»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det var dit sidste råb, min bror,
den dag, da smerten blev for stor,
da du blev tvunget helt i knæ
og naglet fast til korsets træ:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!« 

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det var dit skrig i dødens vold,
da solen sortned klokken tolv,
og man ku' høre mørket le,
indtil du råbte klokken tre:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det råber jeg, når alt blir sort,
når én, jeg elsker, rives bort,
når ensomhed og angst og vold
gør verden her langfredagskold:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det høje skrig, det dybe råb,
er hjertets trøst og verdens håb.
Det slår med nagler fast, at du
er ét med dem, der råber nu:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det er dit råb fra jordens små,
fra dem, som magten tramper på,
fra dem, der kender korsets gru,
fra alle dem, der råber nu:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det råb er Himlens ramaskrig
mod fjendemagt og vennesvig.
Det tvinger alle os i knæ
for dig, som er nu livets træ:
»Min skyld, min Gud, min skyld, min Gud,
forlad mig!«

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det skrig, det siger mig, min bror,
når smertens byrde blir for stor,
når jeg er allermest forladt,
ja, selv i dødens sorte nat,
selv da har ikke du, min Gud,
forladt mig.