Fortsæt til hovedindholdet

Om projekt visuel identitet

En fælles visuel identitet for folkekirken – et logo og en grafisk linje – skal gøre Den danske folkekirke let at genkende. Kendetegnet skal vise, at folkekirken er en vidtforgrenet og kulturbærende institution, som vi både møder i offentligheden og personligt i lokale sammenhænge.

Den visuelle identitet skal sende et signal om, at sogne, provstier, stifter, kirker, uddannelsesinstitutioner, skoletjenester, organisationer og institutioner alle er en del af folkekirken og dermed af det kirkelige fællesskab, som 80% af befolkningen er medlemmer af.

Det fælles kendetegn bliver en mulighed og ikke en pligt. Den enkelte kirke eller organisation beslutter selv om – og i hvilket omfang - man vil bruge den fælles visuelle identitet. Den visuelle identitet bliver udformet, så det kan fungere sammen med de lokale symboler, logoer og udtryk. På den måde kan et sogn både vise sit lokale særpræg og sin sammenhæng med folkekirken.

Folkekirken skal have nyt visuelt design. Se stemningsvideoen fra arbejdsgruppens møde i juni 2012

Styregruppe og arbejdsgruppe

Projektet blev ledet af en styregruppe:

Karsten Nissen, biskop
Elof Westergaard, provst
Inge Lise Pedersen, formand Landsforeningen af Menighedsråd
Rebecca Rudd, mediekonsulent og sognepræst

Arbejdsgruppen med repræsentanter fra stifter og sogne medvirker i processen
Se Arbejdsgruppen

Arbejdsgruppemøde 1

D. 7. 6. var arbejdsgruppen samlet til en workshop hos Jacob Jensen Design. Formålet var at give de grafiske designere et ”kreativt mandat”, ud fra hvilket designerne over sommeren kan udvikle 5-7 forslag til konceptuelle retninger.

Jacob Jensen Design har samlet en serie billeder fra workshoppen, som kan ses her. 

Arbejdsgruppemøde 2

D. 14. 8. mødtes arbejdsgruppen med Jacob Jensen Design, som på baggrund af workshoppen i juni havde udarbejdet 7 konceptuelle udkast til den visuelle identitet. Arbejdsgruppen valgte 3 af disse, som skal videreudvikles inden næste arbejdsgruppemøde.

Arbejdsgruppemøde 3

D. 1. oktober var arbejdsgruppen samlet og blev præsenteret for 3 forslag og eksempler på, hvordan de kan anvendes af kirkerne. Arbejdsgruppen indstillede et af de tre til styregruppen, som på et efterfølgende møde fulgte arbejdsgruppens indstilling. Læs referat af styregruppemødet her.

Om processen

Projekt Fælles visuelle identitet for folkekirken er inddelt i tre faser:

  1. Konceptudvikling
  2. Udarbejdelse af designmanual
  3. Præsentation og implementeringsfase

Fase 1 Konceptudvikling blev indledt i begyndelsen af 2012 efter at have været i udbud, som blev vundet af Jacob Jensen Design.

Opgaven bestod i at identificere folkekirkens fælles visuelle udtryk, beskrive målgrupper og kommunikationsniveauer internt og eksternt i folkekirken, analysere folkekirkens behov for forskellige kommunikationsmidler og endeligt at udarbejde tre konceptuelle forslag til logo- og navnetræk samt en overordnet visuel identitet.

Identifikationen af folkekirkens fælles visuelle udtryk skete blandt andet gennem indsamling af danskernes bud på, hvad der er gode kendetegn for folkekirken. På åbne portaler på hhv. folkekirken.dk og på Facebook kunne alle bidrage med deres billeder og forslag til, hvad folkekirkens logo og grafiske linje skulle signalere.

Finansiering

Projektet blev finansieret af Fællesfondens midler, og er delt op i tre faser. Budgettet for den første fase er på kr. 600.000. Budgettet for anden fase var på kr. 600.000. Den tredje fase, støtte til implementering, har endnu ikke et budget.

Resultat

Den visuelle identitet med logo og grafisk materiale er blevet gjort tilgængelig for folkekirkens mange aktører, se den her. Desuden udarbejdes der en elektronisk værktøjskasse, der er let tilgængelig, nem at bruge og gratis. Værktøjskassen vil indeholde skabeloner til fri afbenyttelse og forventes klar til marts 2013.