Fortsæt til hovedindholdet

J. Chr. Hostrup

 Om forfatteren
Jens Christian Hostrup (1818-1892) var dansk forfatter og præst. Efter nederlaget i 1864 digtede han salmer med trøstende og opmuntrende indhold. I Salmebogen er han repræsenteret med nr. 129 ”Julebudet til dem, der bygge”, der har baggrund i tunge personlige sorger og den sygdom, der tvang ham fra embedet i 1881.

1818: Født 20. maj i København i et musikalsk hjem med sang og violinspil.
1837: Studentereksamen fra Metropolitanskolen. Herefter indledte han teologistudierne. Han fik plads på Regensen og tog del i studenterforeningslivet.
1843: Kandidat i teologi – med førstekarakter.
1844: Til festen for sammenslutningen af studenterforeningerne skrev han komedien ”Gjenboerne”.
1844-47: Huslærer på Kokkedal. På samme tid skrev han ”Intrigerne”, ”En Spurv i Tranedans” og ”Eventyr paa Fodreise”. Disse blev opført af Det Kongelige Teater. Flere dramaer i forskellige genrer fulgte.
1848: Gift med sin dødssyge forlovede, Henriette Vilhelmine Louise Mantzius. Efter hendes død rejste han, bl.a. til Rom.
1854: Forlovet på ny. Hostrup afslog at blive direktør for Casino-teatret, og blev i stedet sognepræst i Silkeborg-Linaa.
1855: Gift med Christiane Georgine Elisabeth Hauch.
1862: Slotspræst på Frederiksborg i Hillerød.
1892: Død d. 21. november på Frederiksberg.
 
Læs mere på Den Danske Salmebog Online
 
Kilder: 
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.
 
Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi