Corona: Giv håbløsheden modstand
Selvom coronavirussen er kommet tæt på vores hverdag, skal vi fortsætte med at leve i livsmod og livsglæde, siger sjælesorgspræst.
Hvordan finder man håb i en situation, hvor man føler sig magtesløs eller bange? Det spørgsmål bliver aktuelt i en tid, hvor Danmark og resten af verden er påvirket af coronapandemien. Skoler, restauranter og arbejdspladser er lukket ned, og folk skal blive derhjemme for at undgå at sprede den farlige virus.
Mikkel Wold, der er sognepræst i Marmorkirken, forstår godt, hvis nogle mennesker i øjeblikket føler, de står midt i en krise.
- Vi har noget dommedagsagtigt tæt på lige pludselig. Man har skullet vænne sig til klimakrisen allerede, og så kommer den her virus, der påvirker os alle. Vi har aldrig prøvet det med, at Danmark lukker ned, og derfor bliver vi dødskræmte af det, siger han.
Håb er noget, han ved en del om. Han har talt i Det Pavelige Videnskabelige Akademi i Vatikanet om netop håb i en tid, hvor klimaforandringers alvorlige konsekvenser kan virke uovervindelige. Siden 2008 har han undervist i sjælesorg på præsteuddannelsen, så han har også erfaring med, hvordan man som menneske opretholder håbet i en tid, hvor ens verden er ved at bryde sammen.
Man kan godt beslutte sig til livsmod
Når virkeligheden bliver truende, tager den ofte håbet fra os. Her gælder det ifølge præsten om at mobilisere det, han kalder en trodsmagt, mod håbløsheden.
- Man skal ikke finde sig i håbløsheden, men byde den modstand. Det kan godt være, tingene ser sorte ud nogle gange i vores liv, men vi skal fortsætte med at leve i livsmod og livsglæde, siger Mikkel Wold.
Ifølge ham har vi vænnet os til at lytte til vores mavefornemmelse og mærke efter, hvad der sker inde i os selv. Men når man kun kigger indad, risikerer man at stirre sig blind på frygten og angsten, og så bliver det en tilstand, der lammer én. Derfor skal man give det modspil og vælge, at man simpelthen ikke vil ligge under for håbløsheden.
- For den, der er bange, handler det om at træffe den beslutning, at frygten for sygdom og risikoen for, at jeg eller mine kære kan dø, ikke skal styre hele mit liv og min færden. Livsmod kan godt være noget, man til en vis grad kan beslutte sig til, siger Mikkel Wold.
Vi skal leve, så godt vi formår
Mange danskere lever i øjeblikket i usikkerhed om, hvordan corona-pandemien kommer til at udvikle sig, og hvordan fremtiden ser ud. Bliver det bedre, og i så fald hvornår? Eller bliver det værre? Kan jeg sætte min lid til, at hvis jeg bare undgår selv at blive syg, så skal det hele nok gå?
Forventningerne er skrøbelige, og det betyder, at håbet også bliver svagt. Derfor kan det ifølge Mikkel Wold være godt at minde sig selv om, at håbet ikke kun kan være forankret i noget menneskeligt, men også i noget uden for mennesket – i Guds barmhjertighed og nåde.
- Hvis jeg bygger mit håb på, at jeg er i Guds hænder, uanset hvad der sker, og at der så derfor dybest set kan komme, hvad der vil, inddrager jeg Guds løfte i mit liv. Jeg håber fortsat på, at jeg bliver rask, men nedenunder det er jeg i Guds varetægt, uanset hvad der sker. Det betyder ikke, at jeg mister sansen for det nærværende og jordiske, men det betyder, at mit livsmod bygger på de løfter, jeg har fået fra Gud. Løftet om forløsningen i evigheden og om, at jeg i mit nuværende liv vågner op til nåden og barmhjertigheden fra Gud hver morgen, siger Mikkel Wold.
Han fremhæver et vers fra Grundtvigs salme ’Morgenstund har guld i mund’, der sætter ord på, hvad nåden er: ”Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde! Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.”
- Jeg stoler på Guds nåde, og så har jeg muligheden for at handle frit. Jeg er ikke afhængig af, om jeg handler fejlfrit. Jeg er ikke herre over, hvad der tilstøder mig, men er herre over, hvordan jeg reagerer på det. Ja, det er farligt og risikobetonet, men jeg vælger at leve, så godt jeg formår, siger Mikkel Wold.
Glem dig selv
Den usikre fremtid kan få mange forskellige reaktioner frem i folk. Nogle trækker måske på skuldrene og tænker, det nok skal gå, mens andre derimod får en knude af bekymringer i maven.
For at frygten ikke skal overmande én, har præsten et praktisk råd, der kan hjælpe. Det handler om, at man kan sætte sig for at gøre noget for andre, for så glemmer man sine egne bekymringer for en stund. Han kender det både fra sit arbejde som sjælesørger og fra en bekendt, som havde haft en svær periode i sit liv.
- Han sidder på en ø i Europa, hvor der lander nogle flygtninge. Han beslutter sig for at hjælpe dem sammen med lokalbefolkningen. Det gør, at han får det meget bedre i den periode, hvorefter han glider tilbage til det gamle, da han kom hjem. Der skete det, at han blev optaget af noget andet end sig selv, fortæller Mikkel Wold.
Det har efter hans erfaring stor effekt, når man føler, at man er aktiv og handler, i stedet for at man sidder passivt og mærker sin selvmedlidenhed:
- Man kan hurtigt komme til at fokusere meget på sin egen situation og blive fanget i sig selv. Der skal man huske, at vejen til at blive sig selv er at glemme sig selv. Det betyder ikke, at man bliver nul og niks, men at man er optaget af noget andet end sig selv. Og idet jeg gør noget for andre, i selvforglemmelsen, kommer jeg til at leve for alvor.
Vær sjælesørger for andre
Ifølge præsten er det i kriser, at vi kan begynde at fokusere på, hvad vi er fælles om, og hvordan vi kan hjælpe hinanden. I sidste ende har vi alle sammen brug for, at nogen er der for os, som Mikkel Wold forklarer:
- Teologen Jan Lindhardt kom engang med en definition på sjælesorg: Det er, når den for tiden stærke hjælper den for tiden svage. Enhver kan blive modløs og ramt af angst. Og så er det vigtigt, at de, der ikke er modløse, minder de modløse om, hvad der er modløshedens modspil. Og det er, når man siger, at det her ikke skal knække mig. Det skal ikke vinde.
Har du brug for nogen at tale med om de svære ting for tiden? Husk, at du altid kan ringe eller skrive til din lokale præst, ligesom du også kan chatte anonymt med en præst på Sjælesorg på Nettet.
