Fortsæt til hovedindholdet

Her finder du 200 af salmebogens mest populære salmer. Du kan høre salmerne, læse om dem og printe teksten. Salmerne er indsunget af kor i Folkekirkens Ungdomskor

"Om salmen
"Om forfatteren
Om salmen
Salmen er formet som en næsten kommanderende proklamation og sætter tilliden til Kristus ind som et kampråb. “Du, Herre Krist” er en del af en andagtsbog med salmer og bønner beregnet til at tage med på rejse, og salmen er formet som en bøn til når der er fare på færde eller når sorgen går på.

Hans Christensen Sthen 1588. Fr. Hammerich 1850.

Alternative melodier:
Johann Rhau 1589. Mainz 1605. A.P. Berggreen 1852.

Læs mere og hør melodierne på Den Danske Salmebog Online

Kilde: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.

Erik Norman Svendsen: Syng for livet, guide til salmebogen, Kristeligt Dagblads Forlag, 1. udgave, 2. oplag, 2008.

Hans Christensen Sthen

Om forfatteren
Hans Christensen Sthen (1544-1610) var præst, forfatter og underviser. Hans fatterskab bestod af fordanskninger af tysk opbyggelseslitteratur, skoleteaterstykker, prædikener, bønner, salmer og lejlighedsskrifter. I hans salmeforfatterskab findes blandt andet ”Du, Herre Krist”.

1544: Født 25. november i Roskilde.
1565: Sthen fik en stilling som rektor for latinskolen i Helsingør. Året efter blev han kapellan ved Skt. Olai Kirke.
1570: Præst og rektor og forpligtet på at øve latinskolekoret i kirkesang.
1581: Sthen fik magistergrad ved Københavns Universitet.
1583: Kaldet til sognepræst ved Skt. Petri Kirke og provst for Oxie Herred.
1610: Død i april eller maj og begravet i Malmø.

Læs mere på Den Danske Salmebog Online
 Kilde: 
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.

 

1

Du, Herre Krist,
min frelser est,
til dig jeg håber ene;
jeg tror på dig,
o, bliv hos mig
miskundelig
alt med dit ord det rene!

2

Jeg slår min lid
nu og altid
kun til din rige nåde;
o Jesus sød,
hjælp mig af nød,
ja, for din død,
frels mig fra synd og våde!

3

Går sorgen på,
din sjæls attrå
er altid at husvale.
Hvad nød er der,
hvor du er nær?
O Herre kær!
dig mon jeg mig befale.

4

Jeg være vil,
o Jesus mild,
hvor du mig helst vil have;
jeg lukker ind
i sjæl og sind
dig, Herre min,
med al din nådegave.

5

Da ved jeg vist,
o Jesus Krist,
du vil mig ej forlade.
Du siger så:
Kald du mig på,
hjælp skal du få,
og intet skal dig skade.

6

Giv os, o Gud,
vi på dit bud
må leve så tilsammen,
at vi hos dig
evindelig
i Himmerig
kan få din glæde! Amen!

Danmark

Hans Christensen Sthen

1588