Her finder du 200 af salmebogens mest populære salmer. Du kan høre salmerne, læse om dem og printe teksten. Salmerne er indsunget af kor i Folkekirkens Ungdomskor
Find salme her
"Se alle salmer
I H. C. Andersens ‟Aarets tolv Maaneder" fra 1832 synger en flok børn denne sang på gaden. Julesangen har stået i mange sangbøger og har haft solid folkelig udbredelse, men er først optaget i Den Danske Salmebog 2002. Salmen har sin egen melodi fra 1859, som er komponeret af N. W. Gade.
H.C. Andersen 1832.
Læs mere på Den Danske Salmebog Online.
Kilde: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.
Erik Norman Svendsen: Syng for livet, guide til salmebogen, Kristeligt Dagblads Forlag, 1. udgave, 2. oplag, 2008.
H.C. Andersen
Om forfatteren
Hans Christian Andersen (1805- 75) var dansk forfatter og digter. Han er i dag verdenskendt for sine børneeventyr og oversat til 125 sprog. Selvom han ikke digtede vers med henblik på kirkeligt brug, skinner den kristne tro igennem flere værker. I Salmebogen er han repræsenteret med nr. 102 og nr. 502.
1805: Født 2. april i Odense.
1819: Drog som fattig 14-årig alene til København. Han jagtede en skuespillerkarriere og fik forbindelse til fremtrædende personer, heriblandt teaterdirektør Jonas Collin, der skaffede ham kgl. understøttelse og en uddannelse.
1829: Andersen udgav sine første digte, bl.a. ”Det døende Barn”. Derefter gav han sig i kast med andre genrer og producerede skue- og syngespil, romaner, rejseskildringer, operatekster, digte til sangbrug og eventyr.
1875: Andersen døde ugift i København 4. august.
Læs mere på Den Danske Salmebog Online
Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.
Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi
1
Barn Jesus i en krybbe lå,
skønt Himlen var hans eje;
hans pude her blev hø og strå,
mørkt var det om hans leje.
Men stjernen over huset stod,
og oksen kyssed barnets fod.
Halleluja, halleluja, barn Jesus!
2
Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad,
ryst af din tunge smerte!
Et barn er født i Davids stad
til trøst for hvert et hjerte;
til barnet vil vi stige ind
og blive børn i sjæl og sind.
Halleluja, halleluja, barn Jesus!