Kirker, kommuner og lokalsamfund skaber nye grønne fællesskaber på folkekirkens jorder. Marker bliver til natur, økologi og skov, og det åbner for nye måder at samles og tage ansvar for klima og biodiversitet.

Langs sognegrænserne i det flade, danske landskab er en stille forvandling ved at finde sted. De marker, der i årtier har været drevet som traditionelt landbrug, bliver af lokale kræfter genopdaget som fællesarealer for både mennesker og natur. 

En af de lokale kræfter, som virkelig har fingrene nede i mulden, er Torben Hjul Andersen, domprovst i Haderslev Domprovsti og konstitueret biskop samme sted. Han er vokset op på en gård, så han har altid haft "en nær forbindelse til jorden". Lige siden FN’s første klimarapport i 1990 har han fulgt udviklingen i klodens tilstand med en tiltagende fortvivlelse over den manglende handling. Så den grønne omstilling er en hjertesag for ham, fortæller han:

- Det batter jo virkelig noget, eftersom kirken er en af landets største jordejere. Og det er dejligt at kunne gøre noget aktivt. Jeg plejer at sige, at jorden har nok til vores behov, men ikke nok til vores begær. Så det handler i sidste ende om at give afkald på noget, at afgive noget frihed. Vi er indstillet på at gøre noget, selvom det koster os noget.

Men Torben er Hjul Andersen er lige så meget rationalist, som han er idealist.

- Vi arbejder ud fra en tanke om, at det skal være fornuftigt. Og det kan sagtens betyde, at nogle områder skal drives konventionelt, hvis jorden er særligt fed og god. Andre steder er jorden så dårlig, at det måske ville give mere mening at lave naturgenopretning eller et andet projekt i stedet. Vi ser simpelthen på det fra mark til mark, fra jordlod til jordlod.  

Når grøn omstilling bliver et fælles projekt

Alene i Haderslev Domprovsti råder man over 865 hektar jord, hvilket giver det en andenplads over de provstier i landet, som ejer mest jord. Indtægterne for bortforpagtning løber op i hele 2,2 millioner om året, så det ville i den grad kunne mærkes, hvis man vinkede farvel til dem, siger Torben Hjul Andersen, og det ville ikke være forsvarligt. Han peger på, at der i dag ikke findes nogen støtteordninger, som kan give de enkelte menighedsråd et økonomisk incitament til at opsige deres forpagtningsaftaler, da kirken i modsætning til private og kommuner ikke kan få arealtilskud.

Zoomer vi en smule ud fra domprovstiet og kigger på hele Haderslev Stift, ejer menighedsrådene over 1.500 hektar landbrugsjord, hvoraf kun en lille del i dag er økologisk drevet. 

Billedet er dog ved at ændre sig. Flere lokalsamfund ser værdien i at bruge jorden på nye måder, og der er kommet gang i et stærkt samarbejde mellem kommunen, provstiet og menighedsrådene.

- Det er en kæmpe styrke, at det er lokalt forankret. Der bliver det tydeligt, at det lille, lokale demokrati giver mening, siger Torben Hjul Andersen.

Et eksempel er et nyt projekt, hvor der skal etableres et såkaldt regenerativt landbrug på et jordstykke, der ligger lige op ad et parcelhusområde i udkanten af Haderslev. 

- Det kom i stand, fordi jeg var til møde i et lokalt, grønt nabofællesskab. Her luftede nogle et ønske om at lave et regenerativt landbrug. På cyklen hjem kom jeg i tanker om, at vi jo havde et stykke jord, der ville egne sig perfekt, et jordlod, der både er nær en vandboring og har dårlig adgangsforhold for landbrugsmaskiner. Så det er nu ved at blive til virkelighed. Det er et godt billede på samarbejdet mellem provsti, menighedsråd, kommunen og så denne her lille private initiativgruppe, siger Torben Hjul Andersen.

Fra kirkens jord til landsbyens samlingspunkt

Et af de områder, der oplever stigende interesse, er skovrejsning. Mange sogne ser muligheden for at skabe grønne åndehuller, hvor mennesker kan mødes til alt fra vandreture til friluftsgudstjenester. I nogle sogne arbejdes der med idéen om skovbegravelsespladser, hvor folk i fremtiden kan hvile under træernes kroner i stedet for på en traditionel kirkegård.

I Klimaskovfonden kan man søge støtte til skovrejsning og udtagning af kulstofholdige lavbundsjorder, og de har et særligt fokus på folkekirken, hvor den indtil videre har støttet 18 kirker med skovrejsningsprojekter.

- Beslutter man som kirke at rejse skov i stedet for at drive landbrug på kirkejordene, vil det give en vigtig klimaeffekt mange år fremover. Udover klimaeffekten kan en ny skov og natur i nærheden af by- og boligområder også nemt blive et naturligt samlingspunkt med stort engagement. Så det har både stor værdi for lokalmiljøet og for klimaet, siger administrerende direktør i Klimaskovfonden Poul Erik Lauridsen.

Lavbundsjorde – tidligere drænede marker, der kan omdannes til vådområder – er en anden oplagt mulighed. Her kan nye fællesområder opstå, hvor naturen vender tilbage, mens landsbybeboere får adgang til unikke naturområder med stier og opholdssteder.

Menighedsråd og lokalsamfund i samarbejde

At omlægge kirkens jorder er ikke en beslutning, der træffes fra den ene dag til den anden. Der skal tages højde for eksisterende forpagtningsaftaler, økonomiske hensyn og kirkens regler. 

I nogle sogne arrangeres fælles arbejdsdage, hvor frivillige hjælper med at plante træer eller udså blomsterenge. Andre steder har konfirmander og skoleklasser været med til at udvikle idéer til, hvordan jorden kan bruges på en måde, der gavner både natur og lokalsamfund. Og det er netop i fællesskabet, man finder løsningerne, siger Torben Hjul Andersen fra Haderslev Domprovsti:

- Når vi inddrager både menighedsrådet, forpagtere, lokalsamfund og frivillige, bliver resultatet noget, som alle føler ejerskab over.

Tekst: Andreas Lindbjerg Nielsen
Foto top: Jonas Lysholdt Ejderskov, WWF
Foto artikel: Ard Jongsma