Tilgivelse. Punktum.

For fængselspræst Mette Kruse Andersen ligger tilgivelsen altid klar til at blive givet.

Det er ikke sådan at komme ind. Eller ud. Anderledes kan det ikke være her i Jyderup Statsfængsel, der er gemt godt af vejen i byens udkant og er hjem for 162 indsatte.

Mette Kruse Andersen kommer ud af fængselskirken, der ligger som en lille ø midt i det hele. Siden 2012 har hun været fængslets præst, og udover gudstjenester og sociale arrangementer bruger hun det meste af sin tid på samtaler og sjælesorg.

- De indsatte har et stort behov for en fortrolig samtale med en præst. De er en del af et system, hvor alt bliver journaliseret, og derfor er det for de fleste en befrielse at tale med mig, fordi jeg har tavshedspligt. Jeg skriver intet ned, jeg laver ingen handlingsplaner, og alt, hvad de siger til mig, kommer ikke videre, siger Mette Kruse Andersen.

To meter fra kirken står det meterhøje hegn og minder om, at det er klogest at holde sig på den rigtige side af det. 

Ganske vist er Jyderup Statsfængsel et af landets otte åbne fængsler, men udgang bliver kun givet efter ansøgning, og trodser en indsat forbuddet, bliver vedkommende sendt direkte i et lukket fængsel. 

Så enkel er levereglen her. I det hele taget er der ikke så meget at rafle om – heller ikke de indsatte imellem.

- Her taler man ikke om følelser, og man åbner sig ikke over for andre mænd. Det handler om at opretholde facaden for ikke at vise svaghedstegn. Det er en af grundene til, at de kommer til mig. Primært fordi jeg er præst, men det at jeg er kvinde, gør det ofte også lettere. Mange har haft en trist opvækst og forbinder ikke faderrollen med noget positivt. Så i mødet med mig falder facaden, siger hun.

I reolerne er der bibler, salmebøger og børne-bøger med glade Jesustegninger. Det er ikke for syns skyld, for her i kirken bliver den kristne lekture brugt til blandt andet dåbsundervisning, studiekredse og læsegrupper. 

I det hele taget har kirken et højt aktivitetsniveau. Alle ugens dage står kirkedøren åben fra morgen til aften – blandt andet med daglig fællesspisning for madklubben. 

- Det er et sted, hvor man kan komme og gå. Det sker ofte, at der er en eller anden, der lige stikker hovedet ind på mit kontor, sætter sig i sofaen og snakker i et par minutter, inden han går igen. Det tager jeg som en tillidserklæring, for dermed beviser han jo selve kirkens eksistensberettigelse som et sted, hvor alle til hver en tid er velkomne, siger Mette Kruse Andersen.

Hun definerer sig som fængselspræst med stort F. Hun blev cand. theol. fra Københavns Universitet i 2009 og har arbejdet i Vestre Fængsel i 2011-12, inden hun kom til Jyderup.

- På universitet brugte jeg mange år på at læse uden at vide, at jeg ville være præst. Jeg har dog altid været optaget af sjælesorgen og den personlige relation, og da jeg på Pastoralseminariet kom i praktik i statsfængslet i Vridsløselille, vidste jeg med det samme, at jeg ville være fængselspræst, siger Mette Kruse Andersen og fortsætter:

- Som fængselspræst er jeg med til at drage omsorg for dem, der har store udfordringer i livet. Jeg ser de indsatte som ligeværdige mennesker, og derfor er det ikke vigtigt for mig at vide, hvorfor de sidder inde. Min opgave er ikke at frelse dem, men jeg tror, at det er vigtigt, at jeg møder dem med respekt.

Igen vender hun tilbage til hårdheden i et fængsel. Her er det mere undtagelsen, at der bliver givet hånd til en indsat.

- Derfor gør jeg meget ud af at trykke hånd. Når jeg går rundt i fængslet, hilser jeg på Gud og hver mand. For de indsatte betyder det meget, at de bliver mødt med et håndtryk og et smil. Det kan jeg se i deres blikke, siger Mette Kruse Andersen.

- Til tider er det hårdt, men det er også meningsfyldt. Det er det hele værd, og jeg bliver ved med at se et lys i mørket.