Troen er håbets anker
Bibelens fortælling om Jesus, der står op af graven, er fortællingen om det store håb. For nogen et abstrakt, men for Marie Bro et meget konkret håb, der har fulgt hende i 90 år. På den lille, forblæste plet i Vestjylland har hverken kuling eller storm kunne rokke på håbet, der som et anker har siddet fast i kærligheden og ikke mindst i troen.
Et kors for troen, et anker for håbet og et hjerte for kærligheden. Sådan ser det oftest ud, når tro, håb og kærlighed skal symboliseres.
Meget passende står håbet midt på Thyborøn havn. Et stort anker, som stammer fra et forlis ved kysten, symboliserer det håb, der er nødvendigt, når man lever så tæt på en naturkraft som havet.
Eller "æ haw" som Marie Bro vil kalde det. Hun er lige fyldt 90 år og hendes vestjyske dialekt vidner om, at hun hele livet har boet på den yderste kyst med havet som lydspor til tilværelsen.
Havet og håbet hænger lige så meget sammen som troen, håbet og kærligheden. Og for Marie har det store håb ikke ændret sig væsentligt, siden hun var ganske ung.
Jesus og den spanske syge
Marie følger med tiden. Bag hende står computeren, under den ligger en Ipad. Hendes Iphone er til opladning. Alligevel begynder vi med en 100 år gammel historie, fordi den har betydning for Maries eget håb.
Under og efter 1. Verdenskrig hærger den spanske syge Europa, og selvom Thyborøn synes langt væk fra de store europæiske begivenheder, når pandemien alligevel et ungt, vestjysk ægtepar.
Særligt manden, Kristian, er plaget af dårlig samvittighed. Han har været glad for kortspil og for at spille om penge, og på sygelejet beslutter de to unge sig for, at hvis de overlever, vil de leve et andet liv. Et liv i overensstemmelse med Gud.
Kristian overlever, men han må begrave sin barnløse hustru.
Kristian er Maries far, og da han nogle år senere bliver gift med Ane Kristine, får de to børn. Marie bliver opkaldt efter faderens første hustru.
- Min far bekymrede sig meget for, om hun kom i himlen. Det fyldte i ham mange år frem, indtil en dag, hvor en missionær ved et møde i missionshuset sagde: "Når det sidste, man hører fra en andens mund, er ’Jesus, Jesus, Jesus’, så må man tro, at vedkommende har nået målet."
Missionæren havde gengivet hustruen sidste ord, fortæller Marie og tilføjer:
- Det blev stort for min far. Da fik han endelig svar.
Målet var at møde Jesus i himlen, og det livssyn og håb var bærende i Maries barndomshjem.
Håbet om himlen
Marie var omkring 16 år, da hun selv "kom til troen". Hun kan ikke lide at bruge udtrykket at blive omvendt. Hun forklarer, at for hende handler det ikke om at sætte en dato på en omvendelse, men om at leve et liv, hvor man er et ordentligt, næstekærligt menneske og efter eget udtryk ’lever Gud nært.’
- Man skal ikke tro, at det kun er dem, der går i kirke og til møder i missionshuset, der kommer i himlen! Jeg tror, der er noget i et hvert menneske, der tænker dybere, end vi regner med – tror du ikke det, spørger hun, mens hun kigger ud på kirken gennem køkkenvinduet.
Marie er nysgerrig på andre mennesker og på de store spørgsmål i livet. Nysgerrig på den måde, der skaber samtaler og rum til refleksion. Hun er ikke gået i stå af at blive 90 år, til gengæld er der noget ved hende, der er urokkeligt: Det store håb om efterlivet, der gives ved, at Jesus står op af graven påskemorgen:
- Når Gud kunne skabe himlen og jorden, må han også kunne stå op af graven til sidst, selvom det ikke er til at forstå.
Troen nærer det store håb for Marie, men det er ikke ensbetydende med, at tvivlen aldrig er til stede.
- Jeg kan lave mig så mange forestillinger om efterlivet, og om at vi skal genopstå til en ny himmel og en ny jord. Jeg tror på, at der ikke er sorg eller noget at være ked af. Men det er ikke til at fatte, hvordan det bliver. Man håber jo altid det bedste.
For Maries far var det bedste at møde den personificerede Jesus i himlen, og mange af de sange, der er blevet sunget i byens missionshus, har netop haft det omdrejningspunktet, at man "ansigt til ansigt, Jesus se." Sådan har Marie det ikke.
- Jeg tror på sjælen, og på at det er sjælen, der kommer i himlen, men jeg er ikke sikker på, at vi kan genkende hinanden.
Dog nærer hun et lille håb. Håbet om at møde Niels igen.
Bønnen bærer håb
Niels var Maries mand. De blev gift i 1950, og han døde efter længere tid sygdom i 2006. Det meste af deres fælles liv var han fisker, og han var ofte på havet.
I Thyborøn er fiskerhustruerne vant til at sige farvel med en viden om, at havet både giver og tager. "Kun en tåbe, frygter ikke havet" sidder på ryggraden af indbyggerne, og når stormen først tager fat, er håbet den eneste bøje, man kan klynge sig til.
Og selvom andre mennesker kan give håb i håbløsheden og være et anker i stormen, er det for Marie bønnen, der er den største katalysator for håb. Både når Niels har været på havet, eller når hun eller børnene har stået overfor noget svært i livet.
- Vi kan alle komme i tvivl og have brug for håb, men så kan vi bede om at få hjælp. Jeg mærker den ene gang efter den anden, at jeg bliver hjulpet igennem det, der er svært.
"Er du bange for, at du ikke når det?"
Marie taler om livets store spørgsmål med lethed, selv når hun skal tale om døden.
Da Maries veninde pludselig sov stille ind 84 år gammel, funderede Marie og hendes kusine over, om det var en god måde at dø på.
Maries kusine var ikke i tvivl: For hende måtte det at sove stille ind uden foregående sygdom og med et langt liv bag sig, være den bedste måde at komme herfra. Marie var ikke sikker.
"Er du bange for, at du ikke når det?" havde kusinen spurgt.
Marie ville vide, hvad det var, hun skulle nå. "At komme i himlen, fordi det går så hurtigt," lød svaret.
Hun dvæler lidt ved det med "at nå det" og fortæller om billedet, der hænger bag talerstolen i missionshuset.
Det forestiller en masse mennesker klædt i hvidt, øjensynligt på vej til himmels. Jesus er placeret i midten. Én ting springer dog i øjnene på Marie: Kun ét menneske har en sort klædedragt på og er placeret i hjørnet. Langt væk fra glæden og porten til himlens evighed.
- Det billede dvæler jeg altid ved. Der er så mange mennesker, og så er der én, der ikke når det. En, der ikke kommer i himlen. Jeg synes, det er forfærdeligt, hvis der er nogen, der ikke skulle nå det.
På trods af en stærk tro på det store håb om himlen, kan tvivlen også være en følgesvend, når man er 90 år.
- Man ved det jo aldrig helt bestemt, siger hun og tilføjer:
- Det er der, man håber. Og jeg håber på at nå det!
