Mørke i fængslet

Et fængsel er ikke bare et sted hvor alle døre er låst, og hvor gardinerne er lavet af hærdet stål. Det er heller ikke bare en institution hvor man opbevarer kriminelle mens man straffer, reformerer og resocialiserer dem. Et fængsel er en verden for sig; et lille lukket økosystem hvor der gælder særlige regler – og der er regler for alt. Alt er beskrevet: Hvornår står man op? Hvem laver morgenmad? Hvornår møder man på arbejde? Hvad skal man lave? Hvornår skal man til købmanden? På biblioteket? I kirke? Hvornår er der besøg? Alle disse ting får man svaret på ved at slå op i en af Kriminalforsorgens udførlige beskrivelser og regelsæt. Der findes svar.

Det eneste der ikke findes svar på, er de 12 timer hvor den indsatte befinder sig alene på sin celle fra dørene låses kl. 20 og til de igen åbnes den følgende morgen kl. 8 og man begynder forfra på hele rutinen. Men hvad laver man så? Hvordan får man 12 timer til at gå når man kun kan sove i otte? De fleste indsatte ser tv eller serier. Nogle skriver breve. Enkelte læser en bog, og indimellem sker det at en indsat læner sig så tæt op ad vinduet, der kun kan åbnes på klem, at han kan tænde en smøg uden at vagterne på gangen kan lugte at man ryger på cellen. Det er der nemlig regler for, og det er forbudt.

Men når tv’et er slukket, brevene skrevet, bogen læst, og smøgen røget, er man alene i mørket med sine tanker. Mange vil mene at det ikke er godt for et menneske at det ikke kan dele sine tanker med andre, og det er svært i et fængsel. Snakke her handler ikke om hvad man drømmer om natten, eller hvad man drømmer om når man kommer ud; det er som regel for langt ude i fremtiden og alt, alt for usikkert til at man synes det giver mening at tale om. Det er også svært at dele sine inderste tanker med mennesker som man ofte kun har én ting til fælles med; nemlig at man sidder i samme fængsel Man kan selvfølgelig snakke med sin sagsbehandler eller en socialrådgiver, men her forventes det at snakken er konkret og fører et sted hen; ikke ud på filosofisk dybt vand eller tankespindenes overdrev. Så i mørket er man alene med sine tanker. Og de er helt ens egne.

Som fængselspræst har man den helt unikke mulighed at man kan snakke med de indsatte, både på tomandshånd og i grupper, om emner som den enkelte indsatte finder relevant, og der bliver ikke taget referat. Der bliver ikke skrevet journal. Der bliver ikke ført regnskab over timeforbruget. Man er bare i samtalen, og den får som regel lov at bevæge sig den vej den selv stikker ud. Det kan til tider stille store krav til samtalepartneren; i dette tilfælde mig som præst.

En gang om ugen har jeg besøg af en gruppe indsatte i kirkens forsamlingslokale. Det er ikke et tilbud til disse indsatte. På Enner Mark Fængsel er det et krav. De indsatte i gruppen er på vej ud af et misbrug eller en afhængighed, og de skal i den proces lære at håndtere de udfordringer som afvænningen giver. Det er ikke bare abstinenser og andet fysisk og psykisk ubehag. Det er også en tilvænning til det at være sammen med andre mennesker på lige vilkår; det at fokusere på et givent emne i to timer, det at være opmærksom på andre, og det at finde ud af hvordan man deler det sidste stykke kage. Noget som mange andre opfatter som helt basale ting, men i dette tilfælde ting som måske skal (gen)indlæres.

Min opgave som præst er her at igangsætte den samtale der finder sted, og når den er i gang: at styre den så den fører det sted hen som jeg ønsker det. Der kan være den udfordring at nogle af de indsatte har en opmærksomhedsdiagnose og ganske enkelt ikke kan sidde stille ret længe. Der kan være kognitive vanskeligheder. Der kan være manglende sociale kompetencer, og der kan være en indgroet modvilje mod det som de indsatte opfatter som ’systemet’; den store, ubestemmelige og fjendtlige skikkelse som styrer alt hvad der foregår inden for murene, og som præsten også – til at begynde med, i hvert fald – ses som en del af.

