Reformatorerne mente, at den katolske kirke havde indført en masse unødvendige mellemled mellem det enkelte menneske og Gud. Alle disse udenomsværker ønskede de at skære væk, så folk kunne komme til at lære Kristus at kende gennem det eneste vigtige: Guds ord og de to sakramenter, dåb og nadver.
Man bad til helgener
I oldkirkens tid havde man regnet alle kristne for at være hellige. Men tidligt begyndte man at anse de kristne martyrer, som var døde for deres tro, for at være mere hellige end andre. I middelalderen udviklede det sig til en egentlig helgenkult, hvor man bad til de hellige mænd og kvinder i stedet for at henvende sig direkte til Gud. Luther havde selv bedt til Sankt Anna, da han som ung blev grebet af dødsangst under et uvejr.
Helgener kunne være alt fra bibelske skikkelser som Johannes Døber over sagnomspundne helte som Sankt Jørgen til personer, som havde ført et særligt fromt levned, som fx Frans af Assisi. Der knyttede sig ofte spændende og farverige beretninger til de populære helgener, som mange mennesker kendte bedre, end de kendte de bibelske skrifter.
Sankt Jørgen og dragen. Denne helgen blev i middelalderen blandt andet påkaldt imod spedalskhed. (Foto: Jürgen Howaldt)
Unødvendige mellemmænd
Reformatorerne mente, at helgenerne var kommet til at stå som en slags mellemmænd mellem mennesker og Gud. De hævdede, at helgenkulten lignede afgudsdyrkelse, og at helgenerne stod i vejen for, at mennesker kunne få et personligt, nært forhold til Gud. Desuden holdt de på, at ingen mennesker var mere hellige end andre. Alle døbte var Guds børn og havde lov til at henvende sig til deres Far i bøn, og derfor var der ikke brug for helgener. Under Reformationen blev de fleste helgenbilleder derfor fjernet fra kirkerne.
Læs mere
Du kan lære mere om Luthers syn på helgenbilleder på Luther2017.dk
