Kirkerum kan åbne sindet

Kirkebygningen er designet til at hjælpe os ind i en dybere tilstand af modtagelighed og eftertanke. Det viser kunsthistoriker Line Marschners forskning i, hvordan kirkerummet påvirker os. Selv har hun oplevet kirkerummet som en knock out-oplevelse.

Der er de ’levende stene’, fællesskabet af levende mennesker, som Grundtvig i en salme kalder kirken. Men hvad med de døde sten, som kirken er bygget af? Ja, de rummer tilsyneladende også mere, end de umiddelbart selv giver udtryk for.

Du kender nok den særlige stemning, der rammer, når man træder ind i en gammel middelalderkirke. Luften i våbenhuset er kølig og måske en anelse fugtig. Akustikken ændrer sig. De metertykke mure lukker sig om dig. Når du træder ind i selve kirkeskibet, åbenbarer rummet sig højt oppe over dig mod (himmel)hvælvingen. Du tager plads på bænken, ser dig omkring og lader tankerne vandre. Og så, af og til, måske kun i et splitsekund, hvor lyset falder helt rigtigt ind gennem de højtsiddende vinduer, føler du en særlig form for fylde.

Denne følelse af meningsfuldhed er svær at forklare med få ord, og det bliver let en smule højtravende. Det indrømmer Line Marschner, kunsthistoriker og ph.d. i teologi. Og det burde hun om nogen vide, for hun har skrevet en hel afhandling om, hvordan kirkebygningen potentielt kan påvirke og forme en erkendelse af Gud.

- Det er altid svært at forklare sindsstemninger, selvom vi jo alle sammen godt ved, hvordan det føles. Jeg synes, det er spændende at tale om atmosfærer – at vi oplever en ophøjet atmosfære. For det er noget, der bliver skabt mellem os og vores omgivelser.

Line Marschner har selv oplevet, hvordan kirkerummet kan påvirke os på en speciel måde. Enkelte af oplevelserne har været af en så gennemstrømmende karakter, at man kan kalde dem åbenbaringer, fortæller hun.

- Det var simpelthen knock out-oplevelser af, hvordan kirkerum kan åbne sindet.

Det blev startskuddet til det, hun indtil nu har fokuseret al sin forskning på: Hvordan kirkearkitekturen kan lede os ind i en dybere forståelse af tilværelsen.

- Min kernepointe er, at kirkerum selvfølgelig ikke bare er funktionelle størrelser. Det er redskaber, der er designet til at skabe en bestemt atmosfære, som kan hjælpe os ind i en dybere tilstand af modtagelighed. Der er højden til loftet, akustisk stilhed og et mørke og en stoflighed, som hjælper os ind i nogle bestemte sindstilstande. Det fysiske rum er så anderledes i sit udtryk, at vi samtidig får fornemmelsen af at træde ind i et andet mentalt rum.

Rummet er altså – i lighed med salmesang og gudstjenestens øvrige elementer – med til at fremme en slags refleksionsparathed i os, forklarer Line Marschner. Det kan give lidt mere mental næring end vores lidt flimrende hverdagsbevidsthed, som har det med at køre meget i de samme spor. Hvad skal vi have til aftensmad, hvem henter ungerne?

- Kirkerummet har potentialet til at rive os ud af den tankegang. Ved effektivt at lukke omverdenen ude giver den os mulighed for at nå nogle andre tanker og forståelser om livet. Det giver os en pause fra hverdagsgrøden, som vi hæves op over for en stund, siger Line Marschner.

Dermed ikke sagt, at man ikke kan sidde på kirkebænken og tænke på banale hverdagsting, eller ligefrem kede sig. Slet ikke. Mange har sikkert barndomserindringer fra den hårde kirkebænk med udsigt til en masse voksenrygge, hvor tiden i den grad blev opløst. Ikke på den ophøjede, transcenderende måde, mere på en næsten smertefuld udmattende måde.

Line Marschner har i sin ph.d. fokuseret på de moderne kirkebygninger, nærmere bestemt en række af Exner-parrets berømte kirkebygninger. Hovedsageligt fordi der er skruet op for alle effekter. Også meget mere end nogen anden arkitektonisk genre, forklarer hun begejstret.

- Det er som et stort, klassisk symfoniorkester… Whoom!

Men selvom de moderne kirker umiddelbart benytter sig af helt andre æstetiske udtryk, så er der nogle helt grundlæggende fællestræk med de gamle landsbykirker, som bliver repeteret igen og igen.

- Der er en tung monumentalitet, altså en tung stoflighed med solide mure og materialer. Der er lysindfald højt oppefra. Og så er der lange bevægelsesforløb og portaler, du kan gå igennem. De åbner sig lidt som en kinesisk æske, jo længere du bevæger dig ind i rummet, siger Line Marschner.

Pointen er, at både moderne og gamle kirker kan vække nogle af de samme følelser i os. Selvom der selvfølgelig vil være en dybere fornemmelse af historiens gang og levet liv, jo ældre kirken er.

Og så er der det mest indlysende fællestræk for kirkerne, gamle som nye: Højden til loftet. Et træk, som temmelig indiskret er med til at give os fornemmelsen af at føle os små. Og det kan være nok så væsentligt i en kirke, fordi det er med til at lukke os op mod noget større end os selv, fortæller Line Marschner. Men der er sket en udvikling frem til i dag.

