At tale om døden gør sorgen mindre kompliceret

Det kan være svært at sætte ord på døden uden at føle, at man samtidig giver afkald på håbet. Men en mere åben samtale om døden kan både hjælpe den døende og de pårørende.

Datoen står lysende klart i Line Rønns hukommelse. Den 12/12/12 fandt lægerne ud af, at hendes far var syg.

- Jeg kan huske, at jeg stod i Inspiration med min lille søn i barnevogn. Min far ringede og var konfus, så jeg fik fat i min mor, der fortalte, at den var helt gal.

Familien fik hurtigt sendt ham med ambulance til en scanning, som viste, at en stor tumor pressede på hjernen. Det var lungekræft, som havde spredt sig. Han døde i 2013, et lille halvt år efter, at det blev opdaget.

Lines far var selv meget afklaret. Men Line ville ikke indse det, som lægerne og hjemmesygeplejerskerne ellers understregede for familien gang på gang; at hendes far ikke havde lang tid tilbage at leve i. Ikke engang farven på blomsterne til kisten kunne Line tale med sin far om. Det ville jo være det samme som at sige farvel, og det kunne hun ikke bære.

Det betød også, at hun aldrig fik taget hul på snakken om døden med sin far.

- Vi snakkede aldrig om, at det snart var slut. Det har jeg fortrudt. Jeg ville gerne have sagt, hvor dejligt det var, at han prioriterede mig og mine søstre så højt. At han lavede varm æblegrød til os, når vi kom hjem fra skole og sang gamle viser for os, når vi skulle sove. At han altid var der. At hans omsorg og humor og uforfærdede tilgang til livet har gjort mig til den, jeg er i dag.

Anette Kortegaard er hospitalspræst på Regionshospitalet Silkeborg og en del af Palliativt Team, som blandt andet tager ud i hjemmene, når den sidste tid nærmer sig. Hendes oplevelse er, at mange har svært ved at tale om det allermest åbenlyse; at der er en, som skal dø. Og ligesom i Lines tilfælde handler det ofte om, at man klynger sig til håbet.

For Line Rønn havde det utvivlsomt været en hjælp, hvis der havde stået en på sidelinjen, som kunne tage det initiativ, hun ikke selv kunne tage.

- Så havde jeg måske turdet åbne op for det, som jeg ikke selv kunne bære at åbne op for.

Selvom det hurtigt stod klart, at Lines far ikke ville blive rask igen, blev døden kun nævnt én eneste gang imellem dem.

- Vi sad ude i køkkenet og drak en kop kaffe. Og så sagde min far: ‘Du ved jo, det er sådan, min skat. Dyr og blomster og mennesker forgår. Sådan er det’. Jeg kan huske, at der trillede en enkelt tåre ned ad min kind, og så sagde jeg bare ‘ja’. Og det var det. Hvis jeg havde sagt mere, frygtede jeg, at jeg ville gå helt i stykker.

Når verdenssundhedsorganisationen WHO til sommer opdaterer diagnosemanualen, bliver ‘forlænget sorgreaktion’ til en diagnose. Den kan bruges i tilfælde, hvor sorgen ikke er aftaget i styrke et halvt år efter, man har mistet.

Preben Engelbrekt, psykoterapeut og direktør i Det Nationale Sorgcenter, mener, at det er vigtigt at turde tale om døden, hvis vi vil den mere komplicerede sorglidelse til livs.

- I dag kan lægevidenskaben gøre så meget for at holde mennesker i live, at døden bliver et uacceptabelt nederlag. Og fordi vi i dag lever i længere tid med livstruende sygdomme, betyder det, at der helt til det sidste er meget fokus på mere behandling og flere operationer. Og det er en skam, for det bliver ofte på bekostning af de vigtige samtaler.

Ifølge Preben Engelbrekt skal alt ikke foregå på den døendes præmisser. Og det går imod den gængse opfattelse blandt sundhedsprofessionelle, hvor hensynet til patienten altid er udgangspunktet.

- Jeg mener faktisk, at man godt kan kræve af den døende at tale om døden. Det skal selvfølgelig ikke proppes ned i halsen på dem, hvis de virkelig ikke vil, men jeg mener grundlæggende, at de mulige konsekvenser for de efterladte, som ikke får talt om tingene, er meget større end den døendes ubehag ved at tale om det.

Det bedste råd, Preben Engelbrekt kan give, er, at vi skal huske at tale om døden, inden det er ved at være oppe over. Inden vi bliver for gamle, inden sygdommen rammer. Det indebærer også, at vi forholder os mere nøgternt og konkret til vores egen dødelighed. Hvad skal der ske, når jeg ikke er her mere? Hvordan vil jeg egentlig begraves? Hvad kommer jeg mon til at dø af?

Ifølge hospitalspræst Anette Kortegaard er det en helt tydelig hjælp for de efterladte, at der har været en god snak om tingene.

Men Anette Kortegaard understreger også, at folk er forskellige, og at det for nogle mennesker ikke er naturligt at bruge alt for mange ord.

- Og så har vi heldigvis mange andre sprog end det mundtlige. Man kan sige rigtig meget med et håndtryk, et blik eller et knus.

Line Rønn håber, at vi som samfund bliver bedre til at tale om døden. Det vil give et sprog til det, som vi alle vil opleve på et tidspunkt, nemlig at miste en, vi holder af.

- Min far ville gerne snakke om døden, men jeg kunne ikke. I dag kan jeg se, at det ville have hjulpet os begge to rigtig meget. Jeg kunne have haft de samtaler at glæde mig over bagefter. Forestil dig, at alt det, du får sagt, er små lys, du kan tage med dig og varmes ved senere i livet.

Omvendt mener Line ikke, at man skal føle for stort et pres til at få sagt alt muligt, inden det er for sent. For det er altid svært, når man står i situationen. Og så bliver man nødt til at tilgive sig selv for alle de ting, man ikke fik sagt.

- Du gjorde, hvad du kunne, og hvad du magtede i situationen. Havde du kunnet handle anderledes, så havde du gjort det.