Kæmpede for kærligheden til det sidste 

Den ultimative utilstrækkelighedsfølelse. Sådan beskriver forfatter Leonora Christina Skov de sidste timer ved sin mors dødsleje. Timer, som afsluttede et ulykkeligt mor-datter forhold, der til det sidste bar præg af forfatterens stræben efter at vinde sin mors kærlighed.

Min mors hånd søgte hen over dynen og lukkede sig om min. Måske tog hun fejl af min hånd og en andens. Jeg ventede, men hendes hånd lå der stadig. Jeg er ked af, at jeg ikke kunne være den datter, du ønskede dig, tænkte jeg. At årene er gået, uden at vi har fået talt om det. At jeg efterlod dig i vejkanten og fortsatte alene, for sådan har det føltes. Som om jeg løb fra mit ansvar og det, jeg var sat i verden for, nemlig at gøre dig glad eller forsøge på det.

Sådan skriver forfatter, litteraturkritiker og samfundsdebattør Leonora Christina Skov på en af de første sider i sin nye bog 'Den, der lever stille'. 

I bogen møder vi lille Christina - som Leonora Christina Skov blev kaldt dengang - der vokser op i et parcelhus i Helsinge. Og under hele opvæksten har hun ét for øje: At opføre sig eksemplarisk og derved undgå at gøre moderen ked af det og faderen vred. Hvis bare hun lykkes med det, kan det være, de vil begynde at elske hende. Den mission fortsætter til det sidste, forstår vi, da vi i bogens første del møder voksne Leonora ved moderens sygeseng på hospice. 

- Jeg havde aldrig set et dødsfald før, så jeg havde ingen manual og tænkte bare på historier om, hvad den gode datter burde gøre i den situation. At jeg burde græde, tænke at det var godt, hun fik fred, holde hende i hånden eller bede fadervor. Men jeg havde ingen handlemuligheder, og det var den ultimative utilstrækkelighedsfølelse, forklarer hun, da jeg møder hende i hendes store, lyse lejlighed på Frederiksberg.

Hun lyser op med sine røde læber og en skriggul kjole og viser mig det skrivebord, hvor bogstaverne er strømmet ud fra hendes fingre, og bogen blevet født. I køkkenet får vi Nescafé og slår os ned ved det runde spisebord for at tale om 'Den, der lever stille' og bevæge os ind i Leonora Christina Skovs sidste tid med sin mor, der døde af kræft i 2015. 

Hurtigt kommer vi ind på, at følelsen af utilstrækkelighed og skyld har gennemsyret hele Leonora Christina Skovs opvækst og fortsat er faste følgesvende i hendes liv, når det kommer til forholdet til moderen. I barndomshjemmet var skyldfølelsen altoverskyggende, for så længe Leonora Christina Skov kan huske, har hun fået at vide, at det var hendes skyld, når moderen var ked af det eller havde det dårligt. Og det havde hun tit:

- Det var min rolle på jord at gøre min mor glad, for jeg fik at vide, at hun havde haft det forfærdeligt, siden jeg kom til. Den skyld har jeg båret rundt på, så længe jeg kan huske, siger hun og forklarer, at forældrene tidligt lod hende vide, at hun var kommet til verden ved en forfærdelig fødsel, at hun var et frygteligt spædbarn, fordi hun skreg konstant, og at hun fortsat ofte ikke var den gode datter, de havde ønsket sig, selvom hun var klassens dygtigste elev og gjorde, hvad der blev sagt både i og uden for hjemmet.

- Min mor styrede mig via sit humør og havde stor magt over mig. Det værste, der kunne ske, var hvis hun begyndte at græde, siger Leonora Christina Skov. Var det tilfældet, bebrejdede faderen hende det og kvitterede eventuelt også med smæk.

Forældrekærlighed mærkede Leonora Christina Skov således ikke meget til. Faderen nedgjorde hende. Var man bange for at ligge alene i mørket i sin seng, var det bare ærgerligt, og fysisk kontakt i form af knus og kys var udelukket fra hendes mors side. 

