Tro, tvivl og traditioner

Lea Holtze

Der dufter af friskbrygget kaffe, og lyset strømmer ind i den lille lejlighed på 4. sal på Nørrebro i København. Snak om mos og søvnvaner blander sig med babypludder. Og ind ad døren støder flere forpustede mødre med røde kinder og godt indpakkede babyer til. 

Folkekirken.dk har sat en mødregruppe i stævne for at tale om, hvorfor de har enten til- eller fravalgt dåb.

- Vi tog snakken, allerede inden Felix blev født, og så talte vi om det igen efter fødslen. Det var et stort ønske for mig at få ham døbt, og det skyldes primært, at jeg synes, det er en smuk tradition og en god måde at fejre ham på. Også selvom vi ikke er kirkegængere, siger Bettina, imens hun holder et vågent øje med sønnen Felix, der møver rundt nede på gulvet, hvor en rød sutsko har fanget hans opmærksomhed.

Alle de andre mødre byder fluks ind med deres tanker om tro og tvivl, ritualer og familietraditioner. De har nemlig truffet forskellige valg, for mens Sofie og Stine har fravalgt dåben, har de tre andre valgt den til. 

Et smukt ritual

Nivi, Julie, og Bettina valgte at lade deres børn døbe og det har betydet meget at samle de vigtigste mennesker i deres liv omkring deres nyfødte barn og at udpege nogle kærlige gudforældre til det. For dem, vejer de traditioner, der knytter sig til dåben, tungt.

Bettinas mand var oprindeligt imod dåben, men endte faktisk med at være meget rørt under ceremonien, fortæller hun. Og også Nivi oplevede det som en smuk handling:

- Jeg kan godt tænke, at der egentlig ikke er så mange traditioner tilbage i vores samfund i dag. En del familier bliver splittet, og jeg kan godt lide tanken om at sige ja til hinanden i en kirke, ligesom jeg godt kan lide tanken om at holde dåbstraditionen i live, siger hun. 

Familiens traditioner og dåbskjolen

Julie og hendes mand var til at begynde med helt sikre på, at deres søn ikke skulle døbes. Men den holdning kom til at ændre sig med tiden.

- Vi talte med vores omgangskreds om det, og det blev især min mors holdninger, der fik os til at skifte mening, siger hun og fortsætter:

- I vores familie er der en dåbskjole, som er blevet båret af 11 andre børn. At Magnus blev døbt i den betyder for mig, at han er en del af en familie og en del af en slægt. Jeg synes, det kristne ritual kan noget, som jeg også oplevede, da vi blev gift. Da sagde vi ja til hinanden foran venner og familie, og nu siger vi ja for vores søn. Det synes jeg, der er noget smukt i, siger hun.

I Stine og Sofies familier blev der ikke udtrykt ønske om, at de skulle døbe deres børn. Sofie stiller sig selv spørgsmålet om, hvorvidt hun ville have truffet samme beslutning, hvis hun havde haft mere betænkningstid. Hos hende var det nemlig partnerens stærke holdning til ikke at lade deres søn døbe, der blev tungen på vægtskålen:

- Hvis jeg havde tænkt mere over, at dåben også giver adgang til kirkens andre ceremonier, såsom muligheden for at blive gift og begravet, havde valget måske været lidt mere komplekst for mig. Alligevel synes jeg, det er den, der har de stærkeste følelser omkring det, der må bestemme, siger hun.

Hvad er et kristent liv?

Hjemme hos Stine resulterede flere snakke i et nej til barnedåb. Parret havde ikke lyst til at tage beslutningen på datterens vegne:

- Jeg vil egentlig gerne giftes i en kirke på grund af det kulturreligiøse. At blive gift er relateret til os. Men dåben er relateret til hende, og vi kommer ikke til at give hende en kristen opdragelse, så vi ville ikke komme til at bakke det valg op, siger hun.

- Men hvad vil det egentlig sige at leve kristent?, indskyder Nivi, ser spørgende rundt på gruppen og fortsætter:

- Er det som vi lever i dag? Hvad lægger man i kristendommen? At vi går i kirke hver søndag eller er det måden, vi lever på?

Spørgsmålene strømmer ud, men svarene lader vente på sig, alt imens mødrene forsøger at holde de småsultne baybyer hen lidt endnu.

- Før vi besluttede os for, at Magnus skulle døbes, var jeg i tvivl, om vi kunne træffe sådan en beslutning på hans vegne, og om jeg var kristen nok. Men traditionen og det familiære kom til at dominere min afgørelse. Med dåben viste vi, at vi er en familie, og at Magnus er vores søn, siger Julie.

Efter en snak, der har fået tankerne til at bevæge sig i andre retninger end vanligt, vender hverdagssnakken om mad og søvn tilbage. Børnene er mildest talt ved at være klar til underholdning og små og stores maver knurrer.

LÆS OGSÅ: Margrethe Brun Hansen: Forældre skal turde træffe valget om dåb

LÆS OGSÅ: Theodor Jørgensen: Dåben er en gave

SE OGSÅ: Mie og Alexander: 'Vi var håbløst uenige om barnedåb'