Vi har i generationer fortrængt skammen – nu vender den stærkt tilbage

Som med alt andet fortrængt bobler den nu igen op til overfladen, skammen. Så massivt, at særligt unge mennesker bliver væltet omkuld af den. Den gode men ubekvemme nyhed er, at der faktisk er noget, vi kan gøre ved det her og nu – hvis vi tør. Det mener forfatter og højskolelærer Christian Hjortkjær.

De renskurede nybyggerkvarterer i udkanten af Silkeborg strækker sig tilsyneladende i én uendelighed.

Jeg tager mig selv i at blive overrasket over, at en højskolemand, teolog og Kierkegaards-ekspert bor i et område, som åbenbart i mine fordomme befolkes af et lidt mere konformt borgerskab, spidsborgeren, hvis man skal være en smule grov. Men så snart man træder indenfor i det brune bjælkehus, er der højskolestemning for alle pengene. Bløde møbler og teaktræ, reoler pakket med bøger og – naturligvis – et opretstående klaver med en opslået nodebog (’Fællessang’) midt i stuen.

Vi skulle egentlig have mødtes på Silkeborg Højskole, hvor Christian Hjortkjær til dagligt er lærer, men hans fireårige datter er blevet syg. Hun tuller lidt rundt og får lov til at se iPad. Hun vælger 'Bluey', en populær tegnefilmsserie om en blå hund og hendes familie. En af de få børneserier man som voksen faktisk nyder at se, bliver vi enige om: 

- Den tør udforske nogle komplekse emner uden at tale ned til barnet. Og hvis der er en morale, er den altid til de voksne: Prøv om du kan give lidt mere plads til dit barn, prøv at se det, som det er.

Det er nøjagtig sådan, Christian Hjortkjær gerne vil gå til sin lærergerning på højskolen. Her underviser han blandt andet i fagene 'det utilstrækkelige selv', filosofi og teologi - komplekse, almenmenneskelige temaer, der skal masseres blidt ind i en tillidsfuld dialog med de unge højskoleelever. Og der er nok at tage fat i, for fra hans perspektiv er det en generation af unge, som er martret af skamfølelser.

- Jeg kan konstatere, at der er rigtig mange unge, der skammer sig så meget og så dybt i dag, at det nærmest vælter dem omkuld, siger Christian Hjortkjær, da vi sætter os ned.

- Skam er en nøgle til at forstå, hvorfor så mange unge mistrives psykisk og eksistentielt. Så hvorfor taler vi ikke mere om den? Ikke bare for de unges skyld, også for folk i min generation, som er i 30’erne og 40’erne. Skam er et menneskeligt vilkår, som vi alle sammen skal lære at balancere i vores liv.

Og lad os lige tage den med det samme: Skam er ikke det samme som skyld, selvom vi ofte bruger ordene i flæng. Skyld har at gøre med det, vi gør. Af samme grund kan vi også sige undskyld bagefter og eventuelt bede om tilgivelse. Skam derimod har at gøre med den, vi er, og så er der lige pludselig en hel del mere på spil.

En nederdrægtig følelse

Følelsen af skam kender de fleste af os. En nederdrægtig følelse, som nærmest kan æde en op indefra. Ofte kommer den tilmed som et chok, fordi den som en bølge rammer en helt uforberedt. En pludselig og ubehagelig følelse af at være totalt afsløret.

- Der er en grund til, at vi bruger vendingen ”dø af skam”. Det tror jeg faktisk godt, at man kan, bogstaveligt talt dø af skam, siger Christian Hjortkjær og forklarer, at skam tit har med blikket at gøre, blikket udefra.

- Det er jo det bedste i verden at blive set. Altså når folk virkelig ser en. Det er det, vi lever for, at blive set som menneske. Bare ikke lige når vi skammer os, så er det simpelthen for voldsomt, og så har vi brug for at slå blikket ned, vi har brug for at beskytte os selv, siger han.

Prøv at tænk tilbage på en gang, hvor du, kære læser af denne artikel, har følt dig skamfuld. Måske er du blevet opdaget i noget, hvor du føler, at selve kernen af, hvem du egentlig er, er blevet blottet. Hvordan reagerede du? Rødmede du? Prøvede du at forklare, forsvare eller undskylde dig, for så at føle dig endnu mere blotlagt? Forsøgte du at kravle ned i nærmeste musehul? For så har du ifølge Christian Hjortkjær reageret helt normalt.

