Kirken er noget, du må vælge

Nærdemokrati: Menighedsrådsvalget handler om, hvordan hverdagen i vores lokalområde skal være, siger præst Hanne Uhre Hansen. Og hvis vi mener noget med det, vi går og siger, må vi bakke op.

Hvis du synes, det er vigtigt, at kirken er der, er du også nødt til at bakke op om den. Så enkelt er det, mener Hanne Uhre Hansen. "Vi har det nok med at tage kirken for givet. Den har ligget der i byen eller landsbyen altid, og derfor ser vi den som en selvfølge. Men det er den ikke. Den er resultatet af, at folk i tusind år har valgt den til, og hvis vi ikke passer på den, så risikerer vi at miste den. Kirken er der kun, så længe vi vil den.”

Hanne Uhre Hansen er sognepræst og konsulent i Fyens Stift, og når hun prøver at vække folks interesse for det kommende menighedsrådsvalg, nedtoner hun ikke opgavernes omfang og siger: ’Bare rolig, vi holder ikke så mange møder’. Tværtimod. Hun siger: ’Det her er værd at kaste sig ud i. Det kræver noget af dig, det involverer dig. Der er også en stor risiko for at blive grebet for life. Men du skal gøre det, fordi det giver mening, og fordi nogen skal tage det ansvar på sig. Ellers mister vi noget, der har betydning’.”

Det kan ellers se ud, som om folkekirkens medlemmer ikke er helt enige i, at det frivillige arbejde i kirken har stor betydning. Interessen for valg til menighedsrådet er i hvert fald ude af trit med befolkningens ønske om indflydelse på deres samfund i øvrigt. Mens omkring 85 procent stemmer til folketingsvalgene, var der ved sidste menighedsrådsvalg kun 15,1 procent, der stemte i de sogne, hvor der var afstemningsvalg. Og dem var der næsten ingen af – under fem procent af valgene blev afgjort ved afstemning. I de fleste sogne kæmper man snarere for at finde nok kandidater.

Men Hanne Uhre køber ikke tanken om, at folk ikke synes, det har værdi at holde liv i kirken. ”Jeg oplever, at mange mennesker har stor lyst til at lægge kræfter i noget, de synes er vigtigere end dem selv, og at få fat i livet der, hvor det dirrer. De mener, at samfundet skal styres af mere end kølig snusfornuft og økonomi; de vil gerne forholde sig til de store ting i tilværelsen. Og kirken handler jo netop om det allermest grundlæggende, nemlig vores eksistens: om valg og kontrol, om svigt og sorg, skam og skyld, tro og tvivl. Vi har brug for den stemme i samfundet og for at have et sted midt i præstationsræset, der kan rumme os ubetinget, som vi er. Det er mange godt klar over, tror jeg. Og hvis vi mener noget med det, vi går og siger, så er vi også nødt til at lægge energi i det.”

For mens folketinget holder sig til de overordnede linjer, så er indflydelsen i menighedsrådet anderledes håndfast, påpeger hun og kalder kirken for Danmarks største nærdemokrati. ”Menighedsrådet er med til at afgøre, hvordan kirken skal være lige netop her hos os. Skal vi lægge kræfterne i traditionelle højmesser, eller vil vi noget andet? Er det de unge, som der måske er mange af i byen, vi skal fokusere på, eller skal vi arrangere lektiecafeer for dem, der har brug for det? Skal vi arrangere en strikkeklub, der laver sweatere til de hjemløse? Synes vi kirken skal være et sted, der altid står åbent, eller skal den låses af? Skal kirkebygningen restaureres, og hvordan skal den i så fald se ud? Det er helt afgørende, at der er nogen, der vil være med til at tage de beslutninger og levere den indsats, der er brug for.”

Ellers risikerer vi i sidste ende at miste et sted at søge hen, når tilværelsen ramler, mener hun. ”Kirken står jo parat, når liver bryder sammen for os hver især. Der er et personale, der ved, hvad de skal; der er en præst, der drager omsorg for mig, og et menighedsråd, der har sørget for at rammerne er på plads – jeg skal bare træde ind i rummet, og så er der noget, der bærer mig. Og alt det usynlige arbejde, der ligger bag det, al travlheden bag kulisserne, det ser vi ikke. Men kirken står og falder med de mennesker, der lægger et arbejde i at få den til at hænge sammen. Det er en fælles opgave at løfte det ansvar.”