Fortsæt til hovedindholdet

Her finder du 200 af salmebogens mest populære salmer. Du kan høre salmerne, læse om dem og printe teksten. Salmerne er indsunget af kor i Folkekirkens Ungdomskor

"Om salmen
"Om forfatteren
Om salmen
Det ældst bevarede tryk med denne salmes syv vers er 1632-udgaven af Anders Gryderups salmebog Nogle Merckelige oc aandelige Psalmer. Men allerede i 1611 nævnes den af Anders Arrebo som "gammel". Efter alt at dømme er den dansk, og forfattet i de sidste årtier af 1500-tallet. Grundtvig tog den frem til Historiske Psalmer og Riim til Børne-Lærdom udgivet af L. C. Hagen og bearbejdede den igen senere. Peder Hjort optog Grundtvigs bearbejdelse, og salmen gik siden via salmebogsforarbejder ind i kirkesalmebøgerne.
 Matt 21,1-9. Dansk (1632). N.F.S. Grundtvig 1832. P. Hjort 1840. J.P. Mynster 1845. Bearbejdet 1889. 1951.
 
Læs mere på Den Danske Salmebog Online.
 
Kilde: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.

N.F.S. Grundtvig

Om forfatteren
Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) har som præst, salmedigter, historiker, pædagogisk forfatter, skolemand, grundlægger af højskolebevægelsen og politiker haft afgørende betydning for både sin samtid og eftertid. Ud af Den Danske Salmebogs 791 salmer har han forfattet 163 og gendigtet 90. 

1783: Født 8. september i Udby ved Vordingborg som søn af en konservativ luthersk-pietistisk præst.
1792-1800: Flyttede hjemmefra for at modtage undervisning hos sognepræsten i Thyregod og blev senere elev på Aarhus Katedralskole.
1800-1803: Teologiske studier på Københavns universitet. Grundtvig brød her som erklæret rationalist med barndomshjemmets pietisme.
1805-8: Huslærer på godset Egeløkke. Nye indsigter førte Grundtvig fra rationalismens dyrkelse af den rene fornuft. Hans digtning blev inspireret af den nordiske mytologi, romantikkens filosofi og poesi samt en ulykkelig forelskelse i husets frue.
1808-10: I København blev Grundtvig lærer i historie og geografi ved det Schousboeske Institut.
1811: 28. maj blev Grundtvig ordineret i Trinitatis Kirke og blev 9. juni indsat som kapellan hos sin far i Udby.
1813: Efter faderens død flyttede Grundtvig tilbage til København. I årene, der fulgte, udgav han en række historiske, poetiske og debatterende skrifter.
1816-19: Grundtvig udsendte sit kulturpolitiske tidsskrift Danne-Virke, hvori hans teorier om sprog, danskhed og folkeånd først kom til udtryk. Fra 1818 tildelte kongen Grundtvig en årlig understøttelse.
1822: Kongeligt udnævnt kapellan ved Vor Frelsers Kirke på Christians­havn.
1825: I stridsskriftet Kirkens Gienmæle, som var vendt mod professor Dr.theol. H. N. Clausen, præsenterede Grundvig sin ”mageløse opdagelse”: At kirken blev grundlagt på Jesus’ egne ord, det levende ord, som Jesus ved dåb og nadverindstiftelsen lod gælde for al eftertid. Clausen anlagde herefter injuriesag mod Grundtvig, og Grundtvig blev i 1826 idømt livsvarig censur. På de vilkår ville Grundtvig ikke længere være præst.
1835-36: Grundtvig forfattede første bind af Sang-Værk til den Danske Kirke (1837), et værk som kom til at indeholde ca. 400 nye salmer og gendigtninger, som skulle spænde over hele den kristne kirkes tradition.
1837: Censuren blev igen hævet af kongen.
1838: Grundtvig skriver det ofte citerede digt ”Menneske først og kristen saa”. Dateringen er omdiskuteret, men der er bred enighed om, at det enten er skrevet i 1837 eller 1838.
1839: Præst ved Vartov Hospital.
1844: I Rødding åbnede den første folkehøjskole. Folkehøjskolerne og friskolerne tog deres afsæt i Grundtvigs idé om ”skolen for livet”, folkeoplysning, som skulle bygge på samtalen mellem lærer og elev.
1848: Ved valget til Rigsdagen blev Grundtvig, som i udgangspunktet ikke var den store tilhænger af demokratiet, stemt ind. Herefter sad han i en næsten tiårig periode og blev igen i 1866 valgt ind.
1861: Grundtvig fejrede sit 50 års præstejubilæum og blev tildelt æresrang med Sjællands biskop.
1872: Død 2. september på Store Tuborg, begravet i Køge på Claras Kirkegård, Køge Ås.  

Læs mere på Den Danske Salmebog Online

Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008. 

Anders Malling: Dansk Salmehistorie bd. VI-VII, Digterne, J. H. Schultz Forlag, København 1971-1972.


Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi

 

 

1

Fryd dig, du Kristi brud,
og mød din Herre Gud!
Forhånden er hans nåde,
som dig profeten spå'de.
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!

2

Gak ud af dit paulun,
og se et glædens syn!
Her rider ærens konning,
glæd dig, du Zions dronning!
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!

3

Et asen hannem bær',
dog er det herrefærd;
hans pragt er såre ringe,
dog kan han døden tvinge.
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!

4

Sagtmodig, from og god
er han i sind og mod;
han nåde har at føre,
den skal hans brud tilhøre.
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!

5

Lad op din port så vid!
Din Jesus kommer hid,
han agter dig at gæste
din salighed til bedste.
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!

6

Strø grene på hans vej,
spar dine klæder ej!
Alt folket bære palmer
og sjunge højtidssalmer!
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!

7

Umyndige og små
lad gøre ligeså!
Den hele folkeskare
med fryd og jubel svare:
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!

Danmark

N.F.S. Grundtvig

1832

J.P. Mynster

1845