Fortsæt til hovedindholdet

Her finder du 200 af salmebogens mest populære salmer. Du kan høre salmerne, læse om dem og printe teksten. Salmerne er indsunget af kor i Folkekirkens Ungdomskor

"Om salmen
"Om forfatteren
Om salmen
Naturoplevelsen i solopgangen bliver i denne salme en åbning ind til erkendelsen af Gud som den skaber og frelser, der skærmer os mod døden. "Se, nu stiger solen" går således fra at være en sang om solen til en sang om opstandelsen. Der knytter sig to meloditraditioner til salmen, og de er til dels geografisk bestemt. I det nord- og østjyske er salmen indsunget på Lars Nielsens melodi, som blev trykt i Højskolebladet i maj samme år som salmen. Oluf Rings melodi kom til senere, men har hævdet sig i kraft af dens samklang med tekstens karakter.
 
Jakob Christian Lindberg Knudsen 1891.

Alternative melodier:
Lars Nielsen 1891. 
Oluf Ring omkring 1915.

Læs mere og hør melodierne på 
Den Danske Salmebog Online
 
Kilde: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.

Jakob Knudsen

 Om forfatteren
Jakob Christian Lindberg Knudsen (1858-1917) var præst og forfatter. Han skrev salmer, skuespil, romaner og personlige fortællinger. Jakob Knudsen er som salmedigter måske bedst kendt for morgensalmen “Se, nu stiger solen” og for den danske version af høstsalmen “Vi pløjed og vi så’de”.

1858: Født 14. september i Rødding.
1881: Cand.theol. og samme år lærer i dansk og engelsk på Askov Højskole. Efter højskoleforstanderen J. Beks død bistod Jakob Knudsen med at videreføre højskolen. Senere giftede han sig med den 19 år yngre Helga Bek, den afdøde forstanders datter. Han måtte flytte fra højskolen på grund af folks forargelse over skilsmissen fra Sofie Plockross og siden det nye ægteskab med Helga Bek.
1890: Jakob Knudsen blev præst for den nyoprettede valgmenighed i Mellerup. Her skrev han aftensangen “Tunge, mørke natteskyer” og “Se, nu stiger solen”.
1897: Flytning til Randers. Herefter ernærede Jakob Knudsen sig som foredragsholder og oplæser, og levede også af indtægterne fra forfatterskabet. Senere flyttede han til Glostrup, Hillerød og Birkerød.
1917: Død 21. januar i Birkerød.
 
Læs mere på Den Danske Salmebog Online
 
Kilde:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.

 
 

1

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!

2

Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.

3

Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjælevé,
blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!

4

O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
Moder, søster, elskte: min kærlighed!

5

Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud -
o du milde Fader, min skaber, Gud!

6

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

7

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!

Danmark

Jakob Knudsen

1891