Fortsæt til hovedindholdet

Sådan bruger du din sommerkirke

Mange kirker indbyder i sommermånederne til friluftsgudstjenester, pilgrimsvandringer og fællessang.

Ferietiden kan for nogle mennesker være et godt tidspunkt at bruge kirken. Det at komme væk fra hverdagen kan give plads til at reflektere og lyst til at prøve nye ting.

Om sommeren er der mulighed for at opleve kirken på en anderledes måde, da der i mange sogne bliver afholdt særlige arrangementer, for eksempel gudstjeneste på havnen og fællessang under åben himmel.

Herunder kan du se, hvad du blandt andet kan bruge din sommerkirke til. 

Fakta

Sådan finder du en kirke nær dig

I kirkekalenderen kan du søge på bestemte ord og se arrangementer i kirker nær dig.

 

Alternativt kan du finde kirker nær dit hjem eller sommerhus på sogn.dk og se aktiviteter i hvert sogns kalender.

For dig, der vil til gudstjeneste

Alle kirker har gudstjenester i løbet af sommeren. Nogle har kun om søndagen, mens andre også har gudstjenester i hverdagene. De fleste kirker har gudstjenester om morgenen eller formiddagen, men du kan også deltage i aftensgudstjenester.

Som eksempel har Furreby Kirke ved Løkken de fleste onsdage i juli og august ’Aftenstemning’, som er en aftenandagt i kirkerummet.

Hvis du vil finde gudstjenester og andagter i nærheden af dig, så søg i kirkekalenderen på: gudstjeneste, aftensgudstjeneste, morgengudstjeneste, hverdagsgudstjeneste, højmesse, andagt, aftenandagt, morgenandagt

For dig, der elsker at være i naturen

I sommermånederne rykker nogle kirker højmessen og andre gudstjenester ud under åben himmel. Friluftsgudstjenesterne kan blandt andet finde sted på stranden, ved havnen, i skoven eller ved særlige lokale steder som for eksempel den tilsandede kirke i Skagen.

Ved Den Tilsandede Kirke kan du for eksempel komme til friluftsgudstjeneste hver torsdag i juli.

Søg i kirkekalenderen på: bålgudstjeneste, friluftsgudstjeneste, havnegudstjeneste, skovgudstjeneste, strandgudstjeneste

LÆS MERE om friluftgudstjeneste

For dig, der er vild med at vandre

Mange nyder at bruge ferien på at komme ud og bevæge sig i det gode vejr. En del kirker tilbyder forskellige typer vandreture på kortere og længere strækninger. Det kan både være en gåtur gennem den nærliggende natur eller en rundvisning på kirkens område.

Blandt andre inviterer De 4 Kirker i Føns Sogn hver onsdag i juli på pilgrimsvandring gennem smuk natur. En del af strækningen vandres som noget helt særligt i stilhed. 

Søg i kirkekalenderen på: kirkevandring, kirkegårdsvandring, pilgrimsvandring, vandring, gåtur, udflugt, rundvisning

LÆS MERE om pilgrimsvandring

For dig, der vil opleve sang og musik

Ligesom resten af året afholder mange kirker koncerter i sommermånederne, og du kan blandt andet opleve jazzmusik og gospelsang. Hvis du selv vil bruge stemmen, kan du tage til morgen- eller aftensang i adskillige kirker – det kan både foregå udendørs og indenfor. Ved nogle kirker er der fællessang på en fast ugedag, mens andre indbyder til sangarrangementer et par gange henover sommeren.

Eksempelvis Lildstrand Kirke ved Thy holder aftensang på stranden de fleste tirsdage i juli og august.

Søg i kirkekalenderen på: morgensang, aftensang, fællessang, gospel-workshop, koncert, natkirke

LÆS MERE: Nye sange og salmer fornyr fællessang i kirken