Det utilgivelige overlader jeg til Gud

Det føltes som endnu en krænkelse, da han blev bedt om at tilgive sin pædofile krænker. Kristian Ditlev Jensen har overladt hans skæbne til Vorherre. 

Kristian Ditlev Jensen udgav i 2002 bogen 'Det bliver sagt'. Her fortæller han om de krænkelser, han gennem tre år blev udsat for af en pædofil vaneforbryder.

- Efter jeg havde udgivet min bog, sendte den mand, der havde begået overgreb mod mig et brev til mig. Han havde behov for at sige undskyld og få tilgivelse. Det gjorde mig meget frustreret, fordi jeg ud over at være blevet voldsomt krænket, nu også skulle tilgive gerningsmanden, fordi han sagde undskyld, fortæller Kristian Ditlev Jensen, der ikke har tilgivet sin gerningsmand for overgrebene, men ladet hans skæbne være op til Gud.

Kristian Ditlev Jensen mødte også et samfundsmæssigt krav om tilgivelse, efter hans bog udkom.  

Forfatteren, som i dag studerer teologi, fik nemlig flere breve fra velmenende læsere af sin bog, som mente, at han skulle tilgive, så han selv kunne få det bedre.

- ­Det gjorde mig meget vred, fordi tilgivelsen blev et udefrakommende krav. Tilgivelse er noget helt personligt og kan ikke påtvinges som et krav. Tilgivelse må komme indefra, slår Kristian Ditlev Jensen fast.

Tilgivelsen kom ikke af sig selv dér indefra, og kristendommens tale om at vende den anden kind til virkede provokerende. Sådan kan ingen reagere spontant på svigt og overgreb.

- Ikke desto mindre er det lige præcis min erfaring, at først med tilgivelsen bliver man forløst. Tilgivelse er ikke det samme som at glemme det, der er sket, men man skal forsone sig med det. Man skal forholde sig til det, og man skal tro på, at der er en tilgivelse for gerningsmanden. Så tror jeg, man kan opnå en frihed til at leve i verden, som den er, siger Kristian Ditlev Jensen.

Når kristendommen kan insistere på tilgivelsen som en mulighed, er det fordi den har Gud med i ligningen, mener forfatteren, der sammenligner det at blive tilgivet med at blive restaureret.

- Vi må skelne mellem vores egen forsoning med det der overgår os, som menneske, samfund eller som menneskehed og så den egentlige restaurering af den skyldige. Vi kan ikke fratage den skyld et andet menneske har for de handlinger, vedkommende har begået. Men vi kan prøve at forsone os med det der er sket og så overlade restaureringen eller tilgivelsen til en højere magt.

LÆS OGSÅ: Anne-Cathrine Riebnitzsky: Tilgivelse er en beslutning

Kristian Ditlev Jensen kalder det en af de meget, meget fine ting ved religion, at man kan overlade det til Vorherre at afgøre, om der er tilgivelse for gerningsmanden. Hvis det i første omgang er en sag mellem gerningsmanden og Vorherre, får man måske selv plads til forsoning.

- Jeg hørte engang en prædiken, som handlede om, at vende den anden kind til. Præsten argumenterede for, at tilgivelse handler om synspunkter, mere specifikt om et tredje synspunkt. Det er der, tilgivelsen indfinder sig. Offer og gerningsmand kan have hvert sit synspunkt. Det er to forskellige historier, to forskellige oplevelser, to forskellige forståelser. De to historier er ud over at være uforsonlige også uforenelige. For den ene betyder det måske ingenting, for den anden betyder det alt.

Pointen er at der er et tredje synspunkt, nemlig Guds synspunkt. Hvis man kan forestille sig dette tredje synspunkt, som vi ikke kan se og ikke har bevis for, så kan man måske begynde at forestille sig at der findes en form for tilgivelse.

Vejen til tilgivelse kan deles op i tre trin, mener Kristian Ditlev Jensen.

- Jeg læste engang en lille engelsk bog om selvværd, som jeg syntes var fremragende. Den handlede blandt andet om tilgivelse og selvværd. Der stod, at hvis man har sit selvværd i orden, kan man ikke bare uden videre tilgive.

- Der er nogle trin man må gå igennem, før der kan blive tale om tilgivelse. For det første må gernings- eller overgrebsmanden selv vise behov for tilgivelse ved at bede ydmygt om tilgivelsen, og det er noget andet end at forlange den, forklarer Kristian Ditlev Jensen, der selv oplevede, at hans overgrebsmand forlangte tilgivelsen frem for at bede ydmygt om den.  

Hvis skyld er det, som binder os til hinanden i negative relationer, så er tilgivelsen det, der kan befri os fra dem. Og påsken er fortællingen om den ultimative tilgivelse, mener Kristian Ditlev Jensen.

- Jeg tror, man skal have en vis erfaring og erkendelse af, at vi selv begår fejl, for at forstå at vi ikke har noget at lade hinanden høre. Derfor er det et godt princip, at vi tilgiver hinanden og på et dybere plan ser os selv som nogen, der kan forny os - og har brug for det. Påskemorgen fejrer vi netop genopstandelsen, den ultimative tilgivelse, hvor vi har mulighed for at opstå på ny, forny os selv og genopfinde os selv.

- Den pædofile, der krænkede mig, sidder nu i sit hjem. Han har gjort det, han har gjort. Måske gør han det stadigvæk, jeg ved det ikke. Men han er fri til at lade være. Han er fri til at blive en anden.

Skal vi forstå, hvad der dybest set er meningen med tilgivelse, er det interessant, at ordet frelse egentlig betyder ”fri-hals”, forklarer Kristian Ditlev Jensen. Man er lænket med en halsring, som bliver sprængt. Tilgivelsen kan altså frelse os fra negative relationer og i den forstand er der noget positivt i, når vi tilskynder hinanden til at tilgive. Det gælder også tilgivelsen af os selv. Tilgivelsen frelser kun fuldstændigt, hvis vi også er i stand til at tilgive os selv.

- I påskefortællingen er det interessant, at Judas, som svigter Jesus, på forhånd er tilgivet. Alligevel hænger han sig, selvom han er tilgivet det utilgivelige. Han kan altså ikke tilgive sig selv. 

Guds tilgivelse er frigørelse, konkluderer Kristian Ditlev Jensen. En frigørelse der gør, at vi på trods af en problematisk verden bliver ved med at leve sammen i den.