Hospitalspræst: Vi skal turde blive i håbløsheden

Ruth Østergaard Poulsen har været hospitalspræst på Aalborg Universitetshospital i næsten 20 år. Her fortæller hun om, hvordan man kan befri folk fra det tvungne håb og gå ind i mørket med dem. Tør man ikke det, så forlader man dem, siger hun.

Jeg arbejder i lidelsens hus. Og jeg er overbevist om, at håbet ligger i at blive set, hvor man er, i sin håbløshed. At nogen tør være der sammen med en, uden at komme med falsk trøst.

Vi siger ofte til hinanden: Du må ikke opgive håbet! Men det er et underligt udtryk, for det bestemmer vi ikke selv. Håb er noget, vi bliver tilført udefra. Det kan ikke tages med magt. Hvis vi siger til et menneske, der har mistet håbet, at han eller hun ikke må opgive det, så giver vi dem også opfattelsen af at være forkerte.

Min kongstanke er, at håb fødes, når et menneske tør gå med i mørket. Det kan man gøre ved at se den døendes livs film sammen. Når vi mennesker har tabt noget, så har vi brug for, at nogle vil se på det tabte sammen med os. Håbet ligger i at kalde det levede liv frem, blive mindet om at have levet.

Dødsangst er en urangst. Det hører med til livet. Men der mange, der ikke vil være ved det, så de forsøger at trøste det væk og siger ‘det skal nok gå’. Hvis jeg sidder ved et par, hvor konen er døende, er et af mine standardspørgsmål: Er du bekymret for din mand? Hvis hun siger ja, siger manden straks: ‘Det skal du ikke være, jeg skal nok klare den’. Men så holder jeg fast og spørger ind til, hvad der bekymrer hende, for det er vigtigt, at hun får lov at sætte ord på sin bekymring. Vi forlader hende, hvis ikke vi tør være sammen med hende lige der, hvor hun er. Og i det fødes et kæmpe håb.

Der var en pige på kun et år, som skulle dø. Hun havde en storebror på fire. En dag ringede forældrene og sagde, at jeg skulle komme, for han var sur på Gud. Da jeg kom derud, fortalte de, at han aftenen forinden var kravlet ind under sofaen og ikke ville komme ud igen. Jeg spurgte faren, hvad han gjorde, og han fortalte, at han lagde sig ind under sofaen med ham. Så spurgte jeg, hvad han sagde til ham. ‘Sagde? Synes du, der var noget at sige? Jeg holdt bare hans hånd.’ Og da de havde ligget der noget tid, spurgte drengen: ‘Far, har vi flere colaer?’ Det er en af mine yndlingspåskehistorier, for det bliver jo selve symbolet på påskemorgen. Og det lille lysglimt kom først, da faren turde være i håbløsheden med sin søn.

Det koster virkelig meget at håbe! For der er altid en fugl på skulderen, som siger: Hvad nu, hvis det ikke lykkes? Derfor kan det også være en forbandelse, at man skal håbe, og det giver både hovedpine og myoser. Det at være håbløs - at blive løst fra det store håb - kan derimod være salvende i sig selv. Jeg plejer at sige, at livet bliver nervøst, hvis vi skal finde en mening i alt. Ved at blive befriet fra sit håb, er der måske et nyt vindue, der springer op.

Jeg havde en præstekollega, der med et glimt i øjet fik at vide af personalet, at han ikke skulle komme på deres afdeling mere, for hver gang han havde været der, ville patienterne have ordnet både hår og negle. Det handlede måske om, at de var blevet løst fra Håbet - med stort H. Og så poppede der en masse små h’er op. Som at få ordnet hår. Det var i virkeligheden en stor ros til min kollega.

Mange spørger, hvordan jeg kan holde til al den smerte og død hver dag. Men for mig giver det mere, end det tager. Jeg bliver næret helt vildt af at blive inviteret ind i menneskelivet der, hvor det er allermest levende.

Jeg tror, at jeg kommer til at dø som et bange menneske. Det er jeg meget bevidst om. Jeg er ikke så bange for, hvad der er på den anden side. For der er Gud. Men jeg er frygteligt bange for at slippe det her dejlige liv og dem, jeg holder af. Og til den tid håber jeg, at nogen siger: Jeg kan godt forstå, at du er bange.