Høflighed redder ikke kloden

Kunstneren Madame Nielsen vil redde kloden, men hvordan gør man bedst det? Ved at sprænge sig selv i luften? Eller gå i kloster? 

Madame Nielsen sidder på bænken inde i den 500 år gamle gult restaurerede klosterkirke midt i Aalborg. Bænkens hynder er beklædt med slidstærkt læder. Kaffen er hentet på en café i papkrus med plastiklåg, som hun arrigt tager af og pænt lægger på salmebogshylden, imens hun skælder sig selv ud over ikke at have medbragt sin egen kop.

- Jeg vil have, at der er en forbindelse mellem det, man siger, og det, man gør, fastslår den kompromisløse kunstner.

I over 25 år har hun skabt kunst af meget forskellig art, men altid noget, der har ramt lige der, hvor det har gjort ondt på mange. Hun har provokeret og rusket. Også ved det helt grundlæggende: Hvem er man som menneske? Mest tydeligt for flest var det nok, da hun i 2001 lod sig selv som dengang værende Claus Beck-Nielsen dø. I 2010 holdt hun en begravelse for ham på Assistens Kirkegården i København. Tre år senere blev hun så den Madame Nielsen, hun er nu.

Altid har hun brugt sin krop. På landsholdet i miniputfodbold, som fynsk ungdomsmester i bordtennisdouble, i rocksangerkarrieren, i sin egen uddannelse stykket sammen af hende selv, sin kirkesang i Sorø, sit arbejde i Paris, Berlin, Köln, forfatterskabet, oversættelserne, radiomontagerne, artiklerne og teaterstykkerne, al hendes performance.

Netop nu er hun aktuel med sit teaterstykke med den imposante titel:  'Verdensfrelserinden'.

Det har spillet i flere omgange under Corona og kommer nu på scenen igen i Odense, 7.-9. september på Teater Momentum. Stykket har som en selvfølge Madame Nielsen i hovedrollen og handler om, hvordan man kan redde kloden.

- Alle må tage ansvar. Som mennesker simpelthen. Man er ikke fritaget for det, fordi man er kunstner. Nej, nej, nej, trommer hun med højre pegefinger på bænken foran. Hende, der aldrig flyver og helst går, selv om det tager fire dage at gå hjemme fra Sorø til et foredrag på Falster.

- Det hjælper ingenting at have meninger eller holdninger, hvis de holdninger ikke også bliver praktiseret, fastslår hun, der derfor også ganske upassende højt og tydeligt siger det, hun mener.

Som da hun ude i gården foran kirken i Aalborg Helligaandskloster mødte udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), der bor i en af lejlighederne i det renoverede kloster. Han var ved at pakke sin bil ud efter at have været i sommerhus. Dagen efter skulle han på job. I København. Med fly.

- Flyver du?! røg det ud af Madame Nielsen, der derpå ufortrødent og åbenlyst forarget talte højt om at have ”to børn, jeg vil efterlade en smuk og levende klode.”

Madame Nielsen tier ikke stille. Hvorfor gør hun ikke bare som os andre? Madame Nielsen taler om kald.

- Vi skal bruge vores liv på at formulere det og derpå gøre, hvad vi kan for verden, siger hun og uddyber:

- Det skal tages ud i den yderste konsekvens. Livet er så kort. Vi er her bare et øjeblik. Derfor skal vi have en utrolig opmærksomhed i vores væren. En opmærksomhed over for ethvert andet væsen, ethvert lys, enhver taktilitet, men også i handlingen. Enhver må forsøge at finde frem til, hvad det er, netop jeg kan gøre i den her verden? Hvad er mit kald?

Madame Nielsens kald er at redde verden ved kunst og for at kunne skabe har hun fundet ud af, at det er godt at leve som i et kloster. I teaterstykket 'Verdensfrelserinden' fortæller hun sin egen historie om, hvordan hun ”et helt liv” har ”været tiltrukket af klosterlivet, askesen, det simple liv indskrevet i en højere mening”.

