Fortsæt til hovedindholdet

Her finder du 200 af salmebogens mest populære salmer. Du kan høre salmerne, læse om dem og printe teksten. Salmerne er indsunget af kor i Folkekirkens Ungdomskor

"Om salmen
"Om forfatteren
Om salmen
Sangen er skrevet af den smålandske provstedatter og søndagsskolelærer Lina Sandell-Berg. Både i Sverige og Danmark er den blevet populær takket være anvendelsen i søndagsskoler og det kirkelige børnearbejde, og i Sverige har den nærmest karakter af nationalsalme.
 Lina Sandell-Berg 1856. Fredrik Engelke 1873. P.D. Koch 1891. Bearbejdet 1895. 1953.

Læs mere på D
en Danske Salmebog Online.dk.

Kilde: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.

Erik Norman Svendsen: Syng for livet, guide til salmebogen, Kristeligt Dagblads Forlag, 1. udgave, 2. oplag, 2008.

Lina Sandell-Berg

 Om forfatteren
Carolina Wilhelmina Sandell-Berg (1832-1903) var svensk salmeforfatter. Hun udviklede tidligt boglige og religiøse interesser, og som 21-årig udgav hun første samling, efterfulgt af Andeliga daggdroppar, hvor den berømte salme ”Ingen er så tryg i fare” indgår. Sandell var mærket for livet, da hun så sin far falde overbord fra en færge og drukne. Hun bearbejdede sin sorg gennem kristelig digtning.

1832: Født 3. oktober i Fröderyd, Småland, Sverige.
1853: Udgav Vårblommor.
1855: Udgav Si, dörren är öppen og Andeliga daggdroppar. Derudover blev der udgivet en række sange i blandt andre Fosterlands-Stiftelsens blad Budbäraren og i sangbøgerne Andelige Sånger og Pilgrims-Sånger.
1866: Sandell udgav en bibelsk kalender, Korsblomman, med artikler, levnedsskildringer og sange, heriblandt ”Blott en dag, ett ögonblick i sänder” (Kun en dag, et øjeblik ad gangen).
1867: Gift med grosserer og senere rigsdagsmand Carl Oluf Berg.
1892: Hendes mand gik konkurs, og hun blev selv kronisk svækket efter en influenzaepidemi.
1903: Død 27. juli. 
 
Læs mere på Den Danske Salmebog Online
 
Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.

 
 

1

Ingen er så tryg i fare
som Guds lille børneskare,
fuglen ej i skjul bag løvet,
stjernen ej højt over støvet.

2

Herren selv på Zions bjerge
for sit folk er skjold og værge,
vil sig over os forbarme,
bære os på faderarme.

3

Ingen nød og ingen lykke
af hans favn os bort skal rykke;
han, den bedste ven blandt venner,
al vor trang og længsel kender.

4

Vore hovedhår han tæller,
hver en tåre, som vi fælder;
han os føder og os klæder,
midt i sorgen han os glæder.

5

Om han tager, om han giver,
samme Fader han dog bliver,
og hans mål er kun det ene,
barnets sande vel at tjene.

6

Fryd dig da, du lille skare!
Jakobs Gud vil dig bevare;
på hans mindste vink må alle
fjenderne til jorden falde.

7

Og når endt er kampens dage,
endt hver jordisk nød og klage,
kalder os vor Faders stemme
til en evig fryd derhjemme.

Sverige

Lina Sandell-Berg

1856

P.D. Koch

1891