Vi vender tilbage til Leonora Christina Skovs voksenliv, og hun fortæller, at moderens manglende lyst til fysisk kontakt er grunden til, at hun har svært ved at tro på, at moderen virkelig ønskede at holde hende i hånden, da hun lå i sin hospitalsseng:

- Jeg tror mest af alt, det skyldes, at hun var så dopet af medicin, at hun ikke sansede ret meget. Hun har aldrig villet have mig tæt på sig, så jeg tvivler på, at det var tilfældet. Jeg ved ikke, om hun ville sige mig noget, men jeg har svært ved at tro det.

Leonora Christina Skov ler kort, men ikke dybfølt, og ikke fordi det er morsomt. Derimod konstaterer hun, at hendes historie er så absurd, at hun indimellem ikke kan gøre andet. Og skriveprocessen, hvor hun har genbesøgt barndomsminderne, har da også været svær at komme igennem. Undervejs har hun nemlig samtidig frygtet for konsekvenserne af sine ord.

- Det var ikke særlig sjovt, egentlig var det rædselsfuldt, og der er sådan set ikke noget pænt at sige om det, siger hun og fortæller, at der gik et år fra moderens død, til hun var klar til at begynde at skrive bogen.

Til gengæld har faderen modtaget bogen anderledes, end hun havde forestillet sig – nemlig med en konstatering af, at det er hendes version af historien, men uden vrede.

Alle bestræbelserne foregik, uden at Leonora Christina Skov fik stillet de spørgsmål, hun havde båret rundt på siden barndommen.

- Det havde været en stor fordel, hvis vi kunne tale sammen, men jeg turde ikke at spørge om noget. Jeg var bange for, hvad der ville blive sagt, og jeg kunne ikke risikere at blive bebrejdet for flere ting, så skyldfølelsen kunne voksne sig endnu større. Jeg var faktisk usikker på, om jeg kunne leve videre, hvis jeg skulle høre mere, siger hun.

Tidligere havde Leonora Christina Skovs forældre nemlig ladet hende vide, at hun var skyld i moderens kræft, for kræft kunne være psykisk betinget, havde de læst. Og med de problemer, hun føjede til deres liv ved at springe ud som lesbisk, måtte der være en klar årsagssammenhæng, mente de. 

- Havde min mors mening haft mindre vægt, kunne vi have talt sammen. Det ville jeg ønske, fordi jeg stod tilbage med uendeligt mange spørgsmål, som ikke kan besvares, fordi ingen for alvor kendte min mor. Og det skal jeg leve med resten af livet, konstaterer hun.

De sidste to år af moderens liv bragte dårlige mønstre fra Leonora Christina Skovs fortid med sig:

- Det føltes, som om relationen til min mor åbnede døren ind til en gammel struktur, som ikke burde genoplives. Jeg fik samlet en række mennesker omkring mig, hvis anerkendelse jeg ville gøre alt for at få. Det er en struktur, jeg har kørt, siden jeg blev født – at finde mennesker, der ikke er specielt begejstrede for mig og forsøge at overbevise dem om, at jeg er okay.

Stik imod, hvad man måske kunne forvente, kom moderens død ikke som en lettelse for Leonora Cristina Skov, fordi spørgsmålene stadig væltede rundt i hendes indre. Og så alligevel, for nu indtraf en ytringsfrihed, hun aldrig havde kendt til.

- Det er en lettelse, at der ikke er en person, der kan dø på grund af mig og en stor glæde at kunne tale frit – både i medierne og privat. Derfor føles det også fundamentalt anderledes, efter hun er død, og jeg er trods alt glad for, at hun ikke levede 20 år mere, hvor hun kunne blive ved med at pine og plage mig. 

