Skærtorsdag husker vi fællesskabet

I nadveren, som vi fejrer skærtorsdag, er alle ligeværdige.

Mens samfundet prøver at stoppe spredningen af coronavirus, opstår der nye måder at være sammen på – på afstand – blandt andet med virtuel fredagsbar og fællessang foran fjernsynet eller ude på altanerne.

Selvom vi ikke er sammen, mærker vi fællesskabet mellem os. Og det får provst i Frederiksberg Provsti Kirsten Jørgensen til at tænke på nadverfællesskabet, som Jesus indstiftede skærtorsdag.

- Det fællesskab, vi mærker i vores hverdag nu, kender vi også fra kirken. Nadverfællesskabet har altid insisteret på ikke at have noget at gøre med, hvem vi er, og hvad vi har. Det overskrider geografiske grænser og sociale skel imellem os, siger hun.

Når man får nadveren, er man også en del af et globalt fællesskab, fordi kristne fra hele verden er med. Og hvis man tillader sig at tænke lidt mere abstrakt, kan man også sige, at fællesskabet ved nadveren rækker ud over tid. Det har nemlig foregået i snart 2000 år.

- Man kan godt blive svimmel af at tænke på, hvor mange gange nadveren er blevet gentaget verden over. Igennem en hel verden, gennem forskellige kulturer og tider gør man det samme. Det synes jeg selv er fantastisk at være en del af, siger provsten.

Fællesskabet ved nadveren er kendetegnet ved, at alle kan være med uanset deres alder, sociale status, økonomi, uddannelse og lignende.

- Om man er dronning eller studerende, skal man kunne indtage det her måltid sammen. Vi er ikke bundet sammen af det, vi er i samfundet, men af det, Gud gør os til, altså hans elskede menneske, siger Kirsten Jørgensen.

I nadveren bliver det ligeværdige fællesskab tydeligt, fordi man rent fysisk kommer i niveau med hinanden og modtager noget i fællesskab. Alle rejser sig på samme tid, går det samme sted hen og knæler ved siden af hinanden. Man går i tilfældig orden op til alteret, og ingen har ”førsteret”. Man knæler, både som et tegn på respekt, men også så alle kommer i samme højde. Alle modtager det samme og får det samme at vide.

Fortællingen om Jesus, der bøjer sig ned og vasker disciplenes fødder, er ifølge provsten også udtryk for et ligeværdigt fællesskab, hvor man tager hånd om hinanden.

- I fællesskabet bøjer vi os for dem, der har brug for os, uanset om man er høj eller lav. Vi er til for det andet menneskes skyld. Det viser Jesus ved fodvaskningen. Det er et enormt stærkt billede på, hvad kristendom går ud på, nemlig budskabet om næstekærlighed, siger hun.

Hvad vil det sige at bøje sig ned for hinanden i dag? Det med at vaske hinandens fødder er nok ikke lige det, vi gør i hverdagen. Nogle tilbyder måske deres hjælp til at købe ind for andre, og Kirsten Jørgensen ser bevægelser i samfundet for tiden, der viser, at folk bøjer sig ned for andre:

- Den stærke økonomiske organisation, vi har i Danmark, sætter sig selv på hold for at passe på de svageste. Samfundet bliver enige om, at her bøjer vi os. De svageste, de gamle og de syge får førsteprioritet, og vi tager hånd om, at sundhedsvæsenet ikke bryder sammen.

Ved det sidste fælles måltid vidste Jesus allerede, at han ville blive forrådt af vennen Judas. Men alligevel lod Jesus ham spise med, og det er ifølge provsten det smukke ved skærtorsdagsfortællingen. Måltidet bliver nemlig et tegn på tilgivelse.

- Nadveren betyder meget for mange mennesker, fordi det, at du spiser, bliver en fysisk måde at høre på, at Gud er i stand til at tilgive os for alt. Måske er det også væsentligt i de her dage, hvor nogle familier er ret pressede og måske føler, at de ikke formår at være så søde eller yde det, de synes, de skulle, siger Kirsten Jørgensen.

Under nadveren til gudstjenester læser præsten også op fra Det Ny Testamente, der fortæller, at Jesus ved den sidste nadver gav bægeret med vin til disciplene og sagde: ”Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.” Så når man modtager brødet og vinen i nadveren, bliver man mindet om, at man allerede er tilgivet for alle sine synder.

På grund af faren for at sprede coronavirus er kirkerne lukket under påsken i år. Derfor kan man ikke deltage i nadveren i kirken, og så må man ifølge Kirsten Jørgensen mærke fællesskabet i tanken.

- Vi ved, at vi har hinanden i tankerne og i det nærvær, som er derude et sted og en dag kommer tilbage. Ligesom man kan tænke på sin tante, der bor i USA, og have en bevidsthed om, at vi er i hinandens verden, selvom vi kun ser hinanden hver femte år. Der er stadig fællesskab i vores tanke for hinanden, siger hun.