Historiker: Folk længes efter at kunne håbe større
Alle store forandringer i menneskers liv sammen er skabt af håb, som nogen forsøger at realisere i fællesskab. Håbet bliver aldrig fuldt ud til virkelighed, men uden håbet ville alting gå i stå. Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at håbe – og handle på håbet, siger historiker Bertel Nygaard.
Håbet driver alting frem. Håbet ligger bag alle forandringer og udviklinger i menneskelige fællesskaber. For uanset om det lykkes at forandre verden til et bedre sted, eller bestræbelserne ender i fiasko eller fejler over tid, ligger der altid et håb bag. Det mener historiker Bertel Nygaard, der er lektor i historie ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet og ekspert i dansk og europæisk historie efter 1789 og i politiske tankers, begrebers og kulturers historie. Desuden er han forfatter til bogen 'Håb' i serien Tænkepauser på Aarhus Universitet.
- Håb er svært at definere. Det er et komplekst og sammensat fænomen, som er i slægt med både frygt, forventninger, drømme og længsler, siger historikeren.
- Håbet er til stede i tid og rum nu og her, men retter sig samtidig mod noget endnu ikke realiseret, mod mulighederne for, at noget kan blive anderledes i fremtiden – eller at det kan blive ved at være, som det er i en verden i forandring, siger han.
Men håbet er ikke blot specifikke forestillinger eller ønsker. Det strækker sig også ud i en fremtid og et mulighedsrum, som indeholder noget endnu ikke kendt.
- Vi håber og handler på den betingelse, at verdens muligheder endnu ikke er helt afgjorte, men stadig står åbne. Derfor kan vi aldrig vide med sikkerhed, hvad vores håb og handlinger fører til. Men alternativet til at håbe og handle er ikke bare at opretholde den stille glæde ved alt det, vi allerede har – eller at give op over for de dystopiske forestillinger om fremtiden. Håbet driver os til at handle, og især når vi handler sammen, afføder handlingen, som er skabt af håb, ofte et større håb, siger historikeren.
”I have a dream”
I Tænkepausen om håb beskriver han, hvordan Martin Luther Kings berømte ”I have a dream”-tale den 28. august 1963 over for 250.000 demonstranter i Washington dels var resultatet af idealer og håb, som allerede fandtes, dels var medvirkende til, at håbet og visionerne voksede.
Håbet fødes ofte ud af mangler og skævheder, som skaber lidelse. Det gælder både i den enkeltes liv og på samfundsmæssigt plan. Så man kan godt sige, at håbet og handlekraften ofte vokser ud af lidelsen.
- Omvendt kan lidelsen blive til en følelse af håbløshed, hvis man ikke handler på erfaringen af, at noget ikke er godt. Hvis man ikke tør håbe og handle på håbet, bliver håbet til depression eller dystopi. Håbet opstår og vokser, når vi handler sammen, også selv om det kun er i det små. Det er sjældent vejen frem at sætte sig ned og forsøge at gennemtænke, hvordan forandringen præcis skal se ud og gennemføres. At handle i det små kan tværtimod være vejen til større håb og større visioner, fordi håbet altid rækker ud over det umiddelbart realistiske, siger Bertel Nygaard.
Hans interesse for håbet som fænomen og drivkraft bag forandringerne i verden er kommet af, at han som historiker har beskæftiget sig med politiske utopiers historie.
- Det gik op for mig, at ikke bare de begivenheder og strukturer, som gennem historien har sat deres mærke i verden, har haft betydning. Også det, der drev begivenhederne og forandringerne frem, er vigtigt at forstå. Her er håbet helt essentielt som drivkraft bag alle de store forandringer. De goder, vi har opnået i form af demokrati og rettigheder, har alle været drevet frem af et håb om store forandringer. Men blandt historikere har der ikke været ret stor interesse for den del af historiens dynamik, siger han.
Håbet som drivkraft skal tænkes med midt i krisen
Bertel Nygaard mener imidlertid, at håbet som drivkraft er vigtigt at tænke med, hvis vi vil bevare de goder, vi har opnået, og udvikle vores samfund i positiv retning – og hvis vi vil være i stand til at løse de kriser og udfordringer, vi står over for i form af fx klimaforandringer.
- Accepterer vi tingenes tilstand, og holder vi op med at håbe på og drømme om forandringer, mister vi noget af det, vi har opnået – og vi mister de visioner, som har drevet de positive udviklinger frem. Tænker vi håbet med, kan vi forstå alle historiske situationer som gennemgangsperioder med en mangfoldighed af muligheder – og det gælder også situationen nu, siger han.
Bertel Nygaard mener imidlertid, at vi i netop denne historiske epoke er blevet dårligere til at håbe stort og kollektivt – måske fordi fortidens eksempler på utopier, der er kammet over i udemokratiske og totalitære bevægelser har skræmt os. Måske fordi vi er blevet så optaget af at sikre os selv individuelt, at vi glemmer, hvordan et fælles håb kan føre til stor handlekraft til gavn for både den enkelte og samfundet.
- Vi er blevet dårligere til at håndtere den type af håb, der handler om, at vi kan gøre samfundet og fællesskabet til et bedre sted for os alle – ved at handle sammen. Vi har privatiseret håbet, så vi håber på individuel lykke og på at lige præcis vores børn klarer sig bedst i konkurrencen med alle de andre, siger han.
Depressioner og mangel på kollektivt håb
- Samtidig lever vi i et samfund, som ser ud til at skabe depression og lidelse. Depressionen er jo netop karakteriseret ved en følelse af afmagt og håbløshed, og måske hænger de mange depressioner sammen med, at vi ikke længere giver plads til det kollektive håb og ikke gør noget ved de strukturer, som skaber lidelse og depression, men tror, at vi skal kæmpe mod det individuelt, siger Bertel Nygaard.
Håbet er dog ikke væk, understreger han. Det ændrer blot form og omfang.
- Vi er blevet dårligere til at tænke de store dimensioner af håb, som religionen i høj grad tidligere gav rum for. Men jeg tror, at mange længes efter at håbe større. Barack Obama vandt jo præsidentvalget i USA på en kampagne med det simple slogan 'Hope'. Men fordi der ikke blev koblet noget konkret kollektivt indhold på begrebet, lagde folk mange forskellige forventninger ind i det, og så blev de skuffede, siger han.
Bertel Nygaard mener, at der i bl.a. klimabevægelsen kan gemme sig kimen til et større kollektivt håb, som kan afføde handlekraft og forsøg på at skabe positive forandringer.
Men det er, som om det store håb har vanskelige vilkår. Mange af de radikale økologiske utopier indebærer, at vi indskrænker vores frihedsrettigheder og demokrati. Så jeg savner et håb, der retter sig mod en fremtid, hvor demokratiet kan bevares og udbygges, og vi samtidig kan leve mere bæredygtigt.
- Men erfaringen viser, at håber sprænger nye veje, siger han. Og som han skriver i bogen Håb:
- Når vi håber, er vi på vej til andre forståelser af vores væren og vores handlinger, fordi vi begynder at forholde os til det mulige frem for det, som allerede findes lige nu og her. Og derigennem kan vi få nye betingelser for at handle, både som individer og fællesskaber.