Men hvor slemt Leonora Christina Skov end fik det gennem den sidste del af moderens liv, kan hun ikke se, det kunne have været anderledes. Og hun er glad for, at hun fik sendt hende ordentligt af sted:

- Udover at jeg brugte min tid på at få hende til at elske mig, var det også en tid, hvor jeg sørgede for at være et ordentligt menneske. I den situation var det det ordentlige at gøre, selvom jeg ikke fik meget igen og hun ikke var særlig sød. Min kone, Annette, måtte heller ikke komme i deres hjem, men alligevel var Annette og jeg enige om, at uanset hvor hårdt det blev, var det det rigtige, at jeg var der for min mor. 

Alligevel opfordrer Leonora Christina Skov andre pårørende med et kompliceret forhold til en døende til at passe godt på sig selv. 

- Hollywood-historien er, at folk på dødslejet ændrer sig helt vildt meget og lige pludselig vil sige og gøre en helt masse under indflydelse af døden. Men jeg er bange for, at realiteten ofte er, at man dør, som man har levet. Og at de pårørende ofte håber forgæves på, at den døende vil ændre sig. Hvis man ikke har fået sin mors eller en anden nærtståendes kærlighed noget før, er det mest sandsynligt, at det fortsætter med at være sådan ind i døden, siger hun.

Når Leonora Christina Skov trods alt klarede sig igennem de sidste svære år skyldtes det flere ting. Dels sit virke som forfatter, som var det metier, hun havde drømt om at udfylde siden barndommen, og selv hendes kone Annette, der var 'The voice of reason' (fornuftens stemme red.), som hun udtrykker det. Og så hendes kristne tro, som også var et holdepunkt i barndommen:

- Min mormor var troende, og det gav mig et fundament og en følelse af ikke at være alene, som ellers har været en grundtilstand hos mig. Det gav mig en tro på noget større, selvom det ikke er noget, jeg har støttet mig op ad dagligt, funderer hun.

Og ved moderens dødsleje var det da heller ikke troen, der fyldte:

- Den situation var så vanvittig, at der ikke var tid til det, for jeg kunne ikke have mere i hovedet. Jeg bliver nødt til at have tid til at reflektere over troen, hvis den skal have plads, og det har jeg nu, siger hun og fortsætter:

Når Leonora Christina Skov siger sådan, er det bogen, og alt det, der er fulgt med, hun taler om. For modtagelsen har været overvældende. Da hun skrev den, var det oprindeligt med et budskab om at elske sine børn – også hvis de er homoseksuelle eller på anden vis ikke er, som forældrene havde håbet. Men hun fandt hurtigt ud af, at målgruppen var meget bredere, og bogen er i dag oppe på 36.000 solgte eksemplarer.

- Jeg har fået over tusind henvendelser fra andre, der har følt sig anderledes og i særdeleshed mennesker, der har haft mødre som min. Dem, der ikke er blevet elsket af deres mor har ikke før følt sig repræsenterede, men de skriver, at de efter at have læst min historie føler sig modigere og mindre alene. Sådan har jeg det også selv nu. 

I de år, der er gået siden moderen gik bort, har Leonora Christina Skov også tilgivet sin mor. Og det selvom hun ikke en gang til sidst forsøgte at lære sin egen datter at kende og elske hende.

- Jeg kender ikke svaret på, hvorfor min mor var, som hun var, men i dag forestiller jeg mig faktisk, at hun havde en fødselsdepression og havde psykiske problemer hele livet. Det, synes jeg, forklarer en del, siger hun og fortæller, at hun dels tidligt forstod, at der var foregået ubehagelige ting i moderens barndom, som man ikke talte om, og dels at hendes far har fortalt hende, at moderen på et tidspunkt var ved at putte spæde Leonora ind i en ovn, ligesom hun lod hende skrige bag en lukket dør, uden at faderen gjorde noget ved det.

- Hun havde ingen venner og ingen familie, der greb ind, så hun levede meget isoleret. Jeg tænker over, hvad det gør ved at skrøbeligt menneske at stå alene i den tilstand med et lille barn. Hun var en kvinde uden handlingsmuligheder, og det var også derfor, hun styrede mig med sit humør. Af de grunde er det lykkedes mig at tilgive hende, at hun aldrig lærte at elske mig, slutter hun.