Fortsæt til hovedindholdet

Her finder du 200 af salmebogens mest populære salmer. Du kan høre salmerne, læse om dem og printe teksten. Salmerne er indsunget af kor i Folkekirkens Ungdomskor

"Om salmen
"Om forfatteren
Om salmen
 Grundtvigs kirkesalme kom i brug gennem en række grundtvigsk inspireret sangudgivelser og er oversat til og synges på alle de nordiske sprog, hvor man anvender Ludvig M. Lindemans melodi fra 1840. Den er også oversat til engelsk, tysk og ungarsk.
 
N.F.S. Grundtvig 1836 og 1853. Jf. nr. 329.

Læs mere på 
Den Danske Salmebog Online.

Kilde: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.

Erik Norman Svendsen: Syng for livet, guide til salmebogen, Kristeligt Dagblads Forlag, 1. udgave, 2. oplag, 2008.

N.F.S. Grundtvig

Om forfatteren
Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) har som præst, salmedigter, historiker, pædagogisk forfatter, skolemand, grundlægger af højskolebevægelsen og politiker haft afgørende betydning for både sin samtid og eftertid. Ud af Den Danske Salmebogs 791 salmer har han forfattet 163 og gendigtet 90. 

1783: Født 8. september i Udby ved Vordingborg som søn af en konservativ luthersk-pietistisk præst.
1792-1800: Flyttede hjemmefra for at modtage undervisning hos sognepræsten i Thyregod og blev senere elev på Aarhus Katedralskole.
1800-1803: Teologiske studier på Københavns universitet. Grundtvig brød her som erklæret rationalist med barndomshjemmets pietisme.
1805-8: Huslærer på godset Egeløkke. Nye indsigter førte Grundtvig fra rationalismens dyrkelse af den rene fornuft. Hans digtning blev inspireret af den nordiske mytologi, romantikkens filosofi og poesi samt en ulykkelig forelskelse i husets frue.
1808-10: I København blev Grundtvig lærer i historie og geografi ved det Schousboeske Institut.
1811: 28. maj blev Grundtvig ordineret i Trinitatis Kirke og blev 9. juni indsat som kapellan hos sin far i Udby.
1813: Efter faderens død flyttede Grundtvig tilbage til København. I årene, der fulgte, udgav han en række historiske, poetiske og debatterende skrifter.
1816-19: Grundtvig udsendte sit kulturpolitiske tidsskrift Danne-Virke, hvori hans teorier om sprog, danskhed og folkeånd først kom til udtryk. Fra 1818 tildelte kongen Grundtvig en årlig understøttelse.
1822: Kongeligt udnævnt kapellan ved Vor Frelsers Kirke på Christians­havn.
1825: I stridsskriftet Kirkens Gienmæle, som var vendt mod professor Dr.theol. H. N. Clausen, præsenterede Grundvig sin ”mageløse opdagelse”: At kirken blev grundlagt på Jesus’ egne ord, det levende ord, som Jesus ved dåb og nadverindstiftelsen lod gælde for al eftertid. Clausen anlagde herefter injuriesag mod Grundtvig, og Grundtvig blev i 1826 idømt livsvarig censur. På de vilkår ville Grundtvig ikke længere være præst.
1835-36: Grundtvig forfattede første bind af Sang-Værk til den Danske Kirke (1837), et værk som kom til at indeholde ca. 400 nye salmer og gendigtninger, som skulle spænde over hele den kristne kirkes tradition.
1837: Censuren blev igen hævet af kongen.
1838: Grundtvig skriver det ofte citerede digt ”Menneske først og kristen saa”. Dateringen er omdiskuteret, men der er bred enighed om, at det enten er skrevet i 1837 eller 1838.
1839: Præst ved Vartov Hospital.
1844: I Rødding åbnede den første folkehøjskole. Folkehøjskolerne og friskolerne tog deres afsæt i Grundtvigs idé om ”skolen for livet”, folkeoplysning, som skulle bygge på samtalen mellem lærer og elev.
1848: Ved valget til Rigsdagen blev Grundtvig, som i udgangspunktet ikke var den store tilhænger af demokratiet, stemt ind. Herefter sad han i en næsten tiårig periode og blev igen i 1866 valgt ind.
1861: Grundtvig fejrede sit 50 års præstejubilæum og blev tildelt æresrang med Sjællands biskop.
1872: Død 2. september på Store Tuborg, begravet i Køge på Claras Kirkegård, Køge Ås.  

Læs mere på Den Danske Salmebog Online

Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008. 

Anders Malling: Dansk Salmehistorie bd. VI-VII, Digterne, J. H. Schultz Forlag, København 1971-1972.


Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi

 

 

1

Kirken den er et gammelt hus,
står, om end tårnene falde;
tårne fuldmange sank i grus,
klokker end kime og kalde,
kalde på gammel og på ung,
mest dog på sjælen træt og tung,
syg for den evige hvile.

2

Himlenes Gud vist ej bebor
huse, som hænder mon bygge,
arke-paulunet var på jord
kun af hans tempel en skygge;
dog sig en bolig underfuld
bygged han selv af støv og muld,
rejste af gruset i nåde.

3

Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben forene;
var vi på jord ej mer end to,
bygge dog ville han og bo
hos os i hele sin vælde.

4

Samles vi kan da med vor drot
selv i den laveste hytte,
finde med Peder: her er godt!
tog ej al verden i bytte;
nær som sit ord i allen stund
er han vort hjerte og vor mund,
drot over tiden og rummet.

5

Husene dog med kirkenavn,
bygget til Frelserens ære,
hvor han de små tog tit i favn,
er os som hjemmet så kære;
dejlige ting i dem er sagt,
sluttet har der med os sin pagt
han, som os Himmerig skænker.

6

Fonten os minder om vor dåb,
altret om nadverens nåde,
alt med Guds ord om tro og håb
og om Guds kærligheds gåde,
huset om ham, hvis ord består,
Kristus, i dag alt som i går,
evig Guds Søn, vor genløser.

7

Give da Gud, at hvor vi bo,
altid, når klokkerne ringe,
folket forsamles i Jesu tro
der, hvor det plejed at klinge:
Verden vel ej, men I mig ser,
alt, hvad jeg siger, se, det sker;
fred være med eder alle!

Danmark

N.F.S. Grundtvig

1836 og 1853