Vred? Nej, det er jeg ikke

Charlotte Rørth

- Min mor siger, at jeg lyder som min mormor, fortæller Katrine Kjær Nielsen og kan ikke lade være med at le, selv om det ”egentlig er lidt sørgeligt”.

 - Jeg er kun 23 år, men gør lige nu ikke noget af det, man gør som ung. Jeg lever vildt struktureret, knokler løs, træder ikke ved siden af, passer min ting og min lejlighed, går ture og taler om at sove middagslur.

Katrine Kjær Nielsen er en af de mange tusinde studerende, der bor alene og under Corona har måttet sande, at det ungdomsliv, hendes mor har fortalt om, ikke ligefrem matcher hendes hverdag. Hun læser mode på Designskolen Kolding og har måttet berolige sig selv med langsommeligt håndarbejde som en hel kjole strikket i sort.

- Jeg har arbejdet rigtigt meget med ikke at blive stresset. Når man er hjemsendt, kan man jo arbejde hele tiden, ikke? Og vi skal have noget ud af uddannelsen og blive dygtige for at kunne få job, fortæller hun, der ”er positiv af natur”, men ikke helt kan se, at en mere løssluppen ungdomstid kommer igen efter Corona.

- Jeg håber, men nej, jeg tror det ikke. Der slækkes ikke på kravene til os, og vi er også forandrede af den her tid. Vi er blevet mere alvorlige, siger hun, der som formand for de studerendes råd taler med mange medstuderende.

De fleste er ok, som hun siger, og gør som hun og løber meget og har lært sig at nyde eget selskab, men der er alt for mange, der er droppet ud, uden at hun kan se, hvad andre kunne have gjort ved det hjemmefra, eller hvis skyld, det er.

- Vred. Nej, det er jeg ikke. Ikke længere. Jeg ved ikke, hvor jeg skal rette vreden hen. Ingen er skyld i Corona. Men jeg vil meget gerne have, at de voksne, hvis jeg kan kalde dem det, anerkender, at vores frihed er taget fra os. Eller rettere, vores frihedsfølelse. Den der følelse, de selv taler om, hvor de mærkede, at verden lå foran dem, lys og åben. Den har vi ikke.

Voksne må være de voksne

Til Folkemødet på Bornholm vil Katrine Kjær Nielsen gå på scenen som del af ’Krisepanelet’ for at deltage i debatten om Generationsgaven. Krisepanelet skal rådgive regering og andre politikere og mennesker med magt og er nedsat til formålet af folkekirken og Katrines studiested, Designskolen Kolding.

Herfra nikker rektor, professor Lene Tanggaard, genkendende til hendes beretning.

- De unge har under Corona været så fleksible, så forstående, så arbejdsomme. Nu er det os voksne, der skal være vores opgave voksen, fastslår hun, der til Folkemødet blandt andet vil medbringe krav til politikerne om at give de unge bedre muligheder for uddannelse.

- At få sig en uddannelse giver en myndighed og ansvar og mod til livet, men de skal også have mulighed for at magte det. Det får man, når man ved, at man bliver grebet, hvis man får det skidt. Det skal vi voksne sørge for at de ved, at de bliver, fastslår Lene Tanggaard.

Flere må forstå, håber hun, at livet hænger sammen. Studier og trivsel, fremtidshåb og faglig kunnen.

- For mig handler det ikke om at skaffe flere penge til Designskolen, men om at gøre det begribeligt, at bolden ligger hos os alle sammen. Alle voksne. Vi må træde til og se, hvordan vi kan give de unge et bedre liv. De er ikke forkælede. De er vores fremtid.

Flere unge rammes

For Lene Crone Nielsen, studenterpræst ved Syddansk Universitet i Odense, er Katrine Kjær Nielsens historie også ”alt for velkendt”.

- Uha, ja, den der alvor, sukker hun.

- Og disciplinering. De er så enormt samvittighedsfulde, bevidste og flittige. Det er ikke, fordi der er noget i vejen med hverken det ene eller andet, men de mangler den glæde og den frihed, hun taler om. De er så utroligt kontrollerede. Det har meget barske konsekvenser, siger Lene Crone Nielsen.

Når de unge tager deres liv så alvorligt og oplever, at de skal leve op til krav om perfektion på studiet, selv når Corona rammer med sin ensomhed og angst, vil flere af dem bryde sammen.

- Det gør de allerede. Og der vil komme flere, siger Lene Crone Nielsen og klandrer ”stort set alle voksne” for ikke at se, hvor hårdt ramte de unge er.

- De løber mig koldt ned ad ryggen, når der tales om, at universiteterne kan tage flere studerende ind uden at skulle investere i flere lokaler, fordi de unge bare kan studere hjemme. Det går ikke. Vi har et ansvar for de unges velfærd, og den består ikke kun af selve uddannelsen, siger studenterpræsten. 

Hun møder stadigt flere studerende med en ”modløshed, håbløshed og udsigtsløshed” fremmanet af at sidde alene og føle sig forladt og overhalet af studerende, der uddannes på de efterfølgende semestre. Mange af dem har reaktioner, der minder om den tunge tilstand, hun ser hos unge i sorggrupper.

- Jeg tror slet ikke, vi voksne er klar over, hvad vi giver videre til de unge, siger Lene Crone Nielsen. 

Fremtiden er jo barsk

For Katrine Kjær Nielsen er Corona-tiden ikke kun sorgfuld. 

- Det har også været en gave at være hjemme og få mere ro på sit liv. Jeg har været meget mere ude i naturen, men efter halvandet år må jeg sige, at jeg er ved at være slidt op af at være alene og kun se andre på en skærm, selv om vi endda har kunnet være en del henne på skolen. Og hvad med fremtiden? Der kommer nok flere pandemier. Og klimakrisen. Jo, jeg er bekymret.

At Katrine Kjær Nielsen er bekymret, er reelt nok – og godt nok, mener Mickey Gjerris, lektor i bioetik.

- Jeg er selv evigt bekymret. Det er skam ikke forbeholdt de unge, siger han og kalder det fornuftigt at være det.

- Det er nærmest vanvittigt ikke at være bekymret for den fremtid, vi er ved at skabe til de kommende generationer. Det ville være uansvarligt af os voksne, hvis vi bildte de unge noget andet ind, siger Mickey Gjerris.

Fra sit eget job på Københavns Universitet genkender han alvoren, som han ser ramme både de unge, der er optaget af deres egne karakterer og dem, der er optaget af klodens fremtid.

- Det er altså ikke noget nyt, at unge er bange. Min generation havde rædslen for en atomkrig. Dem ældre end mig kom ud at tjene som 13-årige. Forestillingen om, at ungdommen er lang og sorgløs, er usand, siger Mickey Gjerris og tager sig selv i at ”lyde som en gammel, sur mand.”

- Det er jeg måske også, men jeg mener, det et tegn på begavelse, hvis man er bekymret i dag. Men det betyder ikke, at man skal lade stå til. Tværtimod skal vi tale sammen om, hvad vi skal gøre. Uanset, hvilken generation, vi tilhører.