- Det findes selvfølgelig i forskellige grader, men når følelsen af skam er voldsom, bliver man ofte helt paralyseret. Man kan ikke tale den imod. At man skammer sig må jo betyde, at man er blevet ramt i et ømt punkt, og så er det eneste at gøre at acceptere det. Det nytter ikke at undskylde for det. Der mangler vi virkelig ordet ”undskam”.

"Vær den bedste udgave af dig selv"

Christian Hjortkjær understreger, at der naturligvis også findes en sund skam, en balanceret skam, som ligger et sted mellem det skamløse og det skamfulde. Hans nye bog ’Skamfuld’ har derfor undertitlen ’hvorfor det er godt at have skam i livet - men fatalt at have for meget’. Var vi en verden befolket af skamløse sociopater, ville vi nok aldrig have fået det civiliserede samfund, vi har i dag, hvor vi kan omgås hinanden med respekt og tillid. Skammen er en nyttig mekanisme, som hænger nøje sammen med samvittigheden og som i bund og grund gør, at vi stræber mod at blive bedre medmennesker. Vi har anlæg for skam simpelthen.

Når skamfuldheden i dag er blevet et problem, den eksistentielle skam, er det ifølge Christian Hjortkjær fordi, vores kultur har ændret sig. Hvor forbud og regler førhen affødte neuroser og skyld, er det i dag påbud og idealer, der afføder utilstrækkelighed og skam. Mange unge forsøger ængsteligt at leve op til de forventninger, der møder dem, og samtidig er de enormt selvbebrejdende, når de ikke når i mål med de idealer, som de er vokset op med: ”Husk nu at nyde det”, ”Vær den bedste udgave af dig selv” eller ”Få mest muligt ud af hver dag”. Her er skammen uundgåelig for den, der gør forsøget, og så tipper de enten over til den overdrevne skamfulde side, hvor ingenting nogensinde er godt nok eller – når de indser, at de alligevel aldrig når i mål – til den skamløse side. ”Så kan det også bare være ligemeget”-attituden.

Det undertrykte kommer tilbage

Skammen har altså aldrig forladt os, er Christian Hjortkjærs tese, den har bare ikke været synlig i mange år. Og som det forholder sig med mange andre af denne verdens ubehageligheder, trives den allerbedst i skyggen.

- Hvis vi nu tænker en smule psykoanalytisk, så er det jo sådan, at hvis noget er blevet benægtet i lang tid, så kommer det op igen. Sådan er det i vores individuelle bevidsthed, og sådan er det i vores kollektive bevidsthed, hvor vi igennem flere generationer har insisteret på, at fortidens skamfuldhed og skammekroge var passé og så – POP – hopper den op i generationen efter.

Christian Hjortkjær gestikulerer, intonerer og holder små kunstpauser, mens han taler. De utallige timers undervisning og foredrag sidder i kroppen på ham. Flere gange bliver han nødt til at rejse sig op for med kroppen at understrege en særlig vigtig pointe. 

En af disse pointer er, at skammen er blevet forsøgt undertrykt og tiet ihjel, og det startede med 68’erne. Det at skamme sig blev forbundet med den gamle, autoritære verden, som ungdomsoprøret tog afstand fra. Man forsøgte nærmest at slette ordet fra sproget og dermed bevidstheden. Men selvom man ikke har ord for det, eksisterer det jo stadig som fænomen, siger Christian Hjortkjær:

- Det er vildt ubehageligt for det unge menneske i dag at erfare skammen uden at have sprog for det. Lige pludselig er der bare de her forfærdelige følelser, som forkrøbler en, og man kan ikke finde ud af, hvad det er. ”Hvor kommer det fra?” I sidste ende tænker de, at det må være dem selv, der er noget galt med. Og det er grobunden for mistrivsel, som i værste fald kan ende med selvskade, spiseforstyrrelser, angst og depression, som er ret udbredt blandt de unge i dag.

Det er (ikke) de sociale mediers skyld!

