Her kan du læse om den sørgmodige aftensang 'Tunge, mørke natteskyer', som Jakob Knudsen skrev i 1890. Tryk på afspilningsknappen herunder, hvis du vil lytte til Katrine Muffs indspilning af salmen imens.
(Lyt til podcasten nederst på siden)
Jakob Knudsen skrev 'Tunge, mørke natteskyer' i 1890, da han var præst i Mellerup. Salmen er en aftensang, der sætter ord på en almenmenneskelig følelse af angst og ensomhed i mørket.
I det første af fem vers beskriver han natteskyerne, der drager op ad himlen og hjem til skoven, mens han i andet vers udtrykker frygten for ensomheden: "Vær mig nær, thi uden dig / ensomhed mig truer". I sidste vers er der dog et glimt af håb i mørket, og salmen slutter med ordene "tak du lysets Fader!"
Carl Nielsen satte musik til salmen i 1893. Han skrev melodien i den gamle doriske kirketoneart, som giver salmen en lidt fremmedartet lyd. Denne lyd er med til at understrege følelsen af angst og ensomhed i salmen.
'Tunge, mørke natteskyer' er sammen med en anden af Knudsens salmer, 'Se, nu stiger solen', blandt de mest populære salmer i Danmark.
I klippet herunder kan du høre musikforsker og organist Bjarke Moe spille og forklare, hvordan melodien og akkorderne driver hvileløst rundt som mørke natteskyer.
Iben Maria Zeuthen er journalist og radiovært, og 'Tunge, mørke natteskyer' er hendes yndlingssalme. Det fortæller hun om i podcasten 'Tonen i Livet', hvor vært Mikkel Skovgaard igennem samtaler med en række kendte danskere undersøger, hvordan tonen i de gamle salmer stadig kan vække genklang i vores moderne liv.
Her er et uddrag fra deres samtale:
Jeg lærte salmen, da jeg sang i børnekor. Selvom vi bare var børn, der skulle ud og hinke og sådan noget, så var det alligevel et kig ind i, hvad livet også er. Og jeg var et meget tænkende barn med hang til angst og sørgmodighed, så det var også som at blive mødt. Nogle gange tror jeg, vi undervurderer, hvad børn egentlig kan forstå. Det kan jo ikke være Teletubbies hele vejen igennem. Barnet kommer også med en melankoli nogle gange og med en ubevidst sorg, og den virkelighed spejler salmen.
Du kan høre meget mere om salmen 'Tunge, mørke natteskyer' og Iben Maria Zeuthens forhold til den i podcastserien 'Tonen i Livet'. Du finder den i din podcast-app eller direkte i afspilleren herunder.
Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.
Erik Norman Svendsen: Syng for livet, guide til salmebogen, Kristeligt Dagblads Forlag, 1. udgave, 2. oplag, 2008.