Fortsæt til hovedindholdet

Martin Luther

Om forfatteren
Martin Luther (1483-1546) var tysk reformator, præst og teolog. Han blev som reformator en af de mest indflydelsesrige personer i den vestlige verdens historie. Som salmedigter er Luther blandt andet kendt for ”Vor Gud han er så fast en borg”.

 

1483: Født 10. november i Eisleben.
1505: Magistergrad i filosofi fra universitetet i Erfurt. Efterfølgende påbegyndte han jurastudiet efter faderens ønske. Senere på året lod Luther sig indskrive i kloster hos Augustinereremittermunkene i Erfurt. Han førte klosterdisciplinen ud i det ekstreme og pålagde sig selv ekstra bodsøvelser. Som de fleste andre på den tid troede Martin Luther, at hans sjæls frelse afhang af, hvor meget han selv ydede.
1507: Præsteviet. Gennem arbejdet med især Davids salmer og Paulus' breve, gik det efterhånden op for Luther, at hans frelse ikke afhang af, hvad han selv kunne udrette, men alene af Guds nåde.
1508: Udnævnt til professor ved det nye universitet i Wittenberg.
1510-11: En rejse til Rom vakte Luthers skepsis over for Romerkirkens praksis og fik ham til at engagere sig yderligere i teologiske studier.
1512: Luther tog en teologisk doktorgrad og blev underprior i Augustinerordenen.
1517: I efteråret præsenterede Luther 95 kritiske teser om Romerkirkens afladshandel. Teserne skabte et voldsomt røre efterhånden som de blev udbredt.
1518: Luther blev afhørt på rigsdagen i Augsburg af kardinal Cajetan, som forlangte, at han skulle tilbagekalde sine skrifter. Det ville Luther ikke.
1520: D. 15. juni udstedte paven en bandbulle, hvor han gav Luther 60 dage til at tilbagekalde. Luther reagerede d. 10. december samme år med at brænde bullen offentligt. Få uger senere bandlyste paven ham af den katolske kirke.
1521: Luther blev indkaldt til Rigsdagen i Worms for at forsvare sig. Her fastholdt han, at han ikke ville tilbagekalde noget og blev derfor ekskluderet af kirken og erklæret fredløs. Derefter skjulte Luther sig et års tid hos kurfyrsten af Sachsen på borgen Wartburg. Her oversatte han hele det nye testamente fra græsk til tysk og udarbejdede en prædikensamling på tysk.
1522: Luther flyttede tilbage til Wittenberg, hvor han underviste frem til sin død.
1529: Udgivelse af Den lille og Den store Katekismus, som Luther havde udarbejdet til undervisning af lægfolk og præster.
1534: Færdiggørelse af tysk bibeloversættelse, som gjorde det muligt for tyskerne selv at læse Biblen fremfor at være afhængige af kirkens udlægning.
1546: Død 18. februar i Eisleben.

Læs mere på Den Danske Salmebog Online og Folkekirkens reformationsside

Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.

Folkekirkens reformationsside