Her finder du 200 af salmebogens mest populære salmer. Du kan høre salmerne, læse om dem og printe teksten. Salmerne er indsunget af kor i Folkekirkens Ungdomskor
Find salme her
"Se alle salmer
I sin søgen efter brugbart salmestof fra ældre tid stødte Grundtvig på en tysk salme fra 1500-tallet: "Ich weiss mir ein Blümlein, ist hübsch und fein", hvis forfatter er ukendt. Den blev oversat til dansk af Hans Ravn: "Ieg veed en Urt baade deilig og fin". Grundtvig har brugt begyndelseslinjen og temaet og versemålet fra den gamle salme, men i øvrigt skabt sin egen.
Grundtvig kendte den tyske melodi, men da salmen kom i brug i grundtvigske kredse, knyttedes den til Barnekows fra 1879. Lånemelodien "Du Herre Krist" skyldes salmebøgernes senere brug.
N.F.S. Grundtvig 1843.
Alternative melodier:
Christian Barnekow 1879. Du, Herre Krist, A.P. Berggreen 1852/Johann Rhau 1589/Mainz 1605.
Læs mere og hør melodierne på Den Danske Salmebog Online
Kilde: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.
N.F.S. Grundtvig
Om forfatteren
Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) har som præst, salmedigter, historiker, pædagogisk forfatter, skolemand, grundlægger af højskolebevægelsen og politiker haft afgørende betydning for både sin samtid og eftertid. Ud af Den Danske Salmebogs 791 salmer har han forfattet 163 og gendigtet 90.
1783: Født 8. september i Udby ved Vordingborg som søn af en konservativ luthersk-pietistisk præst.
1792-1800: Flyttede hjemmefra for at modtage undervisning hos sognepræsten i Thyregod og blev senere elev på Aarhus Katedralskole.
1800-1803: Teologiske studier på Københavns universitet. Grundtvig brød her som erklæret rationalist med barndomshjemmets pietisme.
1805-8: Huslærer på godset Egeløkke. Nye indsigter førte Grundtvig fra rationalismens dyrkelse af den rene fornuft. Hans digtning blev inspireret af den nordiske mytologi, romantikkens filosofi og poesi samt en ulykkelig forelskelse i husets frue.
1808-10: I København blev Grundtvig lærer i historie og geografi ved det Schousboeske Institut.
1811: 28. maj blev Grundtvig ordineret i Trinitatis Kirke og blev 9. juni indsat som kapellan hos sin far i Udby.
1813: Efter faderens død flyttede Grundtvig tilbage til København. I årene, der fulgte, udgav han en række historiske, poetiske og debatterende skrifter.
1816-19: Grundtvig udsendte sit kulturpolitiske tidsskrift Danne-Virke, hvori hans teorier om sprog, danskhed og folkeånd først kom til udtryk. Fra 1818 tildelte kongen Grundtvig en årlig understøttelse.
1822: Kongeligt udnævnt kapellan ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.
1825: I stridsskriftet Kirkens Gienmæle, som var vendt mod professor Dr.theol. H. N. Clausen, præsenterede Grundvig sin ”mageløse opdagelse”: At kirken blev grundlagt på Jesus’ egne ord, det levende ord, som Jesus ved dåb og nadverindstiftelsen lod gælde for al eftertid. Clausen anlagde herefter injuriesag mod Grundtvig, og Grundtvig blev i 1826 idømt livsvarig censur. På de vilkår ville Grundtvig ikke længere være præst.
1835-36: Grundtvig forfattede første bind af Sang-Værk til den Danske Kirke (1837), et værk som kom til at indeholde ca. 400 nye salmer og gendigtninger, som skulle spænde over hele den kristne kirkes tradition.
1837: Censuren blev igen hævet af kongen.
1838: Grundtvig skriver det ofte citerede digt ”Menneske først og kristen saa”. Dateringen er omdiskuteret, men der er bred enighed om, at det enten er skrevet i 1837 eller 1838.
1839: Præst ved Vartov Hospital.
1844: I Rødding åbnede den første folkehøjskole. Folkehøjskolerne og friskolerne tog deres afsæt i Grundtvigs idé om ”skolen for livet”, folkeoplysning, som skulle bygge på samtalen mellem lærer og elev.
1848: Ved valget til Rigsdagen blev Grundtvig, som i udgangspunktet ikke var den store tilhænger af demokratiet, stemt ind. Herefter sad han i en næsten tiårig periode og blev igen i 1866 valgt ind.
1861: Grundtvig fejrede sit 50 års præstejubilæum og blev tildelt æresrang med Sjællands biskop.
1872: Død 2. september på Store Tuborg, begravet i Køge på Claras Kirkegård, Køge Ås.
Læs mere på Den Danske Salmebog Online
Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.
Anders Malling: Dansk Salmehistorie bd. VI-VII, Digterne, J. H. Schultz Forlag, København 1971-1972.
Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi
1
Jeg ved en blomst så favr og fin,
dens duft gør hjerter glade,
dens saft er som den klare vin,
så liflig fin
som rosens er dens blade.
2
Den favre blomst er kærlighed,
et kunstværk af Guds finger,
den vokser op, før støv det ved,
i lønlighed,
til dejlig den udspringer.
3
Den vokser vildt dog kun på jord,
undtagen i Guds Eden,
kun dér, ved livets flod, den gror
og står i flor
med duft for evigheden.
4
Ved brudeblus i Jesu navn
dog gode råd vi finde,
thi Paradis er i hans favn:
sin fødestavn
skal blomsten atter vinde.
5
Velsignelsen af Jesu mund,
hvor kærlighed er inde,
omplanter i en salig stund
på hellig grund
den blomst hos mand og kvinde.
6
De to da vorder ét på ny
ved kærligheds vidunder,
som kun forklares over sky,
hvor lysets by
på kærlighed sig grunder.