Fortsæt til hovedindholdet
2. november 2017

Vi skal tale med hinanden om sorgen

Mens halloween handler om uhygge, er allehelgen dagen, hvor vi mindes de døde, finder trøst og håb. Det er vigtigt at mindes og tale om sorgen, siger præst Pernille Hornum. 

Sjælesorg Allehelgen Folkekirken

Traditionen med at besøge kirkegården til allehelgen vokser, ligesom flere tager til gudstjeneste allehelgensdag og mindes de døde.

I tirsdags bankede udklædte børn på husdøre landet over i anledning af halloween. Selvom halloween og Allehelgensaften er samme dag, er det ikke helt samme helligdag.

Første søndag i november holder kirker landet over Allehelgensgudstjeneste, hvor vi mindes dem, vi har mistet. 

LÆS MERE: Allehelgen 

Sorg er kærlighedens pris

Vi skal tale om savnet og sorgen med andre mennesker, siger præst og daglig leder af Sjælesorg på Nettet, Pernille Hornum.

- Det er for det første vigtigt, at man ikke går og er helt alene med sin sorg og sin smerte, og at man mærker, at der er andre mennesker omkring en. Men også det, at vi kan italesætte den betydning og de spor, som det andet menneske har sat sig i os og hos os, og den betydning, det har været at elske det andet menneske, siger Pernille Hornum.

- Man siger, at sorg er kærlighedens pris. Det kan jo umiddelbart lyde lidt barskt, at vi ligefrem betaler en pris for at få lov til at elske et andet menneske. Udtrykket minder os om, at vi faktisk har fået den gave det er at få lov til at elske et andet menneske, siger Pernille Hornum.

Præst og daglig leder af Sjælesorg på Nettet, Pernille Hornum, siger, at det er vigtigt at tale med andre om sorg og savn.

Sjælesorg året rundt

Det er ikke kun allehelgensdag, folkekirken giver plads til at sørge og savne. Året rundt tilbyder folkekirken sjælesorg, både personlige samtaler og i sorggrupper.

Har du brug for en at tale med? Herunder kan du se, hvilke muligheder du har i folkekirken. Det koster ingenting.

LÆS MERE: En at tale med

Din lokale præst

Sognepræsten har stor erfaring med at tale med mennesker i sorg og krise. Præster har udvidet tavshedspligt, og registrerer ikke samtalen.

Samtalerne kan handle om alt. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert at tale med præsten om.

Find kontaktoplysninger på din lokale præst på sogn.dk.

Sjælesorg på Nettet

Du kan få en fortrolig og anonym samtale med en præst gennem det landsdækkende tilbud ’Sjælesorg på Nettet’.

Chat med en præst her.

Sorggrupper i folkekirken

I folkekirkens sorggrupper kan du finde støtte, hvis du har mistet en, du holder af. Sorggrupperne er åbne for alle.

En sorggruppe forsøger ikke at fjerne din sorg eller at presse dig til at 'komme videre'. Men fællesskabet med andre, som har mistet, kan hjælpe dig med at bære sorgen og den forandrede hverdag. 

Læs mere om sorggrupper her.

Find en sorggruppe nær dig her. 

Sygehuspræster

Sygehuspræsten står til rådighed for både pårørende og patienter uanset sygdomsforløbets karakter.

Sygehuspræsten står også til rådighed for sundhedspersonalet, som kan have brug for at tale om svære oplevelser i forbindelse med eksempelvis dødsfald eller alvorlig sygdom blandt både patienter eller personale.

Læs mere om sygehuspræster her.

Find din nærmeste sygehuspræst her. 

Hospicepræster

Hospicepræsterne holder gudstjeneste og tilbyder fortrolige samtaler med patienter og pårørende, som har lyst til at tale med en præst.

Læs mere om hospicepræster her.

Find en hospicepræst her.

Studenterpræsten

Studerende kan få en fortrolig samtale med studenterpræsten.

Studenterpræsten har tavshedspligt. Samtalerne tager udgangspunkt i det, man gerne vil tale om. Det kan være alt fra mindre overvejelser eller udfordringer på studiet til personlige problemer og tanker om fremtiden. 

Læs mere om studenterpræster her.

Allehelgensgudstjeneste

Allehelgen falder altid første søndag i november. Det er en søndag til minde om de døde, både dem vi selv har mistet og alle de mennesker, som har båret den kristne tro videre gennem generationer. 
Gudstjenesten allehelgensdag skaber gennem bønner og salmer plads til at mindes og sørge over dem, vi har mistet. I mange kirker bliver navnene på dem, som i årets løb er døde, læst op. Nogle steder tænder man lys for dem.

Find en allehelgensgudstjeneste nær dig i Kirkekalenderen.