Døden er en stor klump af ækel uoverskuelighed, som vi skal have med ind i livet

Malene Bjerre, Folk&Kirke

- Okay, det er lidt en vild analogi, det her. Da jeg var 19 år gammel, var der en kvinde, der blev besat af en voodooånd, mens hun var på besøg hos min far i Haiti. Min første reaktion var at forsøge at stoppe det, at få hende ud af det, der lignede et anfald. Det gjorde, at det bare sad fast og blev voldsommere. Så efter noget tid besluttede vi at gøre, som præsten gør i voodooritualerne. Nemlig at give ånderne det, der hører til dem. Ham, der hedder Gedé, skal fx have en cigaret og noget at drikke. Og ved at komme ånden i møde lykkedes det faktisk at få den til at forlade hende. Det blev en stærk lektion i ikke at kæmpe imod, når man bliver ramt af det uforklarlige og ubehagelige. Hvis vi sætter os imod, når vi er ude i de vendepunkter i tilværelsen, hvor man ikke længere ved, hvad der er op og ned, så bliver livet meget, meget sværere.

Kristian Leth griner selv af sit eksotiske eksempel på, hvordan man skal lære at gå med det svære i tilværelsen i stedet for at forsøge at få kontrol over det. I Haiti kan det være ånderne, der kommer og opfører sig fuldstændig voldsomt og upassende og vender op og ned på det fornuftige og velordnede liv.

I et almindeligt vestligt liv er det snarere de store vendepunkter som fødsel, sygdom, tab – og ikke mindst døden. Den har vi det rigtig svært med, mener Kristian Leth, og i sin bog Håb fra 2018 forklarer han, hvorfor det er et problem. Angsten for døden sætter sig som en angst for forandring og trang til kontrol, siger han. Hvis vi omvendt lærer at leve med døden, kan vi også blive sat fri.

Eller oversat fra åndesproget: I stedet for at kæmpe imod det ukontrollerbare, så gå med det og lad det få plads.

For livet gør ondt indimellem. Vi bliver alle sammen ramt af noget ubehageligt, uhåndterbart og svært, og til sidst skal vi dø. Og hvis vi ikke accepterer den side af livet men prøver at ignorere den, kan vi heller ikke leve i tillid til verden, men bliver ramt af frygt for, hvordan det hele skal gå.

- Frygten for fremtiden ville ikke være en frygt, hvis vi vidste, hvordan fremtiden så ud, forklarer han. 

- Derfor tror vi, løsningen er at prøve at kontrollere, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Men løsningen er at håndtere frygten i stedet. Man overvinder jo heller ikke social angst ved at få styr på de sociale situationer. Man overvinder den ved at arbejde med angsten. Og jo mere man arbejder med sin grundlæggende dødsangst, jo mindre farligt bliver det, at verden forandrer sig, og jo mindre behøver vi prøve at kontrollere den.

Livet bliver til i et rum

Kristian Leth kender godt selv til behovet for at ville kontrollere verden, ikke mindst for sine tre børn.

- Det er jo så enormt vigtigt for os alle sammen med de der børn, siger han.

- Der er bare ikke noget, der må gå galt for dem. Vi vil have, at de ikke kommer i en dårlig skole, at de ikke bliver mobbet, at de ikke får for meget skærmtid. Der er en uendelig liste af ting, der skal være i orden, og som vi tror, vi kan skærme dem imod. Væk med alt det, der er grimt, væk med enhver usikkerhed og ubehagelighed. Læreren sagde noget grimt til mine børn, så klager vi til rektor!

Men det minder faktisk lidt om at lave musik, forklarer han. 

- Det nytter simpelthen ikke noget at beslutte, at man ikke vil lave noget, der er dårligt – for så bliver det dårligt. Det at ville undgå noget er den sikre vej til ikke at lykkes med det. Man er nødt til at ville noget. Måske når man ikke lige det, men så når man hen til noget andet. Det ikke at vide, hvor man skal ende, gør hele processen til et eventyr i stedet for bare en afvikling. Det nytter ikke at ville detailkontrollere. Perfektion er det mest destruktive og kedelige i hele verden.

Sammen med sin familie bor Kristian Leth i New York, og lige nu står han og hans kone og skal vælge en skole til deres mellemste datter, der skal i middle school, noget, der svarer til 6.-8. klasse i Danmark. De er ude og se på en række skoler, som de så kan sætte på en ønskeliste.

- Det kan være lidt angstprovokerende, indrømmer han. 

