Fortsæt til hovedindholdet

Aktiviteter

Over hele landet er allerede iværksat mange aktiviteter i anledning af reformationens 500 års-fødselsdag.

Stiftsudvalgenes årlige møde

Repræsentanter fra alle stiftsudvalg mødtes til en årlig inspirationsdag på FUV i Løgumkloster i begyndelsen af januar. I nogle stifter er man efterhånden kommet langt med den konkrete planlægning – i alle stifter blomstrer ideerne fortsat. En kalejdoskopisk oversigt over deres ideer og planlagte aktiviteter kan rekvireres hos Niels Henrik Arendt på nha@km.dk.

Samarbejde mellem stifter og byer

Enkelte byer i Danmark, bl.a. Viborg og Haderslev, har planer om betydelige markeringer som følge af deres historiske tilknytning til begivenhederne i 1500-tallet. Nogle af byerne arbejder sammen indbyrdes, bl.a. omkring PR og koordinering, og der er indgået et nært samarbejde med stifterne. Også andre steder kunne der tænkes en positiv effekt af en henvendelse til kommune/byråd.

Folkekirkens Ungdomskor deltager i reformationsfejringen. (Foto fra landsstævnet 2012 v/ Chr. Roar Pedersen)

Eksempler på Aktiviteter

Prisopgave: Aalborg Stift har udskrevet en prisopgave med en førstepræmie på 15.000 kr. med henblik på at tilvejebringe opdateret forskning om reformationens historie i stiftet.

Provstikoncerter: Aarhus Stift arrangerer en koncertrække i alle provstier med Den danske Salmeduo, som synger Luther-Salmer med nutidigt melodi-udtryk.

Historisk musikgudstjeneste: En rigt musikalsk udstyret gudstjeneste anno 1550 vil her i foråret blive gennemført i Ribe Domkirke. Ankerperson er domorganist Birgitte Ebert (i et samarbejde med professor Konrad Küster).

Studieophold for nye præster i Wittenberg: Haderslev Stift har truffet beslutning om, at alle nye præster i stiftet skal på kursus i Wittenberg sammen med biskoppen. Kurserne gennemføres i et samarbejde med det Lutherske Verdensforbunds studiecenter i Wittenberg.

Andagtsbog med Luther-tekster: En dansk oversættelse af et såkaldt Luther-breviar med Luthers skriftmeditationer (tekster til alle årets 365 dage) er tilvejebragt og sendt til forlaget.

Lutherrosen – en reformationsfejring med salmesang og korsang: Et korprojekt gennemføres af FUK (Folkekirkens Ungdomskor) med nyskrevet kormusik for både begynder-børnekor og meget rutinerede kor.

Nutidige og klassiske reformationstaler: Vartovs valgmenighed og Grundtvigsk Forum gennemfører hvert år den 31.oktober en markering, hvor en skuespiller læser en af Grundtvigs mange reformationstaler, og hvor en kulturperson holder en aktuel tale med samme inspiration. I 2014 professor i tysk litteratur Per Øhrgaard.