- Hvis man går ind i en gammel gotisk kirke, så er der virkelig højt til loftet. Det er næsten intimiderende. Så kan man let komme til at føle sig som en lille lort, som Karl Ove Knausgaard (norsk forfatter, red.) skriver. Men i nyere kirker er loftet kommet lidt tættere på. Det er ikke teologisk aktuelt mere, at man skal føle sig så ubetydelig. Så forholdet mellem himmel og jord nærmer sig hinanden, kan man sige. Det gør det lidt mere intimt, selvom rummet stadig får lov til at fylde på en befriende måde.

Der er også en tendens til, at man i den moderne kirke lukker en af siderne op med vinduespartier fra gulv til loft. På den måde inviterer man verden mere inden for og udvisker grænsen mellem det ”hellige” rum og den hverdagsagtige omverden.

Tilbage til Line Marschners åbenbaring. For hvad nu, hvis hun ikke havde haft en modtagelighed for netop kristendommen og dens gudsbillede. Kunne hun så ikke have oplevet den samme, dybe følelse af forbundethed?

- Jeg tror bestemt ikke, at kirkerummet kun har en effekt på den troende. Måske ville en militant ateist være hæmmet på grund af en forudindtaget modstand mod alt det, kirken repræsenterer, men selve arkitekturen prædiker jo ingenting. Den er ordløs. Men hvor den troende vil sætte oplevelsen i forbindelse med nærværet af Gud, så vil andre måske bare føle den som en slags meningsfuldhed, balance eller uforklarlig længsel, siger Line Marschner.

Hun sammenligner det med store naturoplevelser. Den slags, som fuldstændig fejer benene væk under os. Så får man det, den danske filosof Dorthe Jørgensen kalder en ”mererfaring”. Og det begrænser sig ikke til et bestemt erkendelsesmæssigt udgangspunkt eller et bestemt fysisk sted - heller ikke kirken.

- Kirkerum er forfinet til at fremkalde den her type mererfaring. Man kunne også sige, at den måske mere end noget andet sted har et potentiale til at splintre ”sindets frøskal”, som det hedder i en salme. Det har en særlig evne til at slå hul igennem det skjold, der omslutter os i hverdagen. Men den kan jo principielt ramme når som helst. Og hvor som helst.

Når den ikke så ofte gør det, er det ifølge Line Marschner fordi, der skal meget til at bryde vores vante tankemønstre. Men af og til er modtageligheden større, og man er måske i et mere følsomt leje. Det kan være, når man har fået en sød besked fra en god ven. Eller når man lige er blevet forældre. Eller hvis man har mistet. I alle tilfælde vil livet fremstå ufattelig klart i al sin skønhed og skrøbelighed, og så er hverdagspansret så at sige svækket.

- Og så kan det være lige meget, om du sidder i en kirke. Du kunne sidde i et busskur og blive ramt af nøjagtig den samme voldsomme åbning af sindet. Du opfanger måske pludselig stilheden, bygningens simplicitet og patina. Lyset, der brydes på en bestemt måde. Men der er nok en større risiko for at forbigå det i busskuret, som det står der i al sin genkendelighed og undselighed.

Idet vi skriver maj 2020, er der muligvis en ekstra stor længsel efter igen at komme i kirken. Coronapandemien har nu haft kirkerne lukket næsten totalt ned i over to måneder, og mange har savnet dem. Ikke kun dem, som troligt møder op om søndagen til gudstjeneste, men også dåbsforældre og konfirmander og deres familier samt alle dem, som bruger det åbne kirkerum til at finde ro i en hektisk hverdag. Og besøgende til kirkekoncerter, babysalmesang, natkirke og så videre.  

Men der er jo også dem, som ikke har savnet dem det mindste.

- For nogle vil kirken have en em af de faste ritualer, af et autoritetsforhold, af bestemte måder at skulle være på. De vil opleve tærsklen til kirken som alt for høj, og så kan kirkebygningerne pludselig blive en hæmsko for kirken. Bygningerne kan være med til at fastholde sådanne opfattelser.

Af den grund mener Line Marschner, at kirkerne med corona-nedlukningen har haft en oplagt chance ved at være tvunget til at gå online og derigennem slippe de bygninger, som alt andet lige er med til at holde på nogle faste rutiner og strukturer. 

- Jeg har lige været til en stillegudstjeneste hjemme i stuen. Præsten stod i ornat i kirkerummet, som blev åbnet op for os hjemme i stuen. Der var en atmosfære af opløsning af kirkens rum og vores rum, hverdagens rum. 

- Det giver jo en total lav kirketærskel! Selvom jeg er kirkefreak og stor fan af kirkerummet, så har jeg også blik for, at det er godt at ruske op i alt det vante. Vi skal huske at være legende med formerne, både de arkitektoniske og de rituelle, og det ser vi heldigvis også utallige eksempler på lige nu.

Line Marschner er kunsthistoriker mag.art. (2006) og ph.d. i teologi (2018). Hendes forskningsfelt placerer sig i et skæringspunkt mellem arkitekturteori, teologi og filosofi og har kirkearkitektur som et centralt emne. Hun er desuden medlem af Tænketanken Eksistensen. Foto: Bo Billeskov Grünberger