- Men så hørte jeg den amerikanske journalist Malcolm Gladwell sige noget godt. Han sagde: Det er noget sludder at tro, at man tager et uddannelsesvalg. Altså at man vælger noget bestemt, der så vil udfolde sig på en bestemt måde over et bestemt antal år. Uddannelse er noget, der bliver til mellem eleven og netop det år, de andre elever, lærerens psykiske helbred og vejret og alt muligt. Det synes jeg er en fin distinktion – vi skal ikke tro, vi vælger for dem; livet bliver til i et levende rum. Det gælder i alle mulige sammenhænge og kan aflaste én lidt i alle de faser, hvor man ud af omsorg gerne vil have styr på, at barnet har det godt.

Verden vil det gode

- Omvendt skal vi heller ikke slippe taget. Man kan godt blive så udmattet af al den kontrol, man har lyst til at have, men ikke kan få, at det bliver til den rene apati. Men det betyder ikke, at jeg skal opgive ethvert valg. Så min kone og jeg skiftes til at have overblikket, og vi har set en hel masse fede skoler og minder hinanden om, hvor godt det er, at vi nu har set endnu en rigtig god en. Det skal nok blive godt, og det kan det blive på mange måder. Samtidig vil nogle af vores venner vælge en privatskole, fordi de ikke synes, at der er en eneste af de offentlige skoler, vi har set, der er gode nok. Men vi skal turde tage valget i tillid til, at det nok skal blive godt, uden at det er perfekt. Hun skal bare være glad for at gå der. Det er godt nok.

Kristian Leths erfaring siger ham, at jo mere tillid man har, jo mere bliver tilliden indfriet. 

- Thomas Helmig sagde engang til mig: Verden vil det gode. Det synes jeg er så fedt sagt. Det betyder ikke, at alting altid går godt, men det er grundlæggende sådan, verden er indrettet. For mig er det en god ting at minde mig selv om.

Men tilliden til verden er noget, der skal holdes i form – og overraskende nok mener Kristian Leth, at vejen går gennem træning i død. Og det kan godt være, at der er mange artikler og tv-dokumentarer, der handler om at dø, men ikke desto mindre fastholder han, at vi taler alt for lidt om døden i dag.

- Vores kultur forholder sig ikke til vores egen død som fænomen, kun de andres. Når vi taler om døden, taler vi om sorg og savn, men det er fra de efterlevendes synspunkt. Vi taler om at miste, ikke om at dø. Buddhisterne har en anden tilgang. De mediterer på døden, konstant. Det synes jeg vi kan lære af. Vi tror måske, at jo mere vi tænker på døden, jo mere plads giver vi til den. Men det er omvendt, den får lov at styre os, hvis vi ikke giver den plads. Vi tror, at vi skal prøve at undgå det, der gør ondt, og så bliver det enormt vigtigt at prøve at få kontrol. Men livet rammer os uanset hvad, og til allersidst skal vi dø. Ikke bare en stor procentdel af os, men hver eneste en. Det er jo helt ubegribeligt og uforståeligt. Døden er en stor klump af ækel uoverskuelighed, som vi skal have med ind i livet.

Jeg kommer også til at dø

Så Kristian Leth har ladet sig inspirere af buddhisterne og går med et armbånd med dødningehoveder på, så han kan blive mindet om døden, hver gang han bevæger armen eller ser på det. Og så søger han henimod tanken, når den dukker op. 

- Jeg hører måske om nogen, der er død, og så tænker jeg: Ja. Og jeg kommer også til at dø. Så er jeg her slet ikke. Det kunne være i morgen. Det ville være vildt ærgerligt, for jeg er lige midt i noget. Men er jeg så glad for det, jeg har gjort? Er jeg tilfreds med det, jeg har givet, ikke mindst til mine børn?

Cirka en gang om ugen mediterer han i fem-ti minutter over sin død og det faktum, at døden faktisk allerede er i ham. 

- Så snart vi er født, er vi også allerede ved at dø, døden er en del af vores væren. Og jeg kan godt sige dig, at når man sådan sidder og tænker på sin konkrete død, og man så slår øjnene op og tænker: ’Hvad skal jeg have til aftensmad?’, så kommer der en virkelig heftig livsenergi. Det er meget paradoksalt. Men jeg oplever det altid som en styrke. Når jeg føler mig ængstelig eller nervøs og har allermindst styr på mit sind, så hjælper det altid at tænke på døden. Det er det værste, der kan ske; så skal jeg nok klare det andet.

Livet bliver ikke let og overskueligt af det. Det er ikke sådan, at Kristian Leth ikke længere er bange for døden, siger han. 

- Men man kan vænne sig til at lade døden fylde noget. Og det ligger der en stor kontrolafsigelse i. En accept. Og samtidig er det utrolig frisættende. Hvis vi accepterer vores egen død, kan vi også acceptere alle de andre forandringer, der hele tiden sker i verden. Jo flere skridt man tager ad de mørke stier, og jo mere tillid man viser verden, jo lettere bliver det. Men husk advarselslampen: Det sekund man tror, man har fået styr på døden, har man ikke styr på en skid.