Elisabeth blev konfirmeret som 34-årig

Andreas Lindbjerg Nielsen

Da Elisabeth blev konfirmeret i Sct. Mortens Kirke i Randers i 2014, var hun 34 år. Det var sammen med en hel 7.-klasse, og hun gik bagerst ind i kirken iført sin gamle studenterkjole. 

- Jeg manglede kun slangekrøllerne, siger den i dag 38-årige cellist og violinbygger, som for tiden er ansat som organist i tre kirker på Viborgegnen. Hun betegner selv konfirmationen som et af de allerstørste øjeblikke i hendes liv. 

- Det var et magisk øjeblik. Og meget rørende.

Ville ikke konfirmeres med klassen

Det var ikke på grund af manglende tro, at svenskfødte Elisabeth ikke blev konfirmeret, da hun gik i 8. klasse i Malmø. Hun blev mobbet, fordi hun havde nogle anderledes interesser end kammeraterne. Hun gik mere op i klassisk musik end mærketøj og holdt sig mest for sig selv. 

- I Sverige ligger konfirmationsforberedelsen uden for skoletiden. Og jeg kunne slet ikke overskue at bruge mere tid sammen med de andre, så jeg droppede min konfirmation. 

Knap et år efter, da Elisabeth var femten, døde hendes far af kræft. I fortvivlelsen og sorgen genfandt hun sin barnetro på, at hun nok skulle se ham igen en dag. Og i årene efter kom ønsket om, at hun ville lade sig konfirmere i kirken en dag, når den rette tid kom. 

- Jeg ville gerne gøre det officielt. Det betød meget for mig at blive bekræftet i min kristne tro.

Mødet med Line

Line Hage er i dag sognepræst i Sundby, men var i 2014 præst i Randers. Hun husker tydeligt, da hun fik den særlige forespørgsel.

- Jeg blev meget glad, da Elisabeth kom op til mig og spurgte, om jeg ville konfirmere hende. Det var jo en gave at få, min første voksenkonfirmand, fortæller Line Hage. 

Siden har hun fattet stor interesse for den voksne konfirmation og kristendomsoplæring. Hun har i den forbindelse oversat bogen “Katekumenat - en metodebog om voksnes vej til tro”, som oprindeligt er skrevet på svensk af Elisabet Lindow. 

Et katekumenat er en slags samtalegruppe for voksne i sognet eller menigheden, hvor man mødes og deler sine erfaringer og tanker om tro. Katekumenatet kendes helt tilbage fra oldkirken og kommer før både bibler, præster og kirker. Dengang fungerede det som en slags dåbsforberedelse og kunne tage op til tre år, hvorefter man var klar til at blive døbt påskenat. Katekumenatet er en udbredt praksis i Sverige. 

Sognepræst Line Hage oprettede sit første katekumenat i Sct. Mortens Kirke i Randers. Normalt slutter et forløb med en gudstjeneste, men nogle vælger at afslutte det med enten dåb eller - som i Elisabeths tilfælde - konfirmation.

Et tillidsfuldt sted at tale om tro

Det var Elisabeths mand, der fandt pamfletten om Lines nyopstartede samtalegruppe i Randers - katekumenatet - og foreslog hende at tage afsted. Det viste sig at være et fantastisk rum at mødes i, fortæller Elisabeth: 

- Man mødes og taler om alt muligt: Tvivl. Tro. Personlige udfordringer og oplevelser. Nogle gange er det meget hverdagsagtigt, andre gange fortæller folk om overnaturlige ting. Men der er ingen, der afbryder eller stiller spørgsmål ved oprigtigheden i folks oplevelser. 

Det er vigtigt, at samtalen foregår uden præsten. Sognepræst Line Hage forklarer, at hendes rolle er at rekruttere folk og hjælpe med de liturgiske og teologiske spørgsmål, der måtte opstå. Men til selve samtalerne holder hun sig væk for ikke at hæmme den åbne dialog.

- Det handler i virkeligheden også om vores kirkesyn. Voksne fra menigheden må jo meget gerne tage del i det kirkelige arbejde - det skal ikke altid være præsten. I Danmark er teologi ofte en intellektuel disciplin, hvor belæste mennesker udstikker, hvad teologi er og ikke er. Men folkekirken er jo folkets kirke. Derfor skal folket også være med til at udvikle teologien og diskutere, hvad Gud og tro er for størrelser, siger Line Hage.

For tidligt at konfirmere 13-årige

Der bliver ikke ført statistik over antallet af voksenkonfirmander i Danmark. Ifølge Line Hage og andre præster og undervisere, der beskæftiger sig med området, er der højst tale om en lille håndfuld hvert år. Men Line Hage forudser, at der vil ske en stigning i de kommende år.

- Jeg tror, at vi vil se flere og flere voksenkonfirmationer, når alle de oprørske unge, der sagde nej til konfirmation, senere i livet gerne vil have den dimension med også.

Hendes håb er, at der kommer til at være et katekumenat i alle sogne i landet. Men det er også okay, siger hun, at det går langsomt og udvikler sig nedefra i takt med, at folk selv opsøger det. 

- Jeg tror, at behovet vil opstå på et tidspunkt. For i virkeligheden er det jo fjollet at konfirmere børn på 13 år, som ikke har så mange livserfaringer at trække på, og som endnu ikke har et særlig udviklet abstraktionsniveau, siger hun.

Tilbage til Elisabeths konfirmation i Sct. Mortens Kirke i Randers. Modsat resten af de unge konfirmander fra holdet, holdt Elisabeth ingen fest efter kirken. Hun fik lidt kaffe og kage med Line og et par stykker fra katekumenatet, og af hendes mand fik hun en salmebog på dansk. 

Elisabeth tror, at mange flere voksne ville bruge katekumenatet, hvis de vidste, at det fandtes.

- Jeg synes, at der burde være flere tilbud til voksne om at “gå til præst”, ligesom de unge gør. Især mennesker midt i livet, som har et behov for at få bekræftet deres tro og tale om deres tvivl.