En anden grund til, at skammen fylder uforholdsmæssigt meget i dag, er, at vi lever i en meget mere visuel kultur end for bare 20 år siden. Vi ser os selv hele tiden. På Instagram, på Facebook, over FaceTime og til online-møder. Alt i dag er billeder.

- Unge mennesker, som er født ind i den digitale verden, er vokset op med en helt ekstrem grad af kontrol over, hvordan de tager sig ud på nettet. Så man tænker hele tiden nøje over, hvad man lægger på sin profil. Der er en enorm frygt for, at der slipper noget ud, der ødelægger det billede, vi har skabt. Et nøgenbillede for eksempel, siger Christian Hjortkjær.

Og så er vi tilbage ved det med skammen og blikket. Blikket udefra, som skammen bliver næret af, er uoverskueligt og allestedsnærværende på nettet. Forskellen er, at du ikke nødvendigvis kan se, hvem der ser med, potentielt hele verden.

- Internettet er på den ene side dybt patruljeret og overvåget i dag. Og på den anden side er det skyggesiden af vores trygge, fysiske verden. Man er ikke mange klik fra totalt kaos og mørke, det er nærmest mareridtsagtigt. Det er en meget kontrastfyldt verden, som de unge skal navigere i. Skammen er ikke kommet af de digitale medier, men de er helt sikkert med til at forstærke den, konstaterer Christian Hjortkjær, inden han må forlade spisebordet et øjeblik for at finde et nyt afsnit ’Bluey’ til sin datter. Han sender et sigende blik, da han vender tilbage

Skammens modgift

Det er udelukkende godt og sundt, at vi igen får et sprog for skammen for jo flere ord, vi kan sætte på det, jo mere kan vi kapere og rumme det. Følelserne er der jo i forvejen, som Christian Hjortkjær siger.

Men han vil gerne medgive, at følelserne ikke forsvinder af at tale om dem. Derfor skal vi også blive bedre til at møde hinanden, når den almindelige, sunde skam udvikler sig til invaliderende skamfuldhed.

- Hvis man kan tale om en modgift til skam, så er det mod og tillid. Modet er ikke det modsatte af skam, men det er det første, man mister, når man skammer sig. Det er mod til at åbenbare sig, til at være nærværende. Så hvordan hjælper vi folk til at finde modet, spørger Christian Hjortkjær retorisk og giver endnu et eksempel fra populærkulturen:

I Disneyfilmen Inderst Inde, hvor man følger en ung piges indre liv igennem fem personificeringer af vores grundfølelser, er der en scene, hvor Glæde og Triste møder fantasivennen Bing Bong nede i langtidshukommelsen. Han er blevet glemt og skammer sig over sin ensomhed, at hovedpersonen Riley ikke elsker ham længere. Han sidder helt bogstaveligt på kanten af en afgrund og ser ned i glemslen. Først kommer Glæde hen og gør alt, hvad hun kan for at få ham væk fra afgrunden ved at muntre ham op. Intet virker. Så kommer Triste. Hun prøver ikke at muntre Bing Bong op, men sætter sig i stedet og bekræfter ham i, at det er sørgeligt. Hun hjælper ham med at genkalde alle de gode minder, som nu er gået tabt, alt hvad han har mistet.

- Og så sker der noget meget smukt. Bing Bong læner sig ligesom ind i Triste og lader tårerne få frit løb. Og så sker miraklet: Han rejser sig og siger: ”Jeg er okay nu. Kom, vi skal den her vej.”

Christian Hjortkjær smiler. Scenen illustrerer præcist, hvad der, ifølge ham, er den allerbedste måde at tale skamfuldheden imod på.

- Først og fremmest forsøger Triste ikke at fikse Bing Bong. Det, tror jeg, er helt essentielt. Hun kommer ikke med nogen løsninger eller svar eller forsøger at fjerne hans problemer. Hun tilbyder ham i stedet sig selv.

Mørket kræver sin plads

At være højskolelærer er ikke bare at undervise. Det indebærer også nogle gange, at man agerer samtaleven, sjælesørger og eksistentiel støtte.

