Vi skal holde hinanden oppe
I usikre tider må vi holde sammen, siger sjælesorgslektor, der har råd for, hvordan vi kommer gennem isolationen.
Et paradoks for mange lige for tiden er nok, hvordan vi kan støtte hinanden, når vi samtidig skal holde afstand på grund af faren for at sprede smitte.
Men ifølge lektor i sjælesorg Christine Tind Johannessen-Henry er vi mennesker på trods af isolationen tættere på hinanden, end vi måske umiddelbart tænker det. Både fordi vi har en særlig åndelig forbindelse, som hun folder ud længere nede i denne artikel, og så ikke mindst fordi vi er i samme båd.
- I den situation, vi er i nu, viser det sig, at vi alle globalt set står midt i og overfor den samme udfordring. Her er ikke noget ”dem” og ”os”. Coronavirus skelner ikke i forhold til grænser. Den går over grænser. På den måde er vi alle i samme båd, siger hun.
Hun er lektor, ph.d. og forsker i sjælesorg ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og Københavns Universitet, hvor hun også er hjælpestudenterpræst. Hun underviser præster i, hvordan man yder sjælesorg, blandt andet i forbindelse med kræftsygdom, traumer, katastrofer, begravelsessamtaler og stressbelastning.
- Kriser rammer os individuelt meget forskelligt alt efter vores samfundsforhold og familieforhold. I øjeblikket er nogle isolerede fuldstændig, fordi de lever alene og samtidig ikke kan gå ud, fordi de har svagt helbred. Og så kan andre sidde med familien derhjemme. Derfor er vi udfordrede på forskellige måder, selvom vi er i samme båd, og for nogle er det en langt større krise end for andre, fortæller Christine Tind Johannessen-Henry.
Hvordan finder man håb?
Hun har forsket i, hvordan det i katastrofesituationer bliver meget tydeligt, at følgeskab (at man følges med nogen), solidaritet og det, hun kalder bevidning (at man er vidne til hinandens liv) spiller en stor rolle. Faktisk er det netop de tre ting, der kan være med til at åbne et håb, både for os selv og for andre. Det handler om nogle bevægelser, der går fra menneske til menneske.
For at knytte begreberne til en konkret sammenhæng fortæller hun om en case fra sin bog 'Kræften og Kraften'. Den handler om en kvinde, som fik en livstruende tumor i sit bryst, hvilket slog benene væk under hende. Hun skulle blandt andet igennem en operation, hvor ingen kunne garantere, at hun vågnede op næste dag. Christine Tind Johannessen-Henry citerer kvinden, der fortæller om en forunderlig oplevelse:
- Der skete noget mærkeligt, mens jeg ventede på at blive hentet ind til operationen. Det var meget, meget markant. (…) der lå jeg så og ventede. Så begyndte jeg næsten fysisk at mærke mine venners tanker om mig – deres bekymringer, omsorg og gode ønsker, og jeg kan huske, at det kørte inde i mit hoved som et mantra. Jeg er båret oppe af mine venners gode tanker, og det blev bare ved at køre, og jeg blev så rolig af det, så jeg kunne se det på mit blodtryk.
I situationen ligger kvinden faktisk fuldstændig alene, men alligevel er hun forbundet til sine venner og familiemedlemmer. Sjælesorgslektoren bruger udtrykket, at der sker en kærlighedsbevægelse, som kaldes på udefra og virker indadtil.
Hun holder de positive visualiseringer helt tæt, inden hun skal ind på operationsbordet. Det er det, der bærer hende igennem og gør, at hun kan forholde sig rolig og ikke fuldstændig forsvinder i angst.
- Hun får alle mulige gode tanker fra hendes venner og familie. De varme tilkendegivelser fra folk og de gode oplevelser, hun har haft med dem – både de levende og de døde. Hun holder de positive visualiseringer helt tæt, inden hun skal ind på operationsbordet. Det er det, der bærer hende igennem og gør, at hun kan forholde sig rolig og ikke fuldstændig forsvinder i angst, siger Christine Tind Johannessen-Henry.
Den indadgående bevægelse er ifølge hende noget, vi kan tage med os og til os i den her tid, hvor nogle også føler sig helt isolerede:
- I bevægelsen laver man små modfortællinger. Det kan være i det helt små, for eksempel at solen skinner, at en af mine venner ringede eller at der var én i radioen, som, man synes, fortalte en berigende historie. Det betyder ikke, at den frygtelige situation eller isolationen forsvinder. Men den bliver et øjeblik skubbet til side og modsagt med et anderledes perspektiv.
Hun forklarer, at vi på den måde i det små og i det helt nære kan insistere på at se de bittesmå sprækker med lys, i stedet for at tænke, det hele er sort. Men det kræver, at vi husker – eller bliver husket på – at kigge efter dem.
