Fortsæt til hovedindholdet

Her finder du 200 af salmebogens mest populære salmer. Du kan høre salmerne, læse om dem og printe teksten. Salmerne er indsunget af kor i Folkekirkens Ungdomskor

"Om salmen
"Om forfatteren
Om salmen
Grundtvigs salme fra 1853 genfortæller beretningen om opvækkelsen af enkens søn i Luk 7,11-17, som er 1. tekstrækkes prædiketekst på 16. søndag efter Trinitatis.

Luk 7,11-17, N.F.S. Grundtvig 1853.

Læs mere på Den Danske Salmebog Online.

Kilde: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.

N.F.S. Grundtvig

Om forfatteren
Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) har som præst, salmedigter, historiker, pædagogisk forfatter, skolemand, grundlægger af højskolebevægelsen og politiker haft afgørende betydning for både sin samtid og eftertid. Ud af Den Danske Salmebogs 791 salmer har han forfattet 163 og gendigtet 90. 

1783: Født 8. september i Udby ved Vordingborg som søn af en konservativ luthersk-pietistisk præst.
1792-1800: Flyttede hjemmefra for at modtage undervisning hos sognepræsten i Thyregod og blev senere elev på Aarhus Katedralskole.
1800-1803: Teologiske studier på Københavns universitet. Grundtvig brød her som erklæret rationalist med barndomshjemmets pietisme.
1805-8: Huslærer på godset Egeløkke. Nye indsigter førte Grundtvig fra rationalismens dyrkelse af den rene fornuft. Hans digtning blev inspireret af den nordiske mytologi, romantikkens filosofi og poesi samt en ulykkelig forelskelse i husets frue.
1808-10: I København blev Grundtvig lærer i historie og geografi ved det Schousboeske Institut.
1811: 28. maj blev Grundtvig ordineret i Trinitatis Kirke og blev 9. juni indsat som kapellan hos sin far i Udby.
1813: Efter faderens død flyttede Grundtvig tilbage til København. I årene, der fulgte, udgav han en række historiske, poetiske og debatterende skrifter.
1816-19: Grundtvig udsendte sit kulturpolitiske tidsskrift Danne-Virke, hvori hans teorier om sprog, danskhed og folkeånd først kom til udtryk. Fra 1818 tildelte kongen Grundtvig en årlig understøttelse.
1822: Kongeligt udnævnt kapellan ved Vor Frelsers Kirke på Christians­havn.
1825: I stridsskriftet Kirkens Gienmæle, som var vendt mod professor Dr.theol. H. N. Clausen, præsenterede Grundvig sin ”mageløse opdagelse”: At kirken blev grundlagt på Jesus’ egne ord, det levende ord, som Jesus ved dåb og nadverindstiftelsen lod gælde for al eftertid. Clausen anlagde herefter injuriesag mod Grundtvig, og Grundtvig blev i 1826 idømt livsvarig censur. På de vilkår ville Grundtvig ikke længere være præst.
1835-36: Grundtvig forfattede første bind af Sang-Værk til den Danske Kirke (1837), et værk som kom til at indeholde ca. 400 nye salmer og gendigtninger, som skulle spænde over hele den kristne kirkes tradition.
1837: Censuren blev igen hævet af kongen.
1838: Grundtvig skriver det ofte citerede digt ”Menneske først og kristen saa”. Dateringen er omdiskuteret, men der er bred enighed om, at det enten er skrevet i 1837 eller 1838.
1839: Præst ved Vartov Hospital.
1844: I Rødding åbnede den første folkehøjskole. Folkehøjskolerne og friskolerne tog deres afsæt i Grundtvigs idé om ”skolen for livet”, folkeoplysning, som skulle bygge på samtalen mellem lærer og elev.
1848: Ved valget til Rigsdagen blev Grundtvig, som i udgangspunktet ikke var den store tilhænger af demokratiet, stemt ind. Herefter sad han i en næsten tiårig periode og blev igen i 1866 valgt ind.
1861: Grundtvig fejrede sit 50 års præstejubilæum og blev tildelt æresrang med Sjællands biskop.
1872: Død 2. september på Store Tuborg, begravet i Køge på Claras Kirkegård, Køge Ås.  

Læs mere på Den Danske Salmebog Online

Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008. 

Anders Malling: Dansk Salmehistorie bd. VI-VII, Digterne, J. H. Schultz Forlag, København 1971-1972.


Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi

 

 

1

Ånden opgav enkesønnen,
moders håb og moders trøst.
Sygt hun stammed aftenbønnen,
gråden kvalte hendes røst;
enken dog, som sig forlader
på de faderløses fader,
har til værge Himlens Gud.

2

Sørgeskaren med den døde
skred igennem Nains port,
skulle dog på vejen møde
åsyn klart og under stort.
Død, hvad kan dig graven nytte!
Glip du går dog af dit bytte,
her er livets kildevæld.

3

Jesus med sit sole-øje,
med sin Faders kærlighed,
han fra Galilæas høje
kom med lys og liv og fred;
rørt af ynk han løfted røsten,
og med hans »græd ikke!« trøsten
slog i enkehjertet rod.

4

Enken var ej mer at ynke,
Jesus mildt til hende så;
sorte mænd lod båren synke,
han lod enkens søn opstå.
Jesus med Guds ord på tunge
sagde: Rejs dig op, du unge!
Se, da sad den døde op.

5

Jesus ham med røde kinder
lagde i hans moders favn;
den lyksalige blandt kvinder
fik da himmelsk bod for savn.
Alle råbte med hinanden:
Stor-profeten er opstanden,
nu har Gud besøgt sit folk!

6

Ja, vor frelser er opstanden,
og sit folk besøger han;
Jesus Kristus, Guddoms-manden,
er vort liv i dødens land;
han os alle går i møde,
gør de blege kinder røde,
tørrer alle tårer af.

Danmark

N.F.S. Grundtvig

1853