Fortsæt til hovedindholdet

Her finder du 200 af salmebogens mest populære salmer. Du kan høre salmerne, læse om dem og printe teksten. Salmerne er indsunget af kor i Folkekirkens Ungdomskor

"Om salmen
"Om forfatteren
Om salmen
Salmen er oprindeligt skrevet som en lejlighedssang til en dåbsfest i 1871. Den er oversat til dansk i 1974 af Jens Kristian Krarup, og i 1978 blev sidste vers bearbejdet af Jens Lyster. Den danske bearbejdelse af slutverset tilførte samen en stærkere sakramental dimension. Ellingsen havde skrevet: "Herre la vår tro bli fylt av glede!" Jens Lyster fandt de mange enstavelsesord uheldige i dansk gengivelse og omstøbte formuleringen til den nuværende: "Herre, skænk os troen fuld af glæde!". Salmen fik sin første melodi på dansk grund komponeret af organist Peter Møller til Løgumklostersangbogen i 1974. I Norge synges den på en melodi fra 1976 af Egil Hovland, som kræver, at sidste linje i verset gentages.
 
Svein Ellingsen 1971. Str. 1-5: Jens Kristian Krarup 1974. Str. 6: Jens Lyster 1978.

Alternative melodier:
Peter Møller 1974. 
Egil Hovland 1976.

Læs mere og hør melodierne på 
Den Danske Salmebog Online.

Kilde: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.

Svein Ellingsen

 Om forfatteren
Svein Ellingsen (1929) er norsk billedkunster og salmedigter. Hans salmer tager fat om menneskelige erfaringer af sorg, tab og fortvivlelse og Bibelens budskab om håb og glæde. Hans sprogbevidsthed og formmæssige sikkerhed gør, at hans salmer ofte kan undvære rim. Han er især kendt for dåbssalmen ”Fyldt af glæde over livets under”.

1929: Født 13. juli på Kongsberg i Norge.
1949-55: Elev på O. Engebretsens tegneskole, Kunst- og håndverkskolen, B. Engebrigts malerskole og Statens Kunstakademi.
1957-63: Redaktionssekretær ved ugeskiftet Vår Kirke.
1960-63: Kunstanmelder ved dagbladet Vårt Land.
1963-66: Forlagssekretær ved Schibsteds forlag.
1966-67: Supplerende uddannelse i formning på Statens lærerskole.
1967-82: Faglærer i tegning og formning på Moland ungdomsskole.
1972-82: Medlem af Liturgikommisjonens komité for salmebok og koralbok.
1976: Statsstipendat i hymnologi.
1977: Modtog Agders fylkes kulturpris.
1984: Modtog Brobyggerprisen.
1985: Modtog Oslo Domkirkes bokpris.
2002: Udnævnt til teologisk æresdoktor ved Åbo Universitet, Finland. 
 
Læs mere på Den Danske Salmebog Online
 
Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.

 
 

1

Fyldt af glæde over livets under,
med et nyfødt barn i vore hænder,
kommer vi til dig, som gav os livet.

2

Fyldt af bæven foran ukendt fremtid
lægger vi vort barn i dine hænder.
Det, som sker i dåben, gør os trygge.

3

Fyldt af undren er vi i din nærhed.
Du, som bærer verdensrummets dybder,
venter på de små og tar imod os.

4

Ved dit værk, ved kærlighedens vilje,
er vi født på ny til liv i Kristus,
til et åbent liv i tro og tillid.

5

Og ved tidens grænse lever fortsat
dine løfteord ved døbefonten,
dåbens lys er tændt, når livet slukkes.

6

Større rigdom, end hvad ord kan rumme,
har du givet os ved dåbens gave.
Herre, skænk os troen fuld af glæde!

Norge

Svein Ellingsen

1971

Str. 1-5: Jens Kristian Krarup. Str. 6: Jens Lyster

1974 og 1978