"Der er ikke meget, du kan gøre forkert – men det er forkert ikke at gøre noget"
Måske kender du det. Oppe ved kaffemaskinen står hun. Din kollega, som for en måned siden mistede sin mand.
Hvad skal du sige? Skal du overhovedet sige noget? Det er nok bedst at lade være. Og det gør du så.
I så fald er du ikke alene.
Langt fra, faktisk.
En smitsom sygdom
Ingeborg Kastberg er hospicepræst på Hospice Sønderjylland i Haderslev og præst i Team for Lindrende Behandling på Sygehus Sønderjylland.
I mere end 16 år har hun stået helt tæt på, når døende tager afsked med livet – og når dem, der står tilbage efter det sidste farvel, træder de første skridt ud i en endegyldigt forandret verden.
Hun hører ofte efterladte fortælle, hvordan de efter dødsfaldet tilsyneladende er blevet usynlige ved køledisken i supermarkedet.
Eller hvordan de går alene på fortovet, fordi de andre skiftede side i takt med, at de nærmede sig hinanden. Nærmest som om de led af en smitsom sygdom.
Det værste, du kan gøre
- Vi er så vant til at have magt over tilværelsen, at vi bliver forskrækkede, når vi møder afmagten i skikkelse af en, der har mistet. Og så bliver de fleste af os så bange for at gøre noget forkert, at vi ingenting gør, siger Ingeborg Kastberg.
Men det er faktisk det værste, du kan gøre. Altså ingenting.
For når vi ingenting gør, bekræfter vi den sørgende i følelsen af at være efterladt og alene i sorgen.
- Vi kan ikke tage den følelse fra den sørgende, men vi kan formindske den ved at være sammen om sorgen, så han eller hun med tiden oplever, at der er et liv at være efterlevende i, siger Ingeborg Kastberg.
Én vigtig huskeregel
Det ér svært at vide, hvordan man bedst rækker ud, når man står over for et menneske i sorg. Derfor er Ingeborg Kastbergs vigtigste huskeregel også, at man ikke kan gøre noget forkert, men at det kan være forkert ikke at gøre noget.
Men hvad er det så, vi kan gøre?
Her får du Ingeborg Kastbergs bud på, hvordan du kan række ud, når nogen, du kender, mister.
9 gode råd
1: Det er bedre at sige noget end at lade være
Mange er bange for at gøre den, der har mistet, ked af det, men sandheden er, at de er kede af det i forvejen.
Og det er bedre at sige noget end at lade være, så der er med andre ord ikke så meget at være bange for.
Hvis du ikke kan finde de rigtige ord, kan det også være helt fint at sige netop dét. Den efterladte vil føle sig mere set, end hvis du ingenting siger, eller hvis du går over på den anden side af fortovet.
2: Lad være med at fikse
Der er meget, vi kan gøre for dem, der sørger, men selve sorgen kan vi ikke gøre noget ved. Og derfor skal vi lade være med at forsøge.
Sorgen er ikke et problem, der kan løses. Den er et vilkår, vi må bære sammen, så den bliver mindre ensom.
Accepter at sorg kan være livsændrende, og vær til stede i smerten med den, der har mistet. Det er den største trøst, du kan tilbyde.
3: Hvis du er i tvivl – så spørg
Hvis du ikke ved, hvordan du bedst hjælper, så spørg.
’Jeg vil så gerne støtte dig, men jeg ved ikke hvordan. Kan du sige noget om, hvordan jeg bedst hjælper dig?’
Det kan være svært for den sørgende at svare på, men nu kender han eller hun din intention. Herfra må du prøve dig frem. En god ide er at tilbyde noget meget konkret.
’Jeg kommer forbi, så vi kan gå en tur sammen. Vi behøver ikke tale, hvis du ikke har lyst’ eller ’Jeg kommer forbi med aftensmad i morgen’ er bud på helt konkrete ting, du kan tilbyde.
Hvis du får et nej tak, så tilbyd din hjælp igen senere. Et nej tak i dag er ikke nødvendigvis et nej tak i morgen eller om en uge.
4: Tag initiativet
De færreste har overskud til at bede om hjælp, når de er i sorg. Måske har de ikke kræfterne til det, måske vil de ikke trænge sig på.
Drop derfor ’Du skal bare sige til, hvis der er noget, jeg kan gøre’ og ’Du ringer bare’.
Erstat det i stedet med en helt konkret tilbud:
’Jeg ringer til dig i morgen’ eller ’Jeg kommer forbi om en uge for at se, om der er et eller andet, jeg kan hjælpe dig med.’
5: Bliv ved. Længe.
Blomsterne, de lune boller og de velmenende opkald kommer i en lind strøm den første tid efter dødsfaldet, men mange fortæller, at omsorgen klinger af efter en måned eller to.
Men sorgen går ikke bare over. Og man kommer ikke over den. Sorgen er en del af den efterladte, og det bliver den ved med at være det længe.
Derfor er det en trøst for den efterladte at mærke, at du har blik for netop det, og at du fortsat lytter, spørger og tilbyder din hjælp.
Et opkald eller en sms på den dødes fødselsdag, dødsdag eller bryllupsdag kan være meget betydningsfuldt for den efterladte.
6: Omsorg er andet end ord
Hvis du ikke befinder dig godt med at tale om følelser, eller hvis du og den efterladte ikke har den relation, er der andre måder at vise din omsorg på.
En kærlig hånd på skulderen, et tilbud om en fælles tur i Brugsen, praktisk hjælp til at slå græsset eller til at tage opvasken kan indeholde rigtig meget omsorg uden særlig mange ord.
Nogle efterlevende synes desuden, det er rart, at det ikke altid er sorgen, der bliver spurgt til.
7: Tal om den døde
Den efterladte er meget optaget af den, han eller hun har mistet.
Derfor er der en rigtig fin anerkendelse i at tale om den døde og på den måde holde mindet i live.
’Hvis Svend havde været her nu, så havde han sagt…’ eller ’hvis din mor havde været her, så er jeg helt sikker på, at hun ville have…’
De døde bærer vi med os, så længe vi selv lever. Og alle de historier, vi har om og med dem, er en del af os.
8: Mind om, at der er et liv endnu
Hvis den efterladte altid har været den, du gik til, hvis du skulle have et god råd om bilen, haven eller noget helt tredje, kan det være betydningsfuldt stadig at blive spurgt til råds. Også selv om man ikke har så mange kræfter til det.
’Må jeg komme forbi til et godt råd eller to? Det behøver ikke være længe - ikke mere, end du har kræfter til.’
Det minder den efterladte om, at andre har stadig brug for en, selv om man er på nedsat kraft, og at man har flere roller end den ene, der er nu: At være efterladt, fordi man har mistet.
9: Forvent ikke, at det bliver let
Det er ikke nemt at være pårørende, kollega eller nabo til en, der har mistet.
Man skal heller ikke forvente, at det er overstået på et par uger eller måneder, og at alt så kan fortsætte som før.
Til gengæld får man mulighed for at være medmennesker og betydningsfulde for hinanden.
