Der findes mange forskellige protestantiske retninger. Mange af dem har flere tilhængere end både den anglikanske, den lutherske og den reformerte kirke har. Tre af de største protestantiske retninger er baptistkirken, pinsebevægelsen og metodistkirken.
Baptistkirken
Der er ca. 100 millioner baptister i verden. Halvdelen af dem bor i USA, hvor 3/4 af landets sorte befolkning er medlemmer af baptistkirken. I Danmark er der godt 5000 baptister.
Baptist betyder døber, og baptistkirken har fået dette navn, fordi de praktiserer bekendelsesdåb (voksendåb) med neddykning af hele kroppen. Kirkestrukturen er flad, og hver enkelt menighed er en selvstændig enhed uden tilsyn af andre end den lokale præst. De enkelte menigheder arbejder dog sammen i forskellige sammenslutninger.
Pinsebevægelsen
Tilhængere af pinsebevægelsen kaldes for pinsevenner. Den karismatiske vækkelsesbevægelse har over 200 millioner tilhængere på verdensplan. I Danmark er der godt 5000 pinsevenner. I Sverige har bevægelsen til sammenligning omkring 90.000 medlemmer.
Pinsebevægelsen opstod i begyndelsen af 1900-tallet. Ligesom de øvrige protestantiske kirker lægger pinsevennerne vægt på bibellæsning og forkyndelse, og de hører generelt til blandt de bibeltro kristne. Gudstjenesterne er livlige og mere kropslige end vi er vant til i folkekirken. Menighedens medlemmer løfter fx ofte hænderne op mod himlen, mens de synger eller beder. Pinsebevægelsen lægger stor vægt på Helligånden og er kendetegnet ved blandt andet tungetale og helbredelser ved håndspålæggelse. Ligesom baptisterne praktiserer pinsevennerne voksendåb.
Metodistkirken
Metodismen begyndte som en vækkelsesbevægelse i England i 1738. Den blev stiftet af John Wesley, som var præst i den engelske kirke, og hans bror Charles. John Wesley ønskede ikke at bryde med den anglikanske kirke, men efter hans død valgte hans tilhængere at forlade Church of England for at oprette Metodistkirken. I dag har metodistkirken ca. 75 millioner tilhængere verden over.
Metodisterne er kendetegnet ved et disciplineret og metodisk trosliv, en aktiv mission og et stærkt socialt engagement. Modsat baptisterne praktiserer metodisterne barnedåb og konfirmation.