Den udadgående kærlighedsbevægelse
Den kræftramte kvinde fortalte om endnu en oplevelse til Christine Tind Johannessen-Henry, som viser, at der også sker en bevægelse udad, der skaber håb:
- Jeg er i gang med at sy et patchworktæppe. Det vil jeg lave færdig, og så vil jeg tage det om mine skuldre i en halv times tid og gå rundt med det sådan (Katrine viser mig hvordan), og så vil jeg pakke det ned og pakke det ind og give det til en advokat med instrukser om, at det skal min veninde have, når jeg er væk. Og så vil jeg lægge en besked ved om, at det sidste, jeg gjorde, inden jeg pakkede det her ned, var at gå rundt med det om mine skuldre – “og så vil du, når du pakker det ud, tage det om dine skuldre, og så kan du få et knus fra mig, når du har brug for det”. Det er det, jeg gør for hende.
At gøre bevægelsen udad, når man gør noget for andre eller laver en kontakt med andre for at holde dem oppe, kan ifølge sjælesorgslektoren være en hjælp til sig selv i en krisesituation. Det kan også ske uden at involvere andre mennesker, hvis man for eksempel går ud og gøder sine blomster.
Idet jeg agerer og gør en bevægelse udad, betyder det, at jeg kan modtage noget rart udefra.
- Pointen er, at det stråler simpelthen tilbage. Den forbindelse, man får lavet til andre i en udadgående bevægelse, gør, at man kommer ud over sin egen situation. Kvinden syr et patchworktæppe til sin veninde, og dermed giver hun den her gave. Men at give gaven er også at modtage gaven, forklarer Christine Tind Johannessen-Henry.
Efter hendes mening er de levende bevægelser mellem os det, der giver os håb, fordi det holder os sammen. Vi skal derfor holde bevægelserne ved lige ved at være der for hinanden, ikke mindst i krisetider, hvor vi alle på forskellige måder er dybt afhængige af de andre.
- Det, vi gør mod andre, er også det, vi gør ved os selv. Hvis jeg nu stiller noget mad til min mor, som er nødt til at sidde isoleret i sit hjem, så gør jeg det jo ikke, fordi jeg tænker, at jeg selv får det godt. Men idet jeg agerer og gør en bevægelse udad, betyder det, at jeg kan modtage noget rart udefra. Det, at jeg simpelthen kan mærke, at min mor bliver glad, bringer en stærk fornemmelse af at være sammen tilbage til mig som en indadgående bevægelse, siger hun.
Vi skal huske, at vi ikke er alene
Kristne tror på en Gud, som giver sig til kende over for mennesket på tre måder: som Fader, som Søn og som Helligånd. Det betyder, at Fader, Søn og Helligånd er af samme væsen og vil det samme.
Kærlighedsbevægelserne indadtil og udadtil er derfor ikke noget nyt, for det er noget, vi på afgørende måde kender fra kristendommen, fortæller Christine Tind Johannessen-Henry:
- Den Treenige Gud er et billede på hele det kærlighedsfællesskab, vi er i, og på den forbundenhed, vi har. Når vi tænker, der er håb, er det, fordi der er noget større end os selv, der forbinder os. Hvis vi skal holde håbet oppe, så er det dét billede, vi skal kigge på. De tre personer i Treenigheden er både helt afhængige af hinanden og får kraft fra hinanden.
Hvis vi skal komme gennem krisetider og holde os selv oppe, så er vi ifølge hende nødt til at gøre det sammen med andre. Og det er ikke nødvendigvis betinget af, at man fysisk kan røre ved hinanden. Eller at det kun handler om den del af moderjord, som man selv kan røre med sin fodsål.
- Næstekærlighed handler ikke blot om dem eller det, man kan røre ved. Hvis jeg tror, jeg i verden er helt alene i det her eller skal klare det hele selv, så bliver jeg først isoleret fra resten, og det kan ingen klare. Så vi er nødt til at udvide vores rum og vores næstekærlighedsbegreb, siger Christine Tind Johannessen-Henry.
Og når vi mærker, at ensomheden kommer snigende, eller det hele vælter rundt i vores liv, uden at vi har kontrol over det, så skal vi ifølge hende huske, at vi hænger sammen.
- Vi skal simpelthen gøre som den kræftramte kvinde og insistere på, at vi ikke er alene i det her. Vi er en del af noget større, og det er der styrke i. Når man husker på at række ud til andre eller på at kigge udover sig selv ved at hjælpe andre med at holde håbet oppe, ja, så kan der samtidig blive åbnet muligheder for en selv, som peger ud over isolation og ensomhed, afslutter sjælesorgslektoren.
