I modsætning til de radikale reformatorer,
Karlstadt og Münzer, ønskede Luther ikke at bruge evangeliet til at
omstyrte samfundet med. Han skelnede nemlig mellem, hvad han kaldte det åndelige og det verdslige styre og
mente, at der burde være en deling af magten mellem kirken og
samfundet. Kirken skulle kun tage sig af religiøse spørgsmål og ikke
blande sig i politik. Derfor var Luther også imod teokrati
(præstestyre).
Retfærdighedens gudinde, Justitia, svæver over præsten (den åndelige magt) og fyrsten (den samfundsmæssige magt). Nederst ses en bonde. Akvarel, ca. 1566. (Foto: Det Kongelige Bibliotek, Thott 391 8°, Georg Bernhards stambog, f. 39r.)
Denne lutherske sondring er moderne. Den har lagt grunden til nyere tids tolerante stat og til religionsfriheden. Men dengang var det et kontroversielt synspunkt, bl.a. fordi det placerede en bombe under pavekirkens verdslige herredømme.
Indsat af Gud
Luther mente, at statsmagten var indsat af Gud for at hindre vold og lovløshed. Han nærede ingen drømme om en fuldkommen verden, som kunne regeres med evangelium og næstekærlighed. Tværtimod mente han, at ondskaben kun kunne holdes nede med magt. Derfor skulle statsmagten føre ”et sværd, ikke en rævehale”, og den skulle bruge dette ”sværd” med god samvittighed.
Luther tog afstand fra oprør
Hvis fyrsten svigtede sin opgave, fandt Luther, at det kunne være prædikantens opgave at vise ham til rette. Men selv en dårlig fyrste var dog indsat af Gud. Derfor mente Luther ikke, at undersåtterne havde ret til at gøre oprør, og i særlig grad ikke religiøst motiveret oprør. Hans skarpe modstand imod bondeoprøret i 1524-25 skal ses i dette lys.