- Forleden kom en elev til mig med et problem, der i hendes verden var helt uoverstigeligt. Helt objektivt set var det måske ikke verdens største problem, men for hende var det altså som at stirre direkte ned i mørket. Så jeg prøvede bare at gå med ind i det uden at lege overdommer eller forsøge at tale problemet mindre. Efter en time kom en anden elev ind med nogle ret tunge problemer, og så nåede jeg lige at blive nervøs for, at det hele skulle ramle sammen. Men så skete der noget magisk: Den første fik et blik på den andens liv, og så begyndte de faktisk at hjælpe hinanden. Efter lidt tid kunne jeg trække mig ud af samtalen, mens de sad der ved siden af hinanden ved kanten, ligesom Triste.

- Det er noget af det, der er så underfundigt og strider mod vores lykkebaserede logik: Nogle gange kræver mørket en plads i vores liv. Vi kan enten undertrykke det eller give det plads. For selvom problemet ikke bliver løst, så bliver det i hvert fald løsnet. Det er ligesom at få viklet den første tråd ud af et sammenfiltret garnnøgle, siger højskolelæreren Christian Hjortkjær og skifter til forskeren og teologen Christian Hjortkjær. 

- Som teolog vil jeg jo sige, at det er at blive Guds redskab. Vi er guds værktøj til at hjælpe andre, det er meget luthersk. Sådan tænker jeg det selv, når jeg sidder med en elev, ellers kan det næsten være for tungt at bære selv. Det omvendte gælder i øvrigt, når jeg taler med min kone, så tænker jeg, at Gud viser sig igennem hende. Hun er jo min Triste.

Han trækker på smilebåndet og tilføjer:

- Og somme tider kan det selvfølgelig også bare være Cathrine.

Løsningen er lige foran os

Christian Hjortkjær tror ikke på, at unges mistrivsel nødvendigvis skal løses politisk. Ikke noget ”nu laver vi en 10-års plan, og så får vi udryddet mistrivsel en gang for alle”.

- Folk spørger mig nogle gange, hvad jeg så vil gøre for at ændre systemet. Så svarer jeg: Absolut ingenting. Jeg finder ikke meningen i det politiske, men på lærerværelset, det er derfor, jeg er blevet højskolelærer. Jeg bliver mere og mere optaget af det etiske og det mellemmenneskelige. Hvad kan jeg gøre lige der, hvor jeg står?

Ifølge Christian Hjortkjær spilder vi tiden ved at vente på systemet, ja vi bruger den ligefrem ”etisk forkert”.

- Det er så basalt, som det overhovedet bliver: Vi skal hjælpe der, hvor vi kan, og det kan vi gøre nu. Vi kan tage den skamfulde i hånden og sige: "Så lad os gå ind i mørket sammen."

Men der jo også noget skræmmende ved den løsning, for det betyder, at vi faktisk kan gå ud og gøre noget. Og det er ikke en løsning, folk altid har lyst til at høre.

- Så det er både en opløftende og en smertelig sandhed. Men hvis vi kan få det billede til at sætte sig fast, at vi ikke skal lade et medmenneske, som skammer sig, sidde alene ved afgrunden, så tror jeg, at færre vil sidde fast. Og så vil det endda have en gavnlig sideeffekt: Selvom du selv føler dig fuldstændig uduelig og utilstrækkelig, så kan du faktisk godt hjælpe den, der står lige ved siden af dig – og guess what? Du får det faktisk bedre af det.

Kvalme over at se indad

Men hov, er det ikke bare det gode gamle næstekærlighedsbud ”revisited”? Jo, det er lige præcis det, det er, siger Christian Hjortkjær:

- For et par generationer siden var næstekærlighedsbuddet ved at tage livet af folk, fordi der KUN var plads til andre og ikke dig selv. I dag er det lige omvendt. I dag kan det næsten virke som en direkte øjenåbner, at det er tilladt at rette blikket udad igen. For de unge er jo vokset op med påbud om, at de bare skal tro på sig selv og gøre det, der gør dem glade. Jeg tror, at tiden er inde til, at vi godt kan få et mere balanceret forhold til næstekærligheden.

- De unge er ved at få kvalme over, at alt skal handle om dem selv. Gør dit, køb dat, drøm stort, rejs ud, rejs ind, realiser dig selv. Men det er jo ikke det, der gør dem glade. Hvorfor laver folkekirken ikke en million t-shirts, hvor der bare står ”Elsk din næste”? Det peger udad, og det er jo det, det hele handler om.