Et liv, hvor måltider, bøn, arbejde, læsning og søvn foregår på faste tidspunkter. Hvor man går i det samme tøj som alle de andre og kun har få personlige ejendele. Et liv, hvor man er vendt mod noget, der er vigtigere end en selv. Kaldet.

- Da jeg var i slutningen af tyverne, fandt jeg nøglen til skabelsen: disciplin. Den, der også ligger i klosterlivet.

Hun tøver og ser op.

- Disciplinen giver en frisættelse. Der bliver plads til refleksion og langsomhed. Til at lytte. Til lydhørhed. Til skabelse, forsikrer hun, der selv lever i klosterrytmen, når hun skriver sine værker i familiens sommerhus ved Saltum Strand.

- Klimabevægelsen kan lære meget af klosterbevægelsen, fordi den hele tiden er funderet i både det nære, down to earth, og så hele vejen tilbage til konstateringen af, at vi er mennesker sat her på jorden med en opgave, siger hun.

I sit teaterstykke undersøger hun derfor, om klosterlivet med dets rutiner bundet i en tro på skaberværket kan være en vej til et bedre liv for klode og mennesker.

- Jeg er meget optaget af Codex Sangallensis, fortæller Madame Nielsen og beretter om den plan for det ideelle benediktiner-kloster, der blev tegnet omkring år 830 af abbeden i klosteret Reichenau og sendt til abbeden for klostret St. Gallen i Schweiz. Tegningerne findes på biblioteket der og online på www.stgallplan.org

På planen er alt, hvad et selvforsynende samfund har brug for. Bibliotek, kirker, stalde, bryggeri, sygehus. Og klosterboliger med gæstehuse.

- En plan for det ideelle kloster er som en plan for det ideelle samfund. Alt ligger i klosterlivet. Der er hele verden og kultiveringen af verden. Der er både dyrene og planterne og viden om planterne og viden om historien. Der er tid og ingen tid. Det hele er der, sammenfatter hun og går videre til, hvad det betyder, at klostrene blev nedlagt, og fokus kom på videnskab og industrialisering.

- Alt det gik tabt fra og med oplysningstiden, som gav os forestillingen om, at man skulle vende floderne og grave kul og olie op af jorden og brænde af. Vi mistede den ligeværdige forbindelse med og respekt for naturen, dyrene og alt livet omkring os, konstaterer hun.

En stor del af klostrets evne til at skabe balance er, at mennesket derinde bliver skolet til at gøre så meget som muligt til rutiner, til gentagelser.

- Derinde går tiden. Den går også i stå. Der bliver tiden til lys, siger hun, og det kan lyde som, at tiden står stille, men nej, det er os selv, der opløses og bliver et med tiden og de andre. 

- Jeg er meget inspireret af Simone Weil (fransk filosof og mystiker, 1909-1943), der skriver om selv-afvikling i stedet for selvudvikling. Frans af Assisi (munk, grundlægger af franciskanerordenen, 1182-1226) arbejdede også med at afvikle sig selv i en grad, hvor man endog forsøger at slippe af med sin egen bevidsthed og sine egne tanker ved, at man i klostret har gang i en bøn døgnet rundt, fortæller hun og taler om, at man i klosteret er ”i en form, der er kollektiv og traditionel og fastlagt hele tiden. ”

- Til sidst vil der ikke være spor af noget selv. Hvilket selvfølgelig er en utopi. Det kan ikke lade sig gøre, men det skal være målet: At afvikle sig selv og blive et med altet, med verden. 

Madame Nielsens kald er ikke at overbevise andre om at gå i kloster eller kirke, heller ikke for at redde kloden fra den igangværende klimakatastrofe. Men hun vil opfordre os alle til dedikeret at disciplinere os selv og finde vores kald, vores plads i skabelsen, vores rolle som det lille sandkorn i den store sammenhæng.

- Det kan godt være, det ikke er Gud, men der må simpelthen bare være et andet punkt uden for en selv for, at mennesket ikke skal forsvinde i sin egen selvoptagethed. Noget, der er større end os. Ja, det kan ligge i Gaia. Det kan ligge i naturen. Det kan ligge i mange andre ting. I historien. I tiden. Også i fornemmelsen af et andet væsentligt andet i bevidstheden, forklarer hun og sammenfatter:

- I det punkt kan vi placere det overblik, vi ikke selv har.

Forankringen i kulturen, hun er rundet af, er afgørende for Madame Nielsen, der synger i koret i Sorø Klosterkirke. Trænet synger hun også pludselig et par skalaer i klosterkirken. La, la, la, laa.

- Akustikken er ganske god, konstaterer hun, taler lidt om det gode ved at sidde i en kirke og siger så:

- Man kan spørge, hvorfor ikke buddhisme? Jamen, det siger mig ingenting absolut ingenting! Jeg er interesseret i andre kulturer, men jeg er vokset op – det er vi alle sammen her i landet, om vi har gået i kirke eller ej – i en kristen kultur. Den kan vi ikke skille os ud fra.

For hende er det at kende sit historiske fundament afgørende for, om man kan finde frem til en måde at leve på i fremtiden, der kan holde til noget.

- Mennesker har intet begreb om, hvad der er sket for bare 20 år siden. Derfor bliver det så enormt tilfældigt, hvad der menes og siges og gøres. Vi kan se, hvilke katastrofer det har ført med sig, at man tror, at fortiden er noget, man har lagt bag sig. Der er altid en forbindelse helt tilbage, fastslår hun og fastholder, at man skal have sin fælles fortid med for at kunne beslutte noget om fremtiden.

- Hvis vi skal redde den her verden, skal vi formulere i fællesskab, hvordan menneskets plads skal være. Det kræver en fælles handling. Noget overnationalt. Det kræver noget planetarisk, fortsætter hun og afbryder sig selv for at bede om det stykke mørke chokolade, vi fik med fra caféen.

Langsomt vikler hun det kobberfarvede papir af og tager en lille bid. Pakker chokoladekuglen sammen igen og lægger den ved siden af kaffekruset, inden hun fortsætter.

- Det kræver en fælles handling, gentager hun og fortsætter:

- Det er paradoksalt, for det kræver samtidig, at enhver skal tænke sit. Vi skal hver og en tage ansvar, gøre noget. Hvad? Vi bliver nødt til at finde vores kald. Det singulære ved mig og mit potentiale er først trådt frem for alvor, efter at jeg er blevet disciplineret og kan se det. Det at afvikle sig selv kan lede til, at man ser, hvad man kan gøre ind i fællesskabet.

Tager vi alvorligt, hvad vi selv kan gøre, er det langt mere, end vi tror, mener hun og opfordrer til at bruge tid på tænkning. Blandt andet ved at vandre. Som desuden er miljøvenligt og netop med sin ensartethed og rutine giver god plads til refleksion.

- Det er utroligt, hvor stor en mening, der ligger i at stå op om morgenen, gøre nogle øvelser, sætte kroppen i bevægelse og gå gennem dagen med målet om at nå frem til dagens ende og have set det, der var, og været i verden. Det er en helt fundamentalt øvelse i nærvær og i formuleringen af liv og disciplin. 

At klosterbygninger ligger her, selv om her ikke bor nonner og munke, kan på samme måde minde os om, at vi kan afvikle sig selv og umiddelbart ligne hinanden i ensformige dragter, men netop derfor træde tydeligt frem med hver vores særegne stemme.

Men det er ikke nok, erkender Verdensfrelserinden. Klostre, kirker og Gud står ikke klart nok frem, og intet andet fællesskab har taget over og ladet os erkende ansvaret for skabelsen.

Hvad skal der så til for at redde jorden?

Teaterstykket slutter makabert inde i selve Folketingssalen.

”Der står hun oppe på talerstolen i sin lange hvide kjole. … Og … I ét nu, for øjnene af det samlede danske repræsentative demokrati, skaberne af velfærdsstaten, dette forbillede for demokratier overalt på kloden, dette hykleri, denne mangel på vilje til sand, radikal omstilling ... SPRÆNGES HENDES HOVED ... knuste kraniesplinter, bristende øjeæbler, blod, snot og hjernemasse sprøjter i en guddommelig regn ud over de folkevalgte …”

Madame Nielsen slår ud med begge arme i kirkerummet. 

- Det virker. Det bliver samtidig filmet og spredt ud over hele verden, hvor folk trænger ind i alverdens parlamenter, og hundredtusinder af navnløse hoveder eksploderer udenfor, lederne af de store koncerner får ”ild til en sidste cigar”, det er kapitalismens endeligt. Det er kapitalismen, som er det helt store problem. Forestillingen om, at verden er noget, der kan udnyttes. Forestillingen om vækst er en kolossal katastrofe, ikke, spørger hun uden at vente på svar. I stedet fortsætter hun:

- Mange er imod vold og så videre. Det var derfor, jeg ville undersøge det, for måske virker det? Vi udøver det selv. Den vold, som europæisk og amerikansk kultur har udvist over for den tredje verden igennem århundreder, er ekstremt stor. Der ligger en enorm vold alene i, at du og jeg begge har kondisko på, der er lavet af nogle mennesker, vi aldrig ser i øjnene, og som ikke får så meget i løn, som vi får, og så videre og så videre. Det er en voldshandling.

Teateret er et oplagt sted at undersøge volden, mener Madame Nielsen, der ved, at hun gør folk vrede, når hun fortæller dem, at de lever voldelige liv, når de for eksempel køber produkter fra Kina.

- Så spørger jeg, hvad de vil gøre ved det, og så ved jeg, at der bliver nogle skænderier, men ikke mere. Hvad skal der så til? Der er det, jeg iscenesætter lidt af.

Madame Nielsens endeligt i teaterstykket sætter forandringen i gang. Det enkelte menneske, der ofrer sig. Ikke på et kors, men på en worldwide transmitteret talerstol.

- Det er der, det virker. Der, hvor hun sprænger sit eget hoved i luften. Det er fantastisk, udbryder hun og fortæller detaljeret, hvordan hun får plastisk sprængstof gennem en pipette i næsen sprøjtet helt op under hjernebarken.

- Det bliver udløst af en mobiltelefon udenfor. Et tryk, og så står Madame Nielsen der i sin hvide kjole som en hovedløs torso. Som en skulptur af Michelangelo.

At vise, at makaber vold er det, der skal til for at få vækket de mange og få reddet kloden fra det klima, der allerede nu ændrer dagligdagen over hele kloden, er ikke noget, der umiddelbart vækker håb.

- Nej, det gør det ikke. Håbet er ude, men netop derfor er der håb, lyder det fra Madame Nielsen, der efter sin tour de force ind i forestillingens afslutning har taget endnu en bid af den lille, mørke chokoladekugle og igen har pakket den ind og lagt den ved siden af kaffen.

- Håbet findes først for alvor, når håbet er ude. Det er det, jeg siger. Jeg vil køre ud over grænsen. Det er for sent, så nu er det nu.

Madame Nielsen drejer sig i en anelse på kirkebænken.

- Jeg har egentlig ikke noget stort håb. Derfor må jeg håbe på det. Nej. Da jeg ikke har noget håb, så må jeg ville det, så må jeg gøre noget, ville noget, i stedet for at håbe. Så det gør jeg.

Hun tager det sidste af chokoladen og bestemmer sig for at tage papkruset med til en ekstra kop kaffe til hjemturen. I tog.