'Bed jeg fast i vreden, ville den lukke mig inde'

Under en filmoptagelse i 2014 var skuespilleren Bodil Jørgensen udsat for en ulykke, der bragte hende i livsfare. Hør hende fortælle, hvorfor hun har tilgivet de ansvarlige for ulykken, og hvorfor tilgivelsen er en nådegave.

Tilgivelsen er vigtig for skuespilleren Bodil Jørgensen, som i 2014 fik spørgsmålet om tilgivelse særligt tæt på, da hun var udsat for en alvorlig ulykke under en filmoptagelse. 

Ulykken skete, da Bodil Jørgensen faldt af en traktor og efterfølgende blev ramt af den. Den folkekære skuespiller fik brud på bækkenet, brækkede samtlige ribben og begge kraveben, og hendes lunger klappede sammen og både nyrer og lever blev perforeret.

Efter ulykken, som efterlod Bodil Jørgensen med fysiske mén, var der nogle mennesker, hun skulle tilgive. Det har hun gjort.

- Hvis jeg bed mig fast i vreden, ville den lukke mig inde i min egen forfængelighed. Men de kræfter, der skal til for at tilgive, finder vi i nogle tilfælde kun hos Gud, fordi han forstår og tilgiver alt. Vi gør det, så godt vi kan, og resten er op til ham. Men vi bruger for mange kræfter på at se ned på hinanden, også fra politisk hold, og det kan vi simpelthen ikke tillade os. Det er ikke Kristi budskab, siger hun.

Ulykken var hård for både skuespilleren og hendes mand og tre børn, og vejen til tilgivelse var heller ikke let, fortæller Bodil Jørgensen

- Det afskar mig fra min familie i meget lang tid, og det udsatte dem for stor sorg, fare og frygt. Det var svært at finde ud af, hvad der egentlig skete. Og var der nogen, der havde en skyld i det?  Og kunne jeg tilgive det? spørger Bodil Jørgensen i videoen, du kan se herover.

- Den nåde, du oplever ved at tilgive nogen, er så stor, at det andet lille regnskab ikke har nogen betydning. Du bliver fritaget og frigjort, siger hun også i videoen.

Når mennesker afviser al kristendommens snak om tilgivelse og nåde under henvisning til, at de ”da ikke har gjort noget”, kalder Bodil Jørgensen det ”psykologisnak” eller ”regnskabstænkning”.

- Det bliver for småt. Der er jo tale om en nådegave af enorme dimensioner. Hvis man i øvrigt tror, at man ikke har gjort noget og ikke har brug for tilgivelsen, så er det ikke sandt. For vi gør jo noget ved hinanden hele tiden. En eventuel vished om, at man gør det gode, kan man ikke bruge til noget.