Fortsæt til hovedindholdet
Kirkesangeren
Med kirkesangeren på arbejde

Med kirkesangeren på arbejde

"Jeg vil sige, at det er drømmejobbet", siger Vicki Thykjær, som efter en karriere i reklamebranchen sadlede om og blev kirkesanger. 

I kirkerne i Danmark bidrager medarbejdere i en lang række forskellige roller med at gøre den danske folkekirke til et sted, hvor danskerne kan få store oplevelser og føle sig trygge. 

Vicki Thykjær fra Bramming arbejder som Kirkesanger i Tarm Kirke i Vestjylland. Efter en karriere i reklamebranchen søgte Vicki Thykjær for tre år siden jobbet som kirkesanger og fik det. To års uddannelse fra Løgumkloster blev afsluttet i foråret 2022, og selvom Vicki Thykjær stadig efteruddanner sig, har hun fundet sig til rette med sin dagligdag i kirken, som hun elsker. 

- Jeg vil sige, at dette er drømmejobbet. Jobbet som kirkesanger indeholder så mange ting. Der er selvfølgelig gudstjenesten om søndagen, men der er også glædelige begivenheder som barnedåben, bryllupper, hvor man er med til at fejre med folk, og så er der de dér svære stunder som bisættelser og begravelser. Det giver mig en følelse af noget værdifuldt at hjælpe folk igennem med noget, som er svært, siger Vicki Thykjær. 

- For 3 år siden, da jeg skiftede branche og blev kirkesanger, opdagede jeg pludseligt, at kirken for mig bare var et rigtig godt sted at være. Kirken er et sted, hvor jeg ikke skal andet end at være lige her, lige nu. Der er ingen telefoner, ingen der kalder på mig, intet jeg skal nå. Så den dér pause, den dér fred og ro, den ville jeg ønske, at mange flere mennesker fik øje på. Jeg tror, at det er sundt, siger Vicki Thykjær.  

Vicky er kirkesanger. Mød hende her og hør, hvorfor hun kalder det for et drømmejob.

Et almindeligt arbejde i fantastiske omgivelser

Selvom Folkekirken for mange danskere er et sted, som forbindes med fritid og ro, så er det en arbejdsplads som så mange andre med både kaffepauser og MUS-samtaler.

- I Tarm Kirke har vi har stilletid hver morgen fra 8.00-9.30, og så har vi kaffe, hvor vi sidder og sludrer fra 9.30-9.50, og så arbejder vi frem til klokken 13.00, hvor vi så spiser frokost. Det er sådan, at vi går rundt til hinanden og spørger; ”Hvad, skal vi ikke...” – ”Jo, det skal vi.” Så sidder vi sammen og spiser. Det bliver der gjort meget ud af, synes jeg. Det minder nok på mange måder om, hvordan det foregår på mange arbejdspladser rundt i landet, siger Vicki Thykjær. 

- Vi er så heldige, at Tarm Kirke og Tarm Kirkehus er bygget sammen. Det giver bare en helt fantastisk atmosfære, fordi kirken er ikke bare sådan én, som bliver varmet op hver søndag. Den bliver brugt hver evig eneste dag. Det kan man bare mærke. Vi mødes alle inde i kirkehuset. Og så er Tarm Kirke jo et fantastisk sted at komme i hverdagen.

- Kirken blev bygget i 1912. Så blev den renoveret i 1967, og så igen i 2021. Hvor den før var meget mørk, så er det hele nu blevet malet hvidt. Det gælder både loft og vægge. Vinduerne er blevet sådan nogle gotiske nogle, der går fra gulv til loft. Så i stedet for et altermaleri, har vi nu en altermosaik, hvor lyset kommer igennem. Og den giver det mest fantastiske lys. Og den skifter efter årstiden og tidspunkt på dagen. Om det er solskin eller gråvejr. Det kan man bruge lang tid på bare at kigge på, fortæller Vicki Thykjær. 

Projekt med demente

Udover arrangementerne i kirken har Tarm Kirke og Vicki Thykjær i de forgangne år igangsat et forløb, hvor de besøger personer med demens på plejehjem og synger samler fra kirken med dem. 

- Ideen startede under Corona, hvor vi ikke kunne være sammen. Vores menighed gav udtryk for, at de savnede at synge. Min kollega Charlotte, som er organist, samlede en gruppe frivillige, og så tog vi rundt til plejehjem og bosteder – og stod udenfor og sang for folk. Det blev så stor en succes, at da forsamlingsforbuddet blev ophævet, og vi igen måtte sidde inde sammen og synge, så fortsatte det. Der var mange plejehjem og botilbud, som rettede henvendelse til os og spurgt, om vi ikke kunne fortsætte, og det har vi gjort, fortæller Vicki Thykjær. 

- Det er os, der kommer ud til dem, fordi mange er udfordrede på at bevæge sig ud af huset, fordi de simpelthen ikke har ressourcer til det. Det, vi kan give til de ældre i det her projekt, er helt fantastisk, fortæller Vicki Thykjær.

Fællesskabet er det vigtigste

Hvad er det bedste ved at være kirkesanger, og hvad skal man kunne? For Vicki Thykjær er fællesskabet det vigtigste, og derfor er dét at være kirkesanger også andet end bare at have en god stemme. 

- Det vigtigste er de sociale kompetencer, fællesskabet og rummeligheden. Det er et socialt job og et meget varieret arbejde. Der er ikke to dage, som er ens. Men som kirkesanger tror jeg, at det er vigtigt være i stand til lige at stikke en finger i jorden og mærke, hvor andre mennesker er. Og måske også evnen til at mærke, hvad kollegaer og menighed har brug for lige nu. At se andre. Det er lige før, at det er vigtigere end at være god til at synge. Selvfølgelig skal man kunne synge rent, men det er ikke det, der er det allervigtigste. Det kan godt være, at der er nogle, som vil være uenige med mig. Men jeg vil alligevel gerne vove den påstand, fortæller Vicky Thykjær. 

Læs mere om, hvordan man bliver kirkesanger

Find ledige jobs i folkekirken