Ikke uden grund blev Martin Luther kaldt Nattergalen fra Wittenberg. Han satte musikken højt og mente, at den havde fandtes siden skabelsens tid. Som ung havde han modtaget musikundervisning, og han kunne spille på både fløjte og lut. Luther mente, at musik kunne glæde de bedrøvede, opmuntre de fortvivlede, neddæmpe et hadefuldt sind og fordrive Djævelen. Næsten al musik var gavnlig og god, mente Luther, men den var allerbedst, hvis den blev brugt til at prise Gud.
Menigheden skulle synge
Blot det at høre musik, mente Luther, var gavnligt for sjælen. Men han anså det for at være allermest velgørende, at man selv sang. Det var Luthers mål, at hele menigheden gennem sang skulle deltage i lovprisningen af Gud og forkyndelsen af evangeliet ved højmessen.
Når menighedens sang på modersmålet i dag er en væsentlig del af den protestantiske gudstjeneste, er det Luthers fortjeneste. I dag betragter vi det som en selvfølge, at menigheden synger salmer ved gudstjenesten, men i 1500-tallet var det revolutionerende nyt. Den lutherske menighedssang stod i skarp modsætning til den katolske messe, som på Luthers tid mest indeholdt munkesang på latin.
Kunstneren Gustav Spangenbergs bud på, hvordan det kan have set ud, når Luther underholdt familien med musik og sang. (Maleri fra 1875)
Salmedigteren Martin Luther
Luther skrev selv flere salmer. Til enkelte af dem, fx Vor Gud han er så fast en borg, komponerede han også melodien. De fleste af Luthers salmer har dog melodi af komponisten Johann Walter, som også samarbejdede med Luther omkring udgivelsen af den protestantiske gudstjenesteordning, Deutsche Messe.
Læs mere
Der findes et tema om reformationens sang og musik på Luther2017.dk