Jeg indleder gruppemøderne med kaffe, småkager og uddeling af Fidget Cubes, små terninger som er udstyret med knapper, hjul og andre ting man kan røre ved og få små, men rare taktile oplevelser ud af. Fidget Cubes er en forudsætning for at en del af de indsatte i grupperne overhovedet kan fokusere, for når deres hænder og fingre er beskæftiget, kan de sidde stille, lytte, og endda deltage i samtalen uden at skulle kanalisere den rastløse energi steder hen hvor den ikke er hensigtsmæssig. Og så begynder snakken.

Jeg har altid et oplæg med. Én gang har det været ’Universets historie fra Big Bang og frem til denne formiddag’, en anden gang handlede det om ’Etik og moral – hvordan man opfører sig. Og hvorfor’. Det har også handlet om samfundskundskab, mad, træning, fremtiden, livsduelighed og en række andre ting, og fælles for disse totimers-sessioner er at jeg bruger en dag eller to på at forberede mig. Jeg skal nemlig ikke bare fortælle om universet; jeg skal også på stående fod kunne fortælle hvad en AU er (det er en astronomisk enhed, middelafstanden mellem jorden og solen), hvor langt der er til solen, hvorfor Pluto ikke længere er en planet, og hvad der er uden for universet. Jeg skal i korte træk kunne redegøre for Plato, Descartes, Schopenhauer og Brinkmann, svare på om heste kender til moral eller løver kan handle etisk, og en enkelt gang er jeg blevet bedt om at redegøre for meningen med det hele. Sidstnævnte tog sin tid.

Jeg skal altså, uanset hvilket emne jeg vælger, være godt forberedt for at komme hele vejen rundt – og ikke sjældent længere uden for emnet end ventet. Samtidig skal de indsatte have noget med fra møderne; noget der sætter tanker i gang, og noget der er relevant i deres hverdag. Og så var det jeg faldt over ’folk&kirke’. Magasinet er en meget værdifuld ressource, både som inspiration, som information og som forberedelse til samtaler og prædikener. Magasinet behandler et givent – og altid relevant – emne fra en lang række forskellige synsvinkler, og det viser sig ikke sjældent at noget vækker genklang hos en indsat. Jeg hører tit sætningen ’Det kender jeg godt. Det minder mig om dengang …’ Og så går snakken. Den bliver sat i gang af en artikel eller et tema, og så glider den uden videre over til de indsattes egne erfaringer, deres viden, deres udfordringer, håb og drømme. Måske bliver den suppleret og hjulpet videre af endnu en artikel, og så opstår den udveksling som man ellers ikke kan have når man sidder på afdelingen og egentlig gerne ville snakke lidt dybere end til hvad der skete i søndagens sportsbegivenheder eller det seneste afsnit af en tv-serie. Ovenikøbet opstår den i et rum hvor der er plads til at byde ind, lytte, dele og erfare, og der skabes en forbindelse til verden udenfor fordi man opdager at ens egne tanker, følelser og erfaringer spejles at et helt almindeligt menneske derude. Det må jo, konkluderer nogle, betyde at man selv er et helt almindeligt menneske med samme tanker og følelser som andre helt almindelige mennesker. Altså er der håb om at blive eller forblive et helt almindeligt menneske når man en gang er ude på den anden side igen.

I magasinet om mørke får jeg lyst til at tale med de indsatte om disse artikler:

• Facts om lys og mørke (Hvad er mørke som fysisk fænomen overhovedet for noget, og hvordan kan denne fysisk realitet danne baggrund for den metaforiske brug af mørket?)
• De arbejder i mørket og Det kan du opleve i mørket (Er der nogle steder I ikke selv ville have lyst til at skulle opholde jer på, eller noget mørke I gerne vil opsøge? Hvad gør forskellen?)
• Death metal og blå saxofoner (Kan I godt lide melankolsk eller aggressiv musik? Hvorfor?)
• Smertejægeren, der for vild i mørket og Dark Tourism: Turen går til Holocaust (Er der noget mørke vi skal holde os fra? Og så er det relevant for indsatte i fængslet at tale om dobbetheden: På grund af deres forbrydelser ser de sig selv blive karakteriseret som onde og formørkede i dagspressen, samtidig med at de sager som de er straffede i, leverer frydefulde gys til læserne.

Med lidt held sætter samtalerne gang i tanker der fylder på en positiv måde i de 12 timer mellem 20 og 8. Tanker i mørket om hvordan ting er, kunne være og måske kan blive når man selv bestemmer hvornår når dørene låses og låses op, hvem man tilbringer sin tid sammen med, og hvornår lyset igen kan tændes og drive mørket væk.