtvig ordineret i Trinitatis Kirke og blev 9. juni indsat som kapellan hos sin far i Udby.
1813: Efter faderens død flyttede Grundtvig tilbage til København. I årene, der fulgte, udgav han en række historiske, poetiske og debatterende skrifter.
1816-19: Grundtvig udsendte sit kulturpolitiske tidsskrift Danne-Virke, hvori hans teorier om sprog, danskhed og folkeånd først kom til udtryk. Fra 1818 tildelte kongen Grundtvig en årlig understøttelse.
1822: Kongeligt udnævnt kapellan ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.
1825: I stridsskriftet Kirkens Gienmæle, som var vendt mod professor Dr.theol. H. N. Clausen, præsenterede Grundvig sin ”mageløse opdagelse”: At kirken blev grundlagt på Jesus’ egne ord, det levende ord, som Jesus ved dåb og nadverindstiftelsen lod gælde for al eftertid. Clausen anlagde herefter injuriesag mod Grundtvig, og Grundtvig blev i 1826 idømt livsvarig censur. På de vilkår ville Grundtvig ikke længere være præst.
1835-36: Grundtvig forfattede første bind af Sang-Værk til den Danske Kirke (1837), et værk som kom til at indeholde ca. 400 nye salmer og gendigtninger, som skulle spænde over hele den kristne kirkes tradition.
1837: Censuren blev igen hævet af kongen.
1838: Grundtvig skriver det ofte citerede digt ”Menneske først og kristen saa”. Dateringen er omdiskuteret, men der er bred enighed om, at det enten er skrevet i 1837 eller 1838.
1839: Præst ved Vartov Hospital.
1844: I Rødding åbnede den første folkehøjskole. Folkehøjskolerne og friskolerne tog deres afsæt i Grundtvigs idé om ”skolen for livet”, folkeoplysning, som skulle bygge på samtalen mellem lærer og elev.
1848: Ved valget til Rigsdagen blev Grundtvig, som i udgangspunktet ikke var den store tilhænger af demokratiet, stemt ind. Herefter sad han i en næsten tiårig periode og blev igen i 1866 valgt ind.
1861: Grundtvig fejrede sit 50 års præstejubilæum og blev tildelt æresrang med Sjællands biskop.
1872: Død 2. september på Store Tuborg, begravet i Køge på Claras Kirkegård, Køge Ås.
Læs mere på Den Danske Salmebog Online
Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.
Anders Malling: Dansk Salmehistorie bd. VI-VII, Digterne, J. H. Schultz Forlag, København 1971-1972.
Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi
1
Tag det sorte kors fra graven!
Plant en lilje, hvor det stod!
Ved hvert skridt i dødninghaven
blomster spire for vor fod!
Englevinger på vor grav
for den brudte vandringsstav!
Palmefugl for askekrukke!
Frydesang for hule sukke!
2
Solen sortned, da han blegned,
som for os udgød sit blod,
graven lyste, mørket segned,
da forklaret han opstod.
Ton, vor lovsang, højt i sky,
sødt i påske-morgengry:
Jesus Kristus er opstanden!
Evig lever Guddoms-manden!
3
Se Marie Magdalene!
Hænder nys hun vred i gru,
sukked, til at røre stene:
Hvor, ak, hvor er Herren nu?
Se, af øjets tåreflod
morgensolen mildt opstod.
I den grav, hvor han har hvilet,
hun har fundet englesmilet.
4
Brister, alle helgengrave!
Herrens røst i dæmring sval
lyder i de dødes have,
skaber lys i skyggedal.
Herren kalder, men ej nu:
»Synder! Adam! hvor er du?«
Sødt det toner, engle tie:
»Her er Frelseren, Marie!«
5
Ja, han er her, Guddoms-manden!
Sprængte er nu dødens bånd!
Han er visselig opstanden,
og hans ord er liv og ånd!
Nu en forårsmorgen skøn
rinder op for os i løn,
og, som påskesalmen klinger,
vokser sjælens